Helvedes malstrøm – En bog om depressionens anatomi

helvedes-malstroem_162548Af Andrew Solomon
Gyldendal 2006
744 sider, kr.375,-

Åh nej, var min første tanke, da pakkeposten plantede Helvedes malstrøm på min dørmåtte. En mursten på 744 sider om depression – det er da lige til at blive nedtrykt af. Men lad det være sagt med det samme: Denne bog er intet mindre end fremragende, og enhver med blot en flig af interesse for den menneskelige psyke og eksistentielle spørgsmål bør læse den. Eller i hvert fald udsnit af den. Om den tilhører kategorien ’det ultimative værk’, må andre afgøre, men jeg er blevet betragteligt klogere på depressioner. Hvor bredt, højt og lavt de rammer, hvor lidelsesfyldte og forkrøblende de er, og hvor uhensigtsmæssigt de ofte bliver behandlet – eller rettere sagt ikke-behandlet. På den baggrund har jeg for sidste gang i mit liv kålhøgent proklameret, at det-vel-også- handler-om-at-tage-sig-lidt-sammen. Selv om jeg noterer mig, at ”næsten al depression kan lindres med disciplin” – og motion.

Det har taget den amerikanske forfatter og journalist Andrew Solomon (f. 1963) fem år at skrive mastodonten, der rummer tolv kapitler: Depression, Sammenbrud, Behandling, Alternativer, Befolkningsvariationer, Misbrug og afhængighed, Selvmord, Historie, Fattigdom, Ideologi, Evolution og Håb. Overskrifterne antyder både bredden og dybden i hans projekt. Det samme gør litteraturlisten og noteapparatet på 42 og 62 sider (!).

Det er oplagt at udgive bøger om depression, fordi stadig flere rammes. Og det i en grad så at depression rangerer højt på WHO’s liste over sygdomme, der truer folkesundheden. Det skal imidlertid ikke forlede nogen til at tro, at der er tale om et moderne fænomen. Der har eksisteret depression til alle tider, men de lærde har været – og er fortsat – uenige om årsagerne. Meget tyder dog på, at depression er en følge af en genetisk disposition eller sårbarhed, der aktiveres af ydre stress, fx et dødsfald eller en skilsmisse. Det står også klart, at psykiske lidelser skjules for omverden, fordi de fortsat opleves skamfulde og stigmatiserende.

Bogens store styrke er forankret i tre forudsætninger: For det første har forfatteren selv været igennem ’helvedes malstrøm’ (originaltitel: The Noonday Demon (2001)). For det andet formidler han en kæmpe viden. Sagkundskaben er dels baseret på læsning af historisk, videnskabelig og filosofisk forskning i fænomenet depression, dels på en lang række samtaler og korrespondancer med mennesker, der lider af forskellige typer af depression. For det tredje – og i mine øjne absolut vigtigste – er Solomon også romanforfatter. Individuelle livshistorier kan altid være interessante, men for de flestes vedkommende mestrer fortælleren ikke rigtigt de sproglige greb, der giver den private historie fascinations-kraft og almengyldighed. Dér hvor Solomon for alvor brænder igennem er ikke i de passager, hvor han beskriver fire typer af antidepressiv medicin, nedsat serotonin-niveau og receptor-teorien. Det er heller ikke i de detaljerede redegørelser for forskellige psykodynamiske, medicinske og alternative handlingsmetoder og for statistiske undersøgelser. Nej, dér hvