I takt med at jeg får sat mig mere ind i Israel-Palæstina-konflikten, desto mere forundret bliver jeg. Hvordan er det lykkedes for palæstinenserne og den arabiske verden at fremstille Israel som den store skurk og palæstinenserne som stakkels ofre? Sammen med historikeren Torben Hansen, Geoffrey Cain, Ole Groth-Andersen og Bernard Gilland har jeg skrevet en længere artikel, der forsøger at forklare skævvridningen. Her vil jeg formidle nogle af hovedpointerne. I november 1947 vedtog FN en deling af Palæstina i en jødisk og en arabisk del. Jøderne accepterede, men araberne nægtede at acceptere resolutionen og angreb med våbenmagt. Araberne tabte, og mange af dem flygtede. Tallene er usikre. Ifølge FN-kommissær Folke Bernadotte var tallet 330.000 tusind, men der har også været langt højere tal på bordet, idet arabere fra nabolandene også meldte sig som flygtninge for at få del i hjælpeorganisationernes ydelser. Flugten begyndte allerede i december 1947 og et ofte nævnt tal for årene 1947-48 er 538.000 arabiske flygtede. Resten af araberne i det område, der tilfaldt Israel – 160.000 – forblev, hvor de var. I perioden 1948–57 flygtede der til sammenligning 567.000 jøder til Israel fra de arabiske lande, og yderligere 250.000 jøder flygtede til Israel i årene 1958-72. Myrderier i Irak under 2. Verdenskrig plus et antal fredelige emigrationer fra hovedsagelig Marokko og Libanon bringer tallet op på 873.000. Af de oprindelige 880.000 jøder i de arabiske lande og Iran i 1945 er cirka 7.000 tilbage i dag. Altså langt flere jødiske flygtninge fra arabiske lande end omvendt. Der har således været tale om en befolkningsudveksling a la den mellem Grækenland og Tyrkiet i 1923 og mellem Indien og Pakistan i 1947, der også skete som følge af krigshandlinger.
Denne befolkningsudveksling (sjældent eller aldrig omtalt i pressen) har imidlertid ikke bragt fred. En af hovedgrundene er FN, hvis Generalforsamling er styret af omkring 50 muslimske lande plus deres olieafhængige klienter. FN har vedtaget, at Gaza og Vestbredden er “besatte områder”, men nøgternt set er Gaza og Vestbredden ikke mere besatte end de 210.000 kvadratkilometer, som Sovjetunionen erobrede under 2. Verdenskrig, hvoraf Rusland nu har arvet 108.000. Uden at blinke har FN besluttet, at disse områder er en del af Rusland, så de er ikke besat. Hvorfor er de ikke det, når Vestbredden og Gaza er? Svaret finder man hos FN-organisationen UNRWA – The United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East. Selvom organisationen spiller en nøglerolle i konflikten, er den næsten ukendt for de fleste. Hvilket er ikke så lidt ironisk, fordi det er netop denne organisation, der har store aktier i at holde heksekedlen i Mellemøsten i kog. UNRWA blev oprettet i 1949 og var tænkt som en midlertidig foranstaltning til gavn for arabiske flygtninge. Men organisationen består endnu, og i stedet for at få de flygtede arabere integrerede i andre arabiske lande dyrker UNRWA dem som martyrer med ganske særlig status – som oftest i tæt parløb med de arabiske lande. Palæstinenserne har nemlig fået rettigheder, som ingen anden flygtningegruppe har, og derfor vokser deres antal, mens alle andre flygtningegrupper efterhånden bliver mindre og mindre pga. naturlig afgang og assimilation. Ingen anden flygtningegruppe udover palæstinenserne har fået en “right of return” (hjemvendelsesret), som ifølge araberne selv inkluderer tilgiftede og ikke kun flygtninge og deres fælles efterkommere. Kun én gruppe flygtninge i verden har af medierne og politikerne fået blåstemplet deres ret til tilbagevenden, og det er palæstinenserne. Det gør dem til permanente flygtninge, mens alle andre flygtninge i verden integreres for at få et normalt liv. Hundredetusinder af palæstinensere og deres efterkommere har nu jordansk statsborgerskab, men UNRWA betragter dem stadig som flygtninge. I stedet for at arbejde for deres optagelse, tilpasning og integration i de nye værtslande dyrker UNRWA de palæstinensiske flygtninges forurettethed, så det nedarvede had kan holdes i kog. De fleste UNRWA-ansatte er selv palæstinensere, og i oktober 2004 indrømmede UNRWA- kommissær, den danske cand. scient. pol. professor Peter Hansen, for første gang, at han havde Hamas-medlemmer på sin lønningsliste – og ildevarslende nok især i undervisningssektoren. Det mente han nu ikke var noget problem, for “ikke alle Hamas’ folk er militante”. Israel har også andre fjender. Så godt som alle Non-Governmental Organisations i Mellemøsten er på konstant udkig efter overgreb begået af Israel, mens tilsvarende eller værre overgreb i den arabiske lejr ikke har deres opmærksomhed. Medierne har som regel samme tilgang. I Danmark er de fleste hjælpeorganisationer israelkritiske med Folkekirkens Nødhjælp i spidsen. Kritikken er skæv. Når Hamas bevidst affyrer skud fra skoler, hospitaler og moskéer, i håb om at Israels svar vil ramme civile, har NGO’erne en vane med at vende det blinde øje til, så disse menneskerettighedsovertrædelser sjældent bliver nævnt. Det samme gælder konfliktens egentlig årsag: Arabernes ønske om hævn på et folk, de igennem mere end 1000 år har betragtet som guds fjender og som foragtelige undermennesker. “Det gnaver i vore sjæle, at et så lille land som Israel med kun syv millioner indbyggere kan slå de arabiske nationer med 350 millioner. Det ydmyger vores kollektive ego.” (Al Jazeeras redaktør Ahmed Sheikh til Die Weltwoche, cit. af Thomas Friedman i NY Times). Apropos – og til eftertanke.
Hvor er det godt og rammende skrevet tak Lone