Verden er af lave: Mere end 200.000 unge i alderen 16-29 år er i dag ikke under uddannelse.
Flere psykiske lidelser blandt børn.
Et stort antal unge og yngre mennesker er på førtidspension, fordi de ikke skridt for skridt er blevet opdraget til at mestre voksentilværelsens krav af deres forældre.
Stadig flere unge mennesker skal til psykolog.
Antallet af skolebørn der drikker alkohol stiger.
Tusindvis af unge er på ”lykke”piller, og storforbrugere af kokain og hash.
12.00 børn fjernes årligt fra hjemmet på grund af misbrug, vold mv. Senest har Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet, i en selvbiografi løftet sløret for en barndom i Underdanmark, der desværre ikke kan karakteriseres som en undtagelse.
Der er stadig flere eksempler på omsorgssvigt af ældre i kommunerne, og hjemmeplejen bliver ringere og ringere.
Stress fylder bestandigt mere i sygdomsstatistikkerne.
Danmark udviser stadig flere krisetendenser, som altså handler om en hel del mere end milliardunderskuddet på statsfinanserne. Ovenstående problemer udgør imidlertid kun toppen af isbjerget, og få – og slet ingen beslutningstagere – er tilsyneladende parate til at foretage den oplagte kobling mellem krisefænomenerne: Vi har udviklet et samfund, hvor omsorgen for de svage – børn, unge, gamle, handicappede og i det hele taget ikke så robuste individer – er minimeret eller helt forsvundet. Der er ganske enkelt ikke tid, og det er en katastrofe. Vi må og skal folde øjne og ører ud for, at et lille barn er et stykke fint, sart og kostbart materiale, som der skal forfærdeligt lidt til for at ødelægge. Og ud for at børn ikke skal anskaffes efter princippet: Først sofa, så Sofie.
Det er faktisk ikke svært at forklare, hvorfor det er gået så galt. Det lag af kvinder, som tidligere tog omsorgen på sig i familierne, magter ikke mere at udføre omsorgen ordentligt, fordi de er fuldtids på arbejdsmarkedet. Paradoksalt nok ofte i omsorgsfunktioner, hvor de så går ned med stress, fordi opgaverne er for store og tunge i forhold til, hvad det enkelte menneske kan yde. Omsorgsbehovet er skrigende, og hvor historikeren Henrik Jensen taler om det faderløse samfund, vil jeg pege på det moderløse i betydningen det omsorgsløse samfund.
Skilsmissebørnene er den ene kanariefugl i minegangen. De voksnes rettigheds-og selvrealiseringsprojekter med nye partnere efterlader stribevis af børn i det blodfyldte kølvand. Påstanden kan dokumenteres massivt.
Den anden kanariefugl er det støt stigende antal børn med diagnoser, som f. eks ADHD, autisme og Aspergers. Er udviklingen monstro et resultat af, at forældre og lærere er blevet dygtigere til at spotte afvigere, eller skyldes den, at børn er blevet udsat for først for tidlig institutionalisering i vuggestuen, siden et inferno af støj og turbulens i børnehaven – i alt for mange institutionstimer?
Sunde, stærke og livsduelige børn – typisk rundet af intakte, velfungerende og omsorgsfulde forældre – klarer mosten så nogenlunde. Disse børn er ofte også dem, der er kortest tid i institution.
De sarte og særligt sårbare individer med dispositioner for ovenstående diagnoser er i risikozone og skades. Men pointen er, at havde såvel diagnosebørn som de sarte børn befundet sig i et miljø med ro, regelmæssighed og overskuelighed, ville de ikke være blevet syge. I forlængelse af den tese efterlyser jeg i øvrigt undersøgelser af, hvor følgende børnekategorier placerer sig på skrøbelighedsstigen: Det stigende antal reagensglasbørn og de alt for tidligt fødte, der holdes kunstigt i live.
Jamen, er jeg da bare ude på at give forældrene dårlig samvittighed? Ja, det tør svagt antydes. Jeg vil skamme de forældre helt ned under jorden, der ikke forstår, at børn er totalt værgeløse væsener, og at deres liv(slykke) afhænger af, om ansvarlige voksne (læs: far og mor) er klar til DAGLIGT at tage denne vigtige opgave på sig: At danne deres barn til en stærk og selvberoende samfundsborger.
