At blive gammel er ikke sjovt. Men der er da en enkelt fordel, hvis man vel at mærke er indstillet på at lære af sine erfaringer: Udviklingen af en detektor for forskellen på det-jeg-godt-ku’-tænke-mig og det faktisk mulige i det her liv. Derfor har min egen livsbane også ført mig støt og sikkert fra ønskeforestillinger om gode mennesker i ideal-samfund til en position solidt forankret i hverdagslivet med flossede folk som ’maj sæl’. Jeg kan således bekende både brug af sort arbejde, hvide løgne og adskillige P- og fartbøder.
På denne smågrumsede jordbund er den amerikanske økonom Thomas Sowell (f. 1930) faldet som velgørende rensevæske. Han har nemlig fået mig til bedre at begribe, hvorfor fx en Eva Smith foretrækker at prioritere forbryderen over offeret. Hvorfor fx en ex-ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen kunne få sig selv til at lægge en tidsindstillet bombe under et velfungerende dansk samfund, da han i 1983 som formand for Dansk Flygtningehjælp stærkt bidrog til at påvirke Folketinget til at vedtage en human udlændingelov. Hvorfor fx en Connie Hedegaard har kunnet stå bag FNs klimapanel, der har vist sig at sætte ideologi over videnskabelighed. Og hvorfor en Christine Antorini ikke kan finde ud af at levere andet end tomme kalorier i ”Ny Nordisk Skole”.
Redskaberne til en forståelse bliver leveret i Sowells bog fra 1995 The Vision of the Anointed (frit oversat til ’De Frelstes perspektiv’). Bogen er en skarp kritik af den tankegang, der har ført til en række fejlslagne poliske beslutninger i USA siden 1960’erne. (Disse gale beslutninger kan ganske ubesværet paralleliseres til Danmark og EU, fordi de udspringer af det samme tankesæt.) Hvad der er sket i USA, ser Sowell nemlig ikke som en række isolerede fejltagelser, men som den logiske konsekvens af et bestemt syn (’Vision’), hvis skyklapper og manglende respekt for de faktiske erfaringer i de levede liv fjernt fra skrivebordene og glastårnene har ført til katastrofer inden for bl.a. uddannelsessystemet, inden for bekæmpelsen af kriminalitet, og inden for retssystemet og familien. Han fremlægger stribevis af konkrete eksempler fra amerikansk politik og økonomi på fejl(be)slutninger, som viser sig at have fået helt utilsigtede skadelige virkninger. Et enkelt eksempel må række her: Den såkaldte krig-mod-fattigdom udmøntet i en række sociale programmer førte til det stik modsatte resultat. Antallet af fattige, som fik offentlig hjælp, blev mere end fordoblet fra 1960-1977.
Overfør eksemplet til Danmark: Jo flere penge, der bliver postet i fx integrationsprogrammer, jo dårligere går det for (fattige) indvandrere i både ghettoerne og skolerne. Det fuldstændigt fatale består i, at politikere og beslutningstagere gang på gang på gang laver love og iværksætter dyre initiativer – støttet af deres meningsfæller blandt opinionsdannerne – uden forinden at have lavet pilotprojekter, og uden at følge op på, om initiativerne og kronerne rent faktisk gav de ønskede resultater.
De manglende pilotprojekter har også undermineret skolen. I dag er alle lærere over 45 på det rene med, at uddannelsessystemet (privatskolerne undtaget) er ved at gå på røven på grund af de sidste 30-40 års fejlslagne reformpædagogik suppleret med et hovedløst taxametersystem. Undermineringen af den såkaldte sorte skole – den skole, der var interesseret i at lære børnene noget fagligt frem for at satse på feel-good-strategien og det-skal-være-lystfyldt-at-lære – er et resultat af ’The Vision of the Anointed’. Som erkarakteriseret ved 1. at være faktaresistent, 2. at nægte almindelige menneskers – i dette tilfælde de menige (gymnasie)læreres – erfaringer betydning, 3. en blind tro på, at hvor der er et problem, er der også en løsning. Beslutningstagerne mangler ganske enkelt en forståelse af den sociale virkelighed, som er forudsætningen for at lave fornuftige, afbalancerede kompromiser. Følelsen af at være udvalgt, at være god, at være retfærdig (læs: anointed = salvet) slører ifølge Sowell De Frelstes udsyn. De benægter fakta, fordi de i egen selvforståelse befinder sig på et højere moralsk plan. Et dansk eksempel: Års erfaringer med asylansøger-bedragere får ikke (røde) politikere til at ryste på hånden, for erfaringer tæller ikke. Det gør ’the Vision’. Derfor kan formand for EU-Kommissionen José Barroso føre sig frem med et multikulturelt Europa-projekt, der kuldsejler, fordi han totalt ignorerer menneskelige og kulturelle forskelle i nord og syd. Derfor kan integrationsborgmester Anna Mee Allerslev i forbindelse med ”Smag Verden – Mangfoldighedsfest 2012” afholdt i Rantzausgade på Nørrebro, København, henstille til Dansk Zionistforbund ikke at flage offensivt (!) med det israelske flag. Derfor kan Christine Antorini fortsætte med mere-af-det-samme kompetence-flop inden for et nedbrudt skolesystem, mens hun og Anders Bondo Christensen slår om sig med floromvundne hensigtserklæringer, som aldrig vil give det lovede faglige løft. Erfaringer tæller ikke. Det gør ’the Vision’.
Hold øje med ord som kompleks, forandring, mangfoldighed, innovation, respekt, uundgåeligt/nødvendighed samt alle-eller-ingen-argumenter (’Peter har ikke taget skade af skilsmissen, så derfor er skilsmisser ikke ødelæggende for børn). På disse buzzwords skal man spotte ’The Anointed’.
Thomas Sowells bog er på 300 sider, og jeg har kun kunnet berøre en flig af fremstillingen her. Men i min optik er hans massive dokumentation af The Anointed’s skalten og valten med andre menneskers liv og midler – uden at disse frelste nogen sinde selv kommer til at til regnskab for de fejlslagne, ikke-erfarings-baserede beslutninger – både tankevækkende og særdeles skræmmende.