Bangkok Ladyboys

BLBAf Henrik List (tekst) & Anders Askegaard (fotografier)
Tiderne Skifter i samarbejde med Shooting Gallery Press
96 sider, 299 kr.

Når ”hun” er en han

[Ladyboys hedder de. Unge ”piger” født som drenge, der bare vil være det andet køn og er parate til at sætte alt ind på det]

Forfatteren og journalisten Henrik List & fotografen Anders Askegaard (f. 1965) har arbejdet sammen i næsten 15 år. I flere omgange har de taget pulsen på storbyernes subkulturelle miljøer rundt omkring i verden, og i Bangkok Ladyboys er turen så kommet til de transseksuelle (prostituerede) i Thailands hovedstad.
Genremæssigt kan bogen karakteriseres som mandelitteratur – en litteratur produceret af mænd, om mænd og for mænd. Temaet er mænds seksualitet, ikke mindst forfatterens – og med fokus på (relationen til) de transseksuelle: Drenge og mænd, der ikke bare føler sig som hunkønsvæsner, men også opfører sig og ser ud som kvinder, fordi det er sådan de ønsker at blive betragtet af omverdenen. Ladyboys bliver ikke seksuelt tiltrukket af måske mere ligesindede bøsser, men drages i stedet imod den heteroseksuelle mand, hvis begærende blik de spejler sig i – og det i en grad så de er parate til at manipulere deres kroppe i overensstemmelse med (pornografiske) kvindeidealer (hormonkure, hårfjerning, plastikkirurgi, kønsskifteoperation mv.). Det ultimative succes-kriterium er at blive smukkere og mere feminine end biologiske kvinder.
List lægger for med et essay, der i saftige (slang)sprog-kaskader skildrer, hvordan han oprindeligt blev tændt på en kvinde i en mands krop. Tilbage i New York i begyndelsen af 90’erne på natklubben Jackie 60. På trods af at han i egen selvforståelse på det tidspunkt var 99 % maskulin hetero var begæret efter at bryde et tabu for stærkt. Det begær lå i dvale i en årrække, men har nu bragt ham til Bangkok for at opleve og efterfølgende skrive om nogle af de ca. 300.000 ladyboys i Thailand. Ja, rigtigt læst. I en befolkning på ca. 63 millioner er omkring én ud af hver 100 thailandske mænd transseksuel. Ret interessant.
Bogens anden del består dels af en introduktion til fotograf Askegaard, dels af 47 farvefotos af mere eller mindre afklædte ladyboys i alskens (pornografiske) positioner. Teksten leveres af Lars Schwander fra Fotografisk Center, København, og sjældent har jeg læst så mange lovprisninger på så lidt plads. Iflg. Schwander er Askegaard i besiddelse af en ekstraordinær sans for at skildre mennesker, ingen kan portrættere ladyboys bedre end ham osv., osv. – spalte op og spalte ned. Hvad med at lade billederne tale for sig selv?
Hvad List angår lider han som så mange andre mænd af begrebsforvirring i forhold til prostitution, der intet har med kærlighed at gøre. Men essayets hårdtpumpede seksuelle retorik skal nok have appel til læsere m/m, især dem med hang til tesen: Ud med biologisk køn – ind med køn-som-social-konstruktion.
Fred være med Lists eskapader. De skal være ham vel undt, om ikke af anden grund end at det lykkes jeg-fortælleren med passende mellemrum at punktere sit noget oppustede ego med en solid dosis selverkendelse: ”(…) man kunne blive forelsket i Bow. Hvis man var 10 år yngre og tyve kilo lettere (…)”

(Trykt i Jyllands-Posten 29.4.06)

Kommentér