40 år efter den moderne kvindebevægelse gik til kamp for ligestilling, er det ikke mere muligt at lukke øjnene for bagsiden af medaljen. Arbejdsmarkedet som gud og smadrede familier gav dysfunktionelle børn, et stigende antal taber-mænd og – som nævnt – ensomhed og et alarmerende stressniveau.
Den barske sandhed er, at en familie ikke kan hænge sammen uden en tovholder, der prioriterer fuldtidsjobbet på Hjemmevej.
Ikke mindst børneopdragelsen af drenge er et mega tidskrævende projekt. At holde en dreng på dydens og skolens og lektiernes slagne vej er benhårdt arbejde, som kræver en voksen ansvarlig persons fysiske tilstedeværelse.
Det er i dag sådan cirka et 18-årigt projekt at skabe en velfungerende ung mand, der er i stand til at forpligte sig såvel økonomisk som følelsesmæssigt i forhold til kæreste og evt. børn. Og uden de egenskaber skal man(d) nok ikke regne med, at hunkønnet vil have noget med en at gøre, og det er skidt. Mænd uden kvinder klarer sig radikalt ringere end kvinder uden mænd.
Det burde køre som daglig føljeton på lysavisen på Københavns Rådhusplads, at hvis mor ikke vil investere målrettet i børneopdragelsen, og far ikke vil træde i karakter, så ryger drengene på røven. Mor og far skal (i tilfældig rækkefølge) lære junior følgende: At rydde op, gøre rent, spise med kniv og gaffel, rede seng og skifte sengetøj, lægge tøj på plads, købe ind, lave sund mad, vaske op, dække bord, tage hjemmesko på, sætte stolen ind under bordet, spise sundt og ikke for meget, spise regelmæssigt, lære klokken og passe tiden og nattesøvnen, håndtere madvarer og regninger og betale sidstnævnte til tiden, sortere vasketøj og vaske, stryge, begå sig i trafikken på gåben, cykel, bus og tog, binde skolebøger ind, huske fødselsdage (for senere at huske bryllupsdage), smøre madpakke, ikke stifte gæld, skrive pæne 2-taller, begrænse tv-, pc- og mobilforbrug, børste tænder efter tandlægens forskrifter, dyrke motion, slukke lyset når man forlader rummet, rejse sig op for gamle og handicappede i bussen, ikke smide affald på gaden eller i biografen, læse lektier, træffe valg. For nu bare at nævne nogle ganske få af spidskompetencerne.
Med andre ord: Børneopdragelse er et benhårdt arbejde, der kræver tid, tilstedeværelse og parathed til at tage konflikter. Den cocktail indebærer: 1. Mor og far kan ikke begge være fuldtids på arbejdsmarkedet, 2. Mor og far gør klogt i ikke at blive skilt.
Hvis nuværende og kommende forældre rynker nedladende på næsen af min opskrift, er det bare synd. Især for deres stakkels drenge, som aldrig bliver til stærke, selvberoende mænd
Jeg er baldrende ligeglad med, om husmor-og opdragerfunktionen varetages af m eller k. Vel at mærke når børnene er over to år gamle – indtil da er det først og fremmest mor af indlysende biologiske grunde.
Men frem til kødgryderne, symbolet på det trygge og omsorgsfulde hjem, skal enten far eller mor. Sagt lidt anderledes: Jeg vil have sat gang i en debat om det dybt hensigtsmæssige i en klar arbejdsdeling mellem forældrene, der på en helt anden måde end i dag topprioriterer og værner om børnene og træner dem i at tage livtag med senmodernitetens kompleksitet.
Uden fysisk og psykisk sunde og velfungerende børn så glem alt om, at de samme børn som voksne skal iføre sig den gule førertrøje i den globale konkurrence. Diverse magthavere, beslutningstagere og fremtidsforskere skal i stedet ruste sig på at mobilisere taknemmelighed, hvis blot de selvsamme voksne overhovedet kan klare at holde skruen i vandet uden offentlig krisehjælp.