Af Dina Yafasova
På dansk ved Sten Jacobsen
Gyldendal 2006
328 sider, kr.269,-
Det passer ikke. Det kan bare ikke passe. Så grelt står det ikke til. Sådan tænkte jeg igen og igen under læsningen af Dagbog fra Sandholm. Dagbog? Den korrekte genrebetegnelse er snarere ’gyser’. Asylansøgerne er ofrene, skurkene en uskøn blanding af ufølsomme politikere, jurister, tolke, betjente og medarbejdere i Sandholmlejren, Udlændingestyrelsen og Røde Kors.
Dina Yafasova, (f. 1971 i USSR) lægger ikke fingrene imellem, når hun skal karakterisere de fysiske rammer og hverdagen på asylcenteret: Umenneskelighed, tilsidesættelse af loven, aftalebrud, faglig inkompetence, fusk, glemsomhed, idioti. Efter at have læst hendes historie har jeg forståelse for det krasse ordvalg. Hun er en flygtning, som nu har krydset mit spor. Ikke fordi hendes skæbne skiller sig ud som unik, for ulykkeligvis er hun i selskab med tusindvis af mennesker på flugt. Men fordi hun er en begavet, veluddannet og belæst journalist, hvis bog æder sig ind under huden med sit klare og konkrete sprog:
”Det allerværste ved flygtningelivet i Sandholm – det er ventetiden. En giftig tilstand af uvished, hvor man lige så langsomt går til, mens man afventer sin dom (hvad der passer med, at vi i virkeligheden er varetægtsfængslede) (…)”
Så glem for en stund alt om bekvemmelighedsflygtninge og tilrejsende kriminelle asylansøgere. For her træder et menneske i kød og blod frem – tvunget til at flygte fra Usbekistan efter at have været udsat for tortur. Årsag: Kritisk journalistik om dagliglivet under et diktatur. Sin mand og deres to børn må hun efterlade derhjemme.
Bogen falder i tre dele. Første del beskriver de begivenheder, der lægger op til flugten: Overvågning, chikane og tortur, som sikkerhedstjenesten udøver rutinemæssigt. Magthaverne kender den ældgamle opskrift på lydighed: Straf de uskyldige. Voldtag datteren foran forældrene eller stil ’den anklagede’ i ekskrementer til halsen i et døgns tid. Så knækker selv den stærkeste.
Yafasova ved, at hun må ud af landet, før det er for sent, og læseren sidder med livet i hænderne under flugtbeskrivelsen. Lykkes det?
Ja, det lykkes, men sat på spidsen flyttes forfatteren fra den ene indespærring til den næste. Fra d. 11. september (!) 2001 til d. 1. marts 2002 sidder hun i Sandholmlejren. I alt 173 dage skal der gå, før hendes asylansøgning er blevet behandlet. For hendes vedkommende er sagsbehandlingen oven i købet gået hurtigt. De fleste opholder sig i lejren i et til to år, selv om ventetiden officielt er sat til otte uger. I parentes bemærket nævnes det ikke, at den lange ventetid som oftest skyldes, at det tager lang tid at fremskaffe dokumentation fra hjemlandet.
I bogens anden del skildres lejrlivet i beske vendinger. Vi hører ikke kun om forfatterens reaktioner, følelsesmæssige rutscheture og voksende afmægtighed i forhold til systemets uforudsigelighed. Også en række andre asylansøgere får stemme, dels igennem Yafasovas dagbogsnotater, dels igennem interviews og dialoger. De fleste af beboerne er traumatiserede efter overgreb og tortur i deres respektive hjemlande, og usikkerheden om, hvorvidt de bliver ’lukket ind’, føjer spot til skade. Det fængselsagtige system, som flygtninge bliver indkvarteret under, bevirker, at de udvikler en offermentalitet, hvilket forværrer deres muligheder for senere at begå sig i samfundet.
Sidste del byder ikke bare på happy ending. Det endskønt Yafasovas ansøgning er blevet godkendt, og hun har fået sin mand og sine børn til landet. Holder hendes rapportering om de kommunale myndigheders håndtering af familiens boligsituation, så er forløbet alt andet end flatterende for de ansvarlige politikere og embedsmænd.
Dagbog fra Sandholm er hård kost for en velnæret, smækforkælet dansker som mig. På den ene side er jeg opfyldt af indignation på de ’ægte’ flygtninges vegne. På den anden side kvier jeg mig ved at betale mere i skat, og sagen er den, at den efterlyste mindre restriktive og langt mere ’følsomme’ asylpolitik koster. Det er dilemmaet i en nøddeskal. Hvilket ikke behøver at afholde nogen fra at omsætte harmen i handling og praksis for egne midler.
P.s. Der er grund til at rose Steen Jacobsen for den fine oversættelse.