Moderskabsmyndighed?

Det er både fascinerende og deprimerende at leve i en kultur, som dag for dag udviser flere eksempler på forfald: En aftale er ikke mere en aftale, galopperende ansvarsforflygtigelse fra top til bund, og – helt synligt og konkret – knopskydende affald og graffiti, selv i min engang så agtværdige bopælskommune Frederiksberg. Føj hertil DR, der – sammen med folkeskolen – burde være i front med folkeopdragelsen, men i stedet helt frivilligt har forvandlet sig til DDR, multi-kulti-mangfoldighedens licensbaserede forsvarer numero uno.
Ak og suk, men i denne omgang lader jeg denne del af skråplanet hvile. Bolden ligger i øvrigt også trygt og godt hos Sørine Gotfredsen og Henrik Jensen med deres respektive bøger Den åndløse dansker og Det ordentlige menneske. Mit ærinde er i stedet at plante et stort fedt spørgsmålstegn ved undermineringen af en anden væsentlig værdi: Banaliseringen af moderskabet, der er sket i forbindelse med de seneste 40 års ligestillings-korstog og kronet med Forældreansvarsloven (læs: Børnemishandlingsloven). Kyniske og ligeglade håndlangere og ”børnesagkyndige” i statsforvaltningerne garanterer, at børn dels bliver udleveret til overvåget samvær med psykopater og drabsmænd, dels tvinges til at bo syv dage hos mor, syv hos far.

Citat Fay Weldon: ”Og nu forventes det af os, at vi [mødre] er civiliserede og deler børnene, som om de var ejendele. Det er de ikke. De har følelser, og de lider også, for de forventes også at smile og smile, og det sker for alle deres venner, og er det ikke dejligt af have to hjem, men det er det bare ikke (…) Det at tage børnene fra moderen på den måde er ondt over for kvinder, og det er værre end at tvinge dem til at bære burka (…) Fædre har ikke de samme følelser for deres børn, som mødrene har, det må vi holde op med at bilde os selv ind. I deres beundringsværdige singletasking glemmer mænd deres børn – det gør kvinder ikke (…) Selv islam behandler mødre bedre, end vi gør her i Vesten.”
Som så ofte før lægger jeg mig i baghjul af forfatteren, der bedre end nogen har analyseret kønsforholdet. For at få den nødvendige luft til efterfølgende at gå i front i kampen mod et abstrakt og mere og mere absurd ligestillingsbegreb.
Her kommer min bordbombe: Kvinders og mænds bidrag til forplantningen kan ikke ligestilles. Trods den teknologiske hjælp til befrugtning, er det stadigvæk kvindekroppen, som er det eneste vækstrum for et kommende barn. Den kvindekrop, som er forudsætning for graviditet og moderskab og som i denne proces udsætter sig for en række risici i form af bækkenbundsløsning, åreknuder, hormonelle ubalancer, rygskader og fødselskomplikationer.
Kvinders kropslige præstation i børneavlen er langt mere betydningsfuld end mænds. De to indsatser kan overhovedet ikke sammenlignes med baggrund i følgende biologiske forskelle:
• Det reproduktive arbejde, kvinder foretager i de måneder, de bærer rundt på deres barn
• Mænd producerer i millionvis af sædceller i løbet af deres liv. Kvinder producerer i sammenligning hermed ganske få æg
• Forplantningen er for kvinder en kontinuerlig proces fra undfangelse over svangerskab til fødsel, mens den for mændene er diskontinuerlig: De afleverer deres sæd, og først 9 måneder senere er barnet en fysisk realitet.
• Amning(smuligheden)
Hvis man vælger at se stort på forskellene, er det det samme som at annullere kvindekroppens betydning. Vores kultur overser i det store og hele livmoderen som en reel del af kvindekroppen og stempler enhver antydning af dens vigtighed som kætteri og livmoderfeminisme. I dag er vores kultur så degenereret, at når en nybagt mor har svært ved at aflevere sit barn i vuggestuen, så er det hende, der er noget galt med – ikke konstruktionen institutionaliser-dit-barn-så-du-selv-kan-spurte-tilbage-på-lønarbejde.
Jeg underholder mig jævnligt med at betragte die Gutmenschen, som har blikket stift rettet mod børnemishandling og kvindeundertrykkelse i den tredje og fjerde verden. Altså i betragtning af, at de bare kan pudse brillerne og se ud over hækken – eller sågar ofte ind i deres egne stuer. For i konfliktfyldte skilsmisser udsættes børn i Danmark for, hvad jeg vil kalde tortur – af den enkle grund at ”Børnemishandlingsloven” bliver forvaltet i form af et diktat om samarbejde mellem mor og far. Uanset hvad der har ligget til grund for skilsmissen: Far kan være voldelig, far kan være psykopat, far kan være drabsmand, men sit barn skal han karenbrodereme’ have udleveret til samvær – koste barn og mor hvad det vil.
Jeg kan pt ikke rigtigt se anden løsning i forhold til overgreb på skilsmissebørn end i udgangspunktet at udstyre kvinder med moderskabsmyndighed. Ved skilsmisse burde det således være reglen, at børnene følger mor – medmindre selvfølgelig hun er uegnet pga stofmisbrug, alkoholisme og anden dårligdom, eller far og mor indbyrdes bliver enige om anden ordning. Og vær forvisset om, I ordentlige og ansvarlige skilsmissefædre, at i de aller-allerfleste tilfælde, vil jeres ex-koner / -kærester med taknemmelighed tage imod jeres tilbud om at bidrage til børneomsorgen. Men barnet SKAL bo fast ét sted – og mor er som hovedregel den bedste omsorgsgiver.
Til både mor og far vil jeg sige: Æd jeres egoisme og indse, at I står med det fineste og sarteste råstof i hænderne. Et råstof, som I har magten til omsorgsfuldt at forædle og danne – eller destruere.

(trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 9.oktober 2011)

Kommentér