Undskyld – hvor kan jeg klage?

Kender du / De fornemmelsen? At vide med indersiden af sin sjæl – og med sin fornuft! – hvad der er rigtige og forkerte beslutninger i det små og det lidt større, og så samtidig være placeret på sidelinjen uden mulighed for at øve indflydelse? 
Det er en kålhøgen indfaldsvinkel, indrømmet: At bilde sig selv og andre ind, at man bare ser ret i en sag. Men inden for nogle ganske få felter vil jeg tillade mig at fremture på baggrund af erfaringer – egne, andres og historiske. Det at HAVE ret er imidlertid som bekendt ikke det samme som at FÅ ret, og derfor ville jeg i den grad ønske, at der fandtes en instans, hvor jeg kunne klage over naive eller kyniske beslutningstagere, skyklapbærende forskere og selvfede opinionsdannere (ups!).

Hvem er det så lige, jeg kunne tænke mig at indberette? Mine skydeskiver kommer her i ukomplet og vilkårlig rækkefølge:

• Hele det pædagogiske forskningsparnas, der med få undtagelser ikke har forvoldt andet end ulykker inden for uddannelsessystemet. Senest skal jeg belemres med udtalelser fra professor i pædagogik Per Fibæk Laursen, som ikke kan forstå forskellen på en pædagogik forankret i et dannelsesbegreb over for kompetence-begrebet. Det til trods for at reformpædagogikkens kompetence-ideologi er en hovedårsag til, at nutidens elever og studerende mangler grundlæggende teoretiske og metodiske færdigheder. Samme Fibæk Laursen sidder selvfølgelig også i dialoggruppen for Ny Nordisk Skole (hvorfor nordisk og ikke dansk?), hvis manifest først og fremmest er karakteriseret ved floromvundne hensigtserklæringer og himmelbjergsretorik fjernt fra de faktiske forhold i folkeskolen og forældreønsker om solide faglige kundskaber.

• Det store flertal af islamforskere med islamapologeterne professorerne Garbi Schmidt og Jørgen Bæk Simonsen i spidsen. I årevis er det lykkedes folk som dem at holde den danske befolkning i uvidenhed om, at islam har en essens og en 1400-årig blodig erobrerhistorie. Men hvad værre er: Vores naive og uvidende politikere ud i islam lytter til disse forskere og træffer derfor igen og igen forkerte beslutninger (jf. fx Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaard, ”Global Jihad – Islams sjette søjle”). Det samme gælder DR, som har givet islamisten og imamen Naveed Baig taletid ved nytårsgudstjenesten.

• Hans Gammeltoft-Hansen, Folketingets tidligere ombudsmand, får en klage helt for sig selv i sin egenskab af hovedsynderen bag den fatale udlændingelov i 1983. Nu er han gudhjælpeme’ også blevet ny formand for udvalget om kirkeforfatning, hvor det nok skal lykkes ham at føje yderligere spot til den skade, som vores kirkeminister Manu Sareen allerede så nydeligt har tilføjet folkekirken. Men tag ikke fejl af den menneskelige korttidshukommelse: I stedet for den fortjente skamstøtte, får Gammeltoft-Hansen sikkert kaldt en gade op efter sig.

• Det store flertal af politikere, som fastholder en indvandrerpolitik, der vil komme til at rive Danmark helt i stykker. Det er en smal sag at sætte sig ind i, hvad indvandringen koster. Ikke helt præcist, men nærved og næsten. For ikke at blive grebet på det forkerte ben, lad mig så skønsmæssigt anslå udgifterne til 80 milliarder kr., selv om det nok snarere ligger i omegnen af de 120 milliarder. Hvor tankevækkende at sammenligne dette tal med, hvad man sparer på skolelukninger, fyringer af lærere og sygeplejersker og hele balladen omkring AKUT-pakken.

•De selvsamme politikeres støtte til en ulandshjælp, hvor skatteyderne tit og ofte ikke aner i hvilke lommer, milliarderne lander.

• Kønsforskningen i almindelighed og det statsfinansierede KVINFO i særdeleshed. I årevis er kønsforskerne rejst rundt med deres kropstegns-circus, ifølge hvilket kønnet er en social konstruktion og de biologiske forskelle henvist til skammekrogen. Det er da ganske utroligt, at striben af kønsforskere med en Anette Borchorst i spidsen for skattekroner får lov til at bedrive en børne-, kvinde- og mandefjendsk ligestillingspolitik, som i den grad er en fuldblods- og fuldtids-politiker værdig. Forskning er IKKE politik, men det har kønsforskerne aldrig forstået. Eller måske har de netop forstået det? Stort set de eneste, som kønsforskernes ligestillings-projekt nogen sinde for alvor er kommet til gavn, er kønsforskerne selv.

Den skarpe læser har på nuværende tidspunkt for længst gennemskuet, at jeg først og fremmest lader til at have problemer med højtuddannede. Korrekt, fordi de udgør en elite, hvoraf flertallet svigter deres fornemste opgave:

”Ordet elite er et vanrøgtet ord i Danmark, fordi vi ikke bryder os om, at der findes eliter. Men det er et faktum, at der findes eliter indenfor alle områder, i alle brancher og i alle foreninger. Eliten er de dygtigste, de bedst uddannede, dem der tager initiativerne og beslutter langsigtet. Vigtigt er det da, at eliten vedkender sig samfundssind eller som minimum tjener et sagligt anliggende. Den må også altid have noget andet end sine egne interesser for øje. Er det ikke tilfældet, fører det til arrogance og hedonisme, og elitens kvaliteter vil opløse sig selv indefra.”

(Link: http://www.ronshoved.dk/default.asp?MenuID=1169)

Fik I den Carsten Jensen, Frederik Stjernfelt, Ole Thyssen mv.?

De folk og fora, jeg har angrebet, er højt på strå på samfundsstigen, men placeringen borger så indlysende ikke for solidaritet med menigmand. Også disse søndagsord vil aldeles prelle af på dem, men i det mindste gav de mig lidt luft til at vrinske videre.

(Trykt som søndagskronik i Jyllands-Posten d. 6.1.13)

Kommentér