Om igen, Carsten Jensen

Allerede fra første færd demonstrerer Carsten Jensen i sin kronik ”Varselsskuddet på Utøya” (24.6), at han tænker inde i sin gabende, velkendte klokke. Anders Brevik giver ham et deja-vu til en forbrydelse begået 20 år tidligere under krigen på Balkan, og parallellen lyder, at begge parter var drevet af ”den farlige fiktion, der kalder sig etnisk renhed.” For helt forudsigeligt skal Carsten Jensen bruge sine deja-vuer til at lange ud efter den position i debatten, som er dybt bekymret over de seneste 30 års masseindvandring fra 3. verdenslande. Tricket består i guilt-by-association. At hvis man tilhører den indvandrerkritiske fløj, der påpeger og dokumenterer bl.a. problemerne med den voksende islamisering af Europa – ja, så vil man i næste øjeblik fare rundt med et maskingevær og meje uskyldige mennesker ned. Det er for tyndt, og Carsten Jensen er intellektuelt doven. I min optik er Breivik syg oven i hovedet, men som ingen sikkert ved bedre end Carsten Jensen, kan selv syge hjerner tilkendegive både holdninger, sætninger og argumenter, som andre mennesker kan dele mere eller mindre fuldhjertet. Lad os fx tage filosoffen Friedrich Nietzsche, som udtaler i ”Hinsides godt og ondt” (1886): ”(…) [der gives] ingen ’kausalforbindelser’(…) Det er alene os selv, der har opdigtet årsagerne, et efter-hinanden (…)” Et udsagn som en del nok vil kunne skrive under på? Nietzsche blev som bekendt senere vanvittig, men ikke desto mindre er hans tidlige skrifter fortsat en af hovedinspirationskilderne til socialkonstruktivismen. Breivik har gjort den islamkritiske fløj ubodelig skade med sin grufulde handling. Men det skal ikke forhindre os i sagligt at vedblive med at lægge tal, data og argumenter frem om masseindvandringens konsekvenser. Og sætte ord på, at kultur betyder noget, og langt mere end vi er bevidste om. Fri os for beskyldninger om at ønske ”etnisk renhed”, når hvad det handler om er, hvordan folk ser ud inde i deres hoveder. Mennesker kan for min skyld være brune, sorte eller polka-prikkede – så længe de bidrager til at få samfundet til at hænge sammen frem for at nedbryde det. Nogle af de kriminelle christianitter er lige så samfundsnedbrydende som sharia-prædikende imaner. Og hold venligst i erindring, at ”den ekstreme højrefløj” ofte viser sig at dække over personer, der af fornuftsgrunde ønsker at sætte stop for indvandringen fra 3. verdenslande. Carsten Jensen har én pointe: Breivik kalder sig kristen, men det har han tydeligt vist, han ikke er.

(Et af utallige afviste indlæg til POLITIKEN)

Kommentér