Antiislamisk retorik – eller bare fakta?

Her følger nok et indlæg, som Politikens debatred. ikke har ønsket at bringe. Stakkels Pol-læsere, der lever i stor uvidenhed på grund af den valgte “linje”.

Indlægget er skrevet sammen med Britta Mogensen

D. 25. april skriver Sherin Khankan en kronik under overskriften Antiislamisk retorik er vor tids antisemitisme. Den kræver svar på tiltale. 

D. 25. april skriver Sherin Khankan en kronik under overskriften Antiislamisk retorik er vor tids antisemitisme. Den kræver svar på tiltale.
Lige så lidt som ”muslimer er vor tids jøder” (ofte hævdet af islamister og deres nyttige støtter) er antiislamisk retorik vor tids antisemitisme. Fx bidrog nazitidens jøder på alle måder med finkultur, viden(skab) og velstand til det tyske samfund. Med oprettelsen af Israel lykkedes det jøderne at opbygge et velhavende og stærkt samfund på en lille plet, omgivet af miserable muslimske lande, hvis indbyggere kun har ét eneste ønske: At komme væk. Israel blev opbygget af mishandlede og svækkede holocaust-overlevere, ikke af store, stærke, sunde mænd og kvinder. Det blev et land, der er så rummeligt, at selv arabere (læs: palæstinensere) får statsborgerskab. Unikt i den del af verden, hvor intet ”broderland” giver statsborgerskab til palæstinensere og kun et minimum af rettigheder. Så antisemitisme kan bedst ses som misundelse. Anderledes ser det ud med de mænd og kvinder fra muslimske lande, der kommer til Vesten. En del kommer for at få et bedre liv og glider let og umærkeligt ind i befolkningen, ivrige efter at bidrage til samfundet. Men langt de fleste kommer for at få indført de forhold, de ellers er rejst fra:
– Krav om badeforhæng
– Krav om halalmad
– Forbud mod dansk mad i børneinstitutioner
– Krav om kønsopdelt tid i svømmehallerne
– Krav om indhylning af kvinder
– Krav om indhylning af børn
– Krav om bederum på skoler og arbejdspladser
– Krav om indførelse af sharia-domstole
– Krav om oprettelse af moskeer
– Krav om fridage på muslimske helligdage
– Krav om minareter
– Krav om afskaffelse af Folketingets tradition med at gå i kirke ved Tingets åbning
– Krav om indførelse af alkoholfrie ramadanfester på Christiansborg
De såkaldt religiøse, men i virkeligheden politiske, særkrav har ikke kun været til skade for den danske befolkning. De har tillige skadet de muslimer, der vil Danmark.
Khankan hævder, at Søren ”Krarup tager fejl, når han betegner jøder og muslimer som gæster. Danske muslimer såvel som jøder er ikke gæster, men født, opvokset og uddannet i Danmark. ” Vi er enige med Khankan i, at jøder ikke er gæster i Danmark. De er danske medborgere. De er, samtidig med bibeholdelse af egen kultur og religion, fuldstændigt uproblematisk blevet en integreret del af det danske samfund og den danske befolkning – på trods af Luther. Det har de arbejdet hårdt på fra dag 1, og det er lykkedes dem til fulde. Det samme gælder kun for meget få muslimer. Disse bliver til gengæld anset for at være ligeværdige danske medborgere. Den resterende meget store gruppe muslimer har derimod optrådt som ekstremt krævende gæster og har oven i hatten smadret indboet, når de ikke fik deres krav opfyldt.
Khankan hævder, at der er en afgørende væsensforskel på islamkritik og antimuslimsk retorik. Kunne hun monstro give nogle eksempler? I hvert fald betragtes alle former for islamkritik som antiislamisk retorik af venstrefløjen og islamisterne.
Khankan skriver, at ”Politisk islam er ikke noget, vi kan vælge fra eller til. Islamisme er en politisk faktor i det danske demokrati. Udfordringen i Danmark består i at finde en måde, hvorpå vi kan leve sammen.” Khankan tager grueligt fejl. Politisk islam / sharia skal vælges fra, hvis vi skal overleve. Og islamisme er ikke for nuværende en politisk faktor i det danske demokrati, for så var det danske demokrati ophørt med at eksistere. Islamisme og demokrati kommer aldrig til at leve sammen. Det vil blive enten det ene eller det andet.
De islamister (som Khankan), der har en anden opfattelse af, ”hvad der skal gælde som universelle præmisser for et samfund, end de traditionelle danske eller europæiske partier”, har deres egne lande, hvor de kan udfolde deres ”anden opfattelse”. Her i landet bestemmer demokratiet, hvad vores præmisser skal være. Hvad angår påstanden om, at Grundloven er utidssvarende, blot dette: Når vi danskere ønsker at lave vores Grundlov om, så sker det. Ikke før.
I skrivende stund har Christiania igen-igen en fejde med regeringen. Deres talsmand siger, at christianitterne vil bestemme, hvem der skal bo på Christiania, da det skal være folk, der vil Christiania. En fin parallel til udlændinge og Danmark – eller hur?

Kommentér