Universiteterne er ideologifabrikker

Der er mere sandhed om verden at hente i Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling “Rystet spejl” end i den samlede pædagogiske forskning.

I diskussioner hører jeg med jævne mellemrum udsagnet: O.K. det er så din holdning, men har du forskningsmæssigt belæg for udtalelserne? Kan den adspurgte ikke på stående fod diske op med en uvildig undersøgelse eller et dugfriskt forskningsresultat, bliver såvel holdning som argumentationen for den fluks reduceret til “mening”, som er noget ganske andet end faktuel viden.

I min grønne ungdom ville jeg have lagt mig fladt ned og erkendt, at meninger baseret på f. eks. praksis og erfaringer ikke er at foragte, men at de ikke når forskningsbaseret viden til sokkeholderne. Det var dengang, jeg stadig opfattede universiteterne og de højere læreanstalter som lærdommens højborge og universitetsansatte forskere som ekspertisen par excellence. På grund af den hårde konkurrence om stillingerne i akademia, gik jeg ud fra, at det var de absolut bedste hjerner og mest kvalificerede, som nåede til tops.

En lind strøm af erfaringer siden 1970’erne og frem har ganske ændret min optik. Meget af den forskning, der foregår inden for samfundsvidenskab og humaniora, har vist sig at være ren ideologi. Selv om dataindsamlingen er i orden – hvilket den ikke engang altid er – er tolkningen af data ofte så ideologisk farvet af de(n) dominerede diskurs(er) inden for forskningsfeltet, at undersøgelsesresultaterne ikke kan adskilles fra alle mulige andre meningspositioner.

Det var påstanden. Her kommer dokumentationen:

Mit yndlingseksempel stammer fortsat fra mine studier på kvindeforskningscentrene i slut-1980’erne. Den eneste accepterede diskurs om køn var den socialkonstruktivistiske, der som bekendt går ud på, at køn alene er konstrueret socialt. Ud med kroppene, ud med biologien og ind med socialkonstruktivisme = ren ideologi.

Havde jeg bare kunnet sige, at så blev kønsforskerne klogere i takt med, at teorierne viste sig ikke at holde vand – så alt forladt. Men socialkonstruktivisterne har haft monopol på køns”forskningen” lige siden. Således slog hjerneforskeren Ann-Elisabeth Knudsen så sent som i 2007 fast i bogen “Seje drenge og superseje piger”, at kønsforskelle ikke bare kan forklares med miljø og aldrig kan udlignes, lige meget hvor meget der mases på med påvirkning, stimulation og holdningsændring. Ikke desto mindre var kvindelige forskere fra (daværende) Danmarks Pædagogiske Universitet i følge forfatteren dem, som kom med flest arrige udfald mod hjerneforskningens landvindinger. Det tror jeg gerne – ud fra de erfaringer, jeg selv høstede med kønsforskernes pure afvisning af at diskutere biologiske forskelle. Selv dér hvor de skreg til himlen. Set i bakspejlet en stor skam, da den socialkonstruktivistiske ideologi har forvoldt stor skade i parforholdene.

Den pædagogiske forskning er mit andet klokkeklare eksempel på, hvordan rendyrket ideologi bliver solgt under varemærket forskning. De seneste 35 års reformpædagogik og topprioritering af tværfaglighed og projektarbejde har bidraget markant til at undergrave (respekten for) den faglige (parat)viden. Med et megadannelsestab til følge.

To af dem, som skal have ildrøde ører i den sammenhæng, er Knud Illeris og Niels Egelund. Så meget desto mere kreperligt er det, at de begge er blevet professorer på igennem en årrække at bidrage til at tømme lærerprofessionen for autoritet.

Ideologien lider de fleste lærere under i dag. Men deres pine er for intet at regne med i forhold til det uddannelsesmæssige svigt, som sagesløse elever har betalt og fortsat betaler prisen for.

Følgende eksempler støtter smukt min tese om dannelsestabet:

Eksempel 1 er historien om en gruppe gymnasierektorer, der vendte rystede hjem fra en studietur til Kina (november 2010) efter at have konstateret, hvor langt danske gymnasieelever halter bagefter de kinesiske.

Eksempel 2 er webdokumentaren “Alt for mange nuller”, som afslørede, at handelsskoleelever regner på niveau med børn i 3. eller 4. klasse.

Eksempel 3 er den seneste Pisa-undersøgelse, hvor Danmark glider endnu længere væk fra den eftertragtede topplacering.

Eksempel 4 er den i uddannelseskredse herostratisk berømte kronik “Undskyld, vi tog fejl” (Politiken 28/8 10) af Sten Clod Poulsen. Heri erkendte kronikøren, at man begik en fejl ved at bekæmpe “Den Sorte Skole”.

Mit tredje nagelfaste eksempel stammer fra socialforskningens kreative indsamlinger og udlægninger af data. “Tro aldrig på en statistik, du ikke selv har forfalsket /fortolket”.

Skrækeksemplet über alles er rapporten om tvangsægteskaber “Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark” (SFI 2004), som konkluderede, at 80 pct. af de etniske minoritetsunge selv valgte deres ægtefælle, samt at tvangsægteskaber kun udgjorde 4 pct. Makværket blev skudt solidt ned efterfølgende, og som Kristina Aamand og Asif Uddin f. eks. skrev i deres bog “Mødom på mode. Beretninger om skik og brug blandt indvandrere”:

»En mors tårer og muskelsmerter står eksempelvis ikke på listen over strafbare tvangsmetoder (?)«

Men hvad så? Vil jeg af med forskerne. Hm! Tja! Bestemt ikke professor og EU-ekspert Hjalte Rasmussen!!! Derimod gerne de ”eksperter”, der tilbagevendende for skattekroner slipper af sted med at iklæde deres uforgribelige politiske holdninger forskningsgevandter. Med professorer (!) som Marlene Wind og Jørgen Bæk Simonsen i spidsen.

Forskning = systematisk dataindsamling kan selvsagt ikke undværes. Jeg er således blevet klogere af Christian Kochs bog om politikersprog “De svarer ikke”, fordi eksempelmaterialet er vidunderligt. Til trods for at også han politiserer!

Omvendt er der mere sandhed om verden at hente i Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling “Rystet spejl” end i den samlede pædagogiske forskning. Morale: Spar udøverne bort til fordel for et langt billigere frikøb af folkeskole- og gymnasielærere til maks. to-årige pilotprojekter.

Amen!

(Trykt som kronik i Jyllands-Posten 27.3.11)

Kommentér