Af Winnie Fersmark. 176 sider. 229 kr. Forlaget Documentas 2006.
Det er barske fortællinger tidligere sygeplejerske Winnie Fersmark har påtaget sig at formidle. Om alkohol- og stofmisbrug og den ulykke, der rammer ikke bare misbrugeren selv, men også dennes omgivelser. Ikke mindst den nære familie kommer til at holde for, og hvor belastende det er at være pårørende taler bogens i alt otte beretninger deres tydelige sprog om. Christian, der er 45, ansat i det private erhvervsliv, gift og med to børn, får sagt det klart til sin 19-årige søn Tobias: ”Det er mit navn og mit omdømme og det smadrer du ikke! Du er velkommen herhjemme igen, når du har bevist, at du er i stand til at udføre et ordentligt stykke arbejde, for det er det, du skal i gang med nu: hårdt arbejde for at komme væk fra stofferne. De ødelægger dig for til sidst at slå dig ihjel og du river hele familien med i faldet og det skal du ikke få lov til…” Ordene lyder både hårde og ukærlige, men scenen er kulminationen på flere års omfattende misbrug, hvor Christian og hans kone igen og igen har forsøgt at redde sønnen op ad sumpen. Uden held. Fire mødre til narkomisbrugere kan fortælle næsten tilsvarende historier, og de suppleres af tre kvinder, som er vokset op med en alkoholisk far eller mor.
Smerte, afmagt og sorg er dominerende følelser hos de pårørende, som deres forskellige historier til trods også deler en række andre fællestræk: Skam, skyld, skjul-det-for-omverdenen og så den pinefulde, tyngende følelse af at være skyld i misbruget. Især mødrene klarer sig dårligt, også efter misbrugerens eventuelle død.
I efterskriftet fastslår Fersmark, at der ofte er flere misbrugere i samme familie, så arvelighed lader således til at spille en vis rolle. Alle unge afprøver grænser som en del af den naturlige udvikling fra barn til voksen, og denne eksperimenteren omfatter meget ofte også rusmidler – først og fremmest alkohol og hash. Det ender godt for de fleste, men bæreren af misbrugsgenet bliver hængende og kaster sig på et tidspunkt ud i stærkere og farligere midler. Alt andet må vige for at komme i besiddelse af de attraktive stoffer, misbruget fører hyppigt til kriminalitet, og de pårørende står magtesløse og fortvivlede tilbage.
Der er ikke noget egentligt nyt i disse skildringer, men de gør alligevel et stærkt indtryk, fordi intet tilsyneladende bliver stukket under stolen. Den læser, der er så heldig ikke at have en narkomisbruger i familien eller at være barn af en alkoholiker, kan trække et lettelsens suk: Tænk hvilken smerte at slippe for. De uheldige kan – måske – hente trøst ved her at møde andre i samme situation og ved at få sat ord på forbudte følelser og reaktioner.
Men at der skulle være optimisme i fortællingerne, der kan give håb til andre i samme situation – det finder jeg er en påstand fra forfatterens side, som historierne kun til dels giver belæg for.