Af Ebba Strange, MF for Socialistisk Folkeparti 1973-94.
Gyldendal 2006
344 sider. Illustreret. 299 kr.
Ebba Strange sad i Folketinget i 21 år – i en periode, hvor kvinderne endnu spillede en forholdsvis beskeden rolle på tinge. Ikke desto mindre lykkedes det hende at blive gruppeformand i 1977. En tidstypisk reaktion kom fra partikammeraten Henning Philipsen: ”En kælling som gruppeformand! Det var aldrig gået i min tid”. Det måtte Ebba Strange give ham ret i.
Denne episode er én blandt hundreder nævnt i Ebba Stranges erindringsbog. Titlen er kort og godt Ebba – med undertitlen Politiker og pædagog. Hermed er temaerne anslået: Den ligefremme og folkekære Ebba, som vi er på fornavn med, og karrieren som politiker, der ender med at få forrang for pædagogikken.
Et kort resumé af hendes livsforløb ser sådan ud: Lærerdatter, f. 1929 i Grænselandet i en dansksindet familie i Flensborg. Student 1947 efter at have kæmpet for at få lov til at komme i gymnasiet: ”Når præstens døtre kunne nøjes med en realeksamen, så kunne jeg vel også, og så kunne jeg i øvrigt komme på husholdningsskole (…)”. Men Ebbas far bøjer sig alligevel for hendes ønske. Den far der i øvrigt aldrig forliger sig med hendes partivalg. Efter studentereksamen tager hun til Schweiz som tjenestepige og stifter her bekendtskab med en helt anden type pædagogik end den autoritære, hun er opflasket med. Derpå til København, hvor hun bliver optaget på Kursus for Småbørnspædagoger. Hun møder sin mand i 1949, bliver færdiguddannet i 1950, samtidig med at hun får sit første barn. Nummer 2 kommer i 1952, og moderskabet forenes med arbejdet som pædagog.
I 1949 har hun og hendes mand meldt sig ind i DKP. Men hverken partiskabet eller ægteskabet holder. Da SF bliver dannet i 1959, går hun med. I 1961 flytter hun til Århus med sine børn og klarer tilværelsen som enlig mor, samtidig med at hun bliver ansat som afdelingsleder på et behandlingshjem for børn på 7-14. Hun når også at blive lærer ved Socialpædagogisk Seminarium, inden hun i 1973 bliver opstillet til Folketinget for første gang – og valgt ind. Begyndelsen er svær: Kan jeg stå distancen? – men den usikre begynder vokser gradvist med opgaverne, der skaffer hende en række spændende politiske poster og rejser i hele verden.
Ebba Strange fremtræder som et yderst sympatisk menneske: Videbegærligt, arbejdsomt, loyalt, pligtopfyldende, retfærdighedssøgende. Hatten af for det. Og har man interesse i ikke mindst SFs udvikling og fløjkrige på de indre linier, har bogen bestemt noget at byde på. Også fordi perspektivet leveres af en kvindelig frontløber, som må kæmpe for at sætte sig i respekt hos han-bavianerne.
Mit forbehold går på, at store dele af bogen ganske enkelt er kedelige at læse på grund af de mange tørre opremsninger: Så gik jeg til det møde, hvor den og den var til stede og sagde sådan og sådan, og så tog jeg på den rejse, hvor…. osv. Og så konstaterer jeg, at selv en uddannet pædagog og mor i sit retspolitiske arbejde faldt for klicheén:’Et barns ret til to forældre’. Som i det virkelige liv kan oversættes til ’en fars (og mors) ret til et barn’.