At skue lyset – med og uden oplysning

Som ung studerende ved Københavns Universitet i 70’erne var jeg naturligvis socialist. Jeg marcherede pligtskyldigt i takt med de andre ignoranter med Marx og Mao ved hånden. Morderen Che Guevaras smukke kontrafej hang på kollegieværelse-væggen, og jeg kunne stå på ét ben på en ølkasse og redegøre for varens brugsværdi og bytteværdi. Jeg havde fundet sandheden, vejen og lyset – til stor forundring og lejlighedsvise sorg for mine konservativt sindede og skulle det vise sig – en-hel-del-klogere-end-mig lærerforældre. Mit eklatante og stupide knæfald for en totalitær ideologi vaccinerede mig imidlertid én gang for alle – i egen selvforståelse! – imod utopier til fordel for positioner solidt forankret i praksis, erfaringer og ikke mindst selvstændigt tilegnet læsning frem for papegøjeri. Ikke desto mindre står jeg nu i den paradoksale situation, at jeg atter mener at have skuet lyset. I denne omgang i forhold til sammenhængene mellem det igangværende kulturforfald, individualisering, modernitet, familiesammenbrud og masseindvandring. Denne sammenhæng vil min stort set røde familie og vennekreds ikke høre tale om. Mine ”rabiate” synspunkter – som jeg selv betragter som den rene og skære fornuft ud fra faktuel og historisk viden – afvises som enøjet godtkøbssnak syltet ind i paranoia. Jeg er en jammerlig budbringer af konspirationsteorier og burde skamme mig over min hovedrystende afvisning af fx Bedsteforældre for asyl, som ønsker at ændre dansk asylpolitik, så den bliver mere human og åben og inkluderende. Det er også uanstændigt, at jeg de seneste 10 år har villet sætte stop for indvandring fra tredje og fjerdeverdens lande, og min EU-skepsis kan jeg godt pakke sammen. At jeg ydermere i særligt desperate stunder kan finde på at fremmumle forblommede ønsker om et forbud mod skilsmisser i børnefamilier, indtil yngstebarnet er fyldt 18, viser bare, hvor langt ude, jeg er. Mine nærmeste holder (vist nok?) for meget af mig til at kalde mig racist, men den klarer til gengæld Rune Engelbreth på bloggen humanisme.dk (sic!) – bl.a. fordi jeg har formastet mig til at argumentere for tørklædets symbolværdi og oplyse om begrebet taqiyya. Men ret skal være ret. Når jeg nu tog så grumme meget fejl af den paradisiske socialisme og kommunisme i 70’erne, hvad er det så lige, der berettiger mig til igen-igen at fremture med uforgribelige synspunkter om sandhed og løgn, fakta og myter i samfundsdebatten? Med ubehagelige mindelser om og direkte paralleller til de beskyldninger om falsk bevidsthed, jeg i mit ungdommelige overmod tillod mig at rette mod mine modstandere. Og altså dengang aldeles fejlagtigt! Hm! Jeg erkender lighedspunkterne, men vil til mit forsvar anføre, at jeg med 40 års ekstra-liv på bagen er en hel del mere belæst, en hel del mere berejst og en hel del klogere på tilværelsen. Hvad angår specifikt min bekymring for muslimsk tilvandring har jeg brugt i hundredvis af timer på at sætte mig ind i forskellene på islam og kristendom og Muhammed og Jesus – i Maggiterning-form rettroende muslimers sætten skel mellem troende og vantro, rent og urent, mænd og kvinder. Og på at annamme, at med islam følger altid sharia, og at den politisk/samfundsmæssige del af sharias lovkompleks er uforenelig med en sekulariseret retsstat. Netop fordi jeg har brugt oceaner af tid på at studere og forstå, hvad der i begyndelsen var uforståeligt – fx at der er mennesker i verden, som foretrækker sharia for demokrati – opleves det både frustrerende og forunderligt, at omgivelserne så ofte møder denne viden med teflon. I min optik stikker de i stedet hovedet i mere lystfyldte buske. Jeg bygger påstanden på, at når jeg pipper om, at hvis de ikke vil høre på MIG, var det måske en god idé at orientere sig om verden andre steder end i Politiken, Information og DR og fx læse fagbøger, tidsskriftartikler og blogs med alternative verdensopfattelser, tja så løber jeg som oftest panden mod en mur. Islamkritik imødegås på stedet med et foredrag om de kristnes forbrydelser under korstogene, mord på abortlæger i bibelbæltet i Sydstaterne og den katolske kirkes synder. At den katolske kirkes magtanvendelse over for ikke mindst små messedrenge er kvalmende skal jeg være den sidste til at benægte, men lige så barbarisk er sharia omsat i stening af utro kvinder, håndsafhugninger ved tyveri, kvindelikvideringer solgt under den falske og gloriøse varebetegnelse ’æresdrab’ og hængning af homoseksuelle. Da jeg selvfølgelig ikke synes, det er særligt fornøjeligt at blive opfattet som et ondt, inhumant og moralsk flosset menneske, melder behovet for at rehabilitere sig med jævne mellemrum: Se bare, jeg ER et ordentligt menneske, som ikke spiser børn, og det selv om jeg gerne vil bevare dansk kultur, opfatter islam(ismen) som en totalitær ideologi, og går ind for repatriering af indvandrere, der ikke vil pakke kulturkufferten ud. Lad mig derfor sandsynliggøre, at det måske alligevel er mig, som har fat i en temmelig lang ende. Ved hjælp af en læsevejledning i form af følgende overkommelige litteraturliste: Begynd med Koranen, fortsæt med Ibn Warraqs Derfor er jeg ikke muslim og gå så på dansk grund med Morten Uhrskov Jensens Indvandringens pris og Henning Bech og Mehmet Ümit Necefs Er danskerne racister? Læseindsatsen kan passende rundes af med Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelts De anstændige.

(Trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 21. juli 2013)

Kommentér