Hjernevask?

Harald Eia er norsk komiker med en kandidatgrad i sociologi. I 2010 lavede han en tv-serie med titlen Hjernevask. Heri stiller han socialkonstruktivistiske forklaringsmodeller på køns-, intelligens- og raceforskelle over for biologisk-genetiske i syv udsendelser, der bærer overskrifterne: 1. Ligestillingsparadokset, 2. Forældreeffekten, 3. Homo/hetero, 4. Vold, 5. Sex, 6. Race, 7. Natur / opdragelse. En stribe af køns- og hjerneforskere, psykologi- og psykiatriprofessorer samt sociologer i ind- og udland bliver interviewet om deres forskning(sresultater) og efterfølgende konfronteret med hinandens synspunkter. Klippene mellem interview-personerne giver seerne en mulighed for at veje argumenterne imod hinanden og ved selvsyn/-hør danne sig en mening. Programmerne kan i skrivende stund (ultimo april 2012) ses på linket ( http://genusnytt.wordpress.com/2011/12/03/se-hjernevask-avsloja-genusmyterna/ – password: hjernevask) og fortjener at blive udbredt til en bredere kreds. Efter sigende skulle Hjernevask være grunden til, at Norges forskningsråd for nyligt besluttede sig for at nedlægge programmet for kønsforskning. I det første program, Ligestillingsparadokset, lægger Eia sporet ud for resten af serien med afsæt i, at Norge i 2008 blev kåret som verdens mest ligestillede land. For når alle kan gøre, som de vil, hvorfor er mænd og kvinder så ikke nogen lunde ligeligt repræsenterede inden for de forskellige professioner på arbejdsmarkedet? Kun 10 procent af ingeniørerne er kvinder, mens de er massivt overrepræsenterede blandt sygeplejerskerne. For at forstå det kønsopdelte arbejdsmarked opsøger Eia en række forskere, hvor fronterne lynhurtigt tegner sig: Social og kulturel påvirkning / opdragelse som forklaring på den ene side, medfødte forskelle på den anden. Fortalerne for den første forklaringsmodel undrer sig over optagetheden af at finde og forklare kønsforskellene. Hvorfor er det nu så interessant, spørger de? For det synspunkt står Cathrine Egeland, forfatter til flere forskningsrapporter om mænds og kvinders erhvervsvalg, og kønsforskeren Jørgen Lorentzen. Sidstnævnte tilbageviser også hjerneforskning som gammeldags. Følelser, interesser og intelligens er ens hos de to køn, og når vi alligevel registrerer forskelle, er det fordi drenge og piger behandles forskelligt fra fødslen. Drenge klædes i blåt, piger i lyserødt, kønsbestemt legetøj, kønsspecifikke skilte (fx vejarbejde – en mand med en skovl). Uden disse kulturelle påvirkninger ville de to køn vælge ens, så det gælder bare om at møde piger og drenge med lige forventninger. Denne position får den amerikanske psykologiprofessor Richard Lippa lov til at forholde sig til. Han har gennemført en undersøgelse af kønsforskelle i 53 lande i Europa, Nord- og Sydamerika, Asien og Afrika med 200.000 respondenter. De er blevet stillet spørgsmålet: Hvad kunne du tænke dig at arbejde med? På tværs af samtlige lande viser det samme billede sig: Mænd viser større interesse for ’tings’-orienterede erhverv, mens kvinder vil noget med mennesker. Men skyldes det ikke opdragelsen? Nej, for kønsforskellene dukker op meget tidligt. Simon Baron-Cohen, psykiatriprofessor på Cambridge, har lavet eksperimenter med nyfødte børn. En-dag-gamle babyer blev præsenteret for ’en mekanisk genstand’ eller et ansigt og imens filmet for at konstatere, i hvor lang tid babyen så på hver især. Drengene kiggede længere på det mekaniske objekt, pigerne på ansigtet. Denne adfærdsforskel ligger før legetøj og andre kulturelle påvirkninger og må altså være opstået i fosterlivet. Baron-Cohen forklarer først og fremmet forskellen med testosteron. Drenge producerer dobbelt så meget testosteron som piger og jo mere testosteron, jo senere sprogudvikling og sociale færdigheder. Så kommer professor Trond Diseth fra det norske Rigshospitals afdeling for børnepsykiatri på banen. Han har udviklet en test, der skal undersøge tidlige kønsforskelle. For at finde ud af om et barn opfatter sig som pige eller dreng, præsenteres barnet for en legetest. På gulvet er anbragt fire stykker pige-legetøj, fire stykker drengelegetøj og to neutrale. De ti stykker placeres i et mønster og så filmes og observeres babyen, mens den kravler rundt på det tæppe, hvorpå legetøjet er placeret. Allerede fra ni-måneders alderen viser der sig klare forskelle mellem sunde babyer: Drenge vælger maskulint legetøj, piger vælger feminint. Børn er altså født med en klar biologisk disposition, og miljøet kan højst forstærke eller moderere den iboende kønsidentitet. De resterende seks programmer er skåret over samme læst. Med udgangspunkt i en undren, søger Harald Eia at få svar ved at stille spørgsmål til forskellige forskere og derpå bede ’modstanderne’ om at kommentere deres udsagn. At Eia har valgt at navngive sin serie Hjernevask understreger, hvor han selv er endt: På den biologiske fløj, der ikke mindst forholder sig til empiri frem for ideologiske kæpheste. Det er da også hændervridende pinligt, når de tre norske kønsforskere – præsenteret for dynger af data – fremturer med, at biologiske forklaringer ikke er hverken interessante eller relevante. Jeg har selv tre bud på, hvorfor kønsforskerne (også i Danmark) nægter at diskutere biologi: 1. De vil ikke skære den behagelige forskergren over, de så bekvemt sidder på – smukt støttet af EU’s fatale og latterlige kønsneutralitetspolitik, 2. Biologiske indfaldsvinkler er politisk ukorrekte, fordi der kommer uønskede sandheder på bordet om fx intelligens, sex og vold, 3. Adskillige (de fleste?) kønsforskere er homoseksuelle og har tilsyneladende for manges vedkommende en interesse i at definere seksuel orientering som plastisk, et frit valg frem for medfødt. Måske ud fra en misforståelse af, at homoforskning stigmatiserer homoseksuelle? Men se programmerne og døm selv om Aia har ramt skævt eller plet med Hjernevask.

(Trykt som søndagskronik i Jyllands-Posten d. 6.5.12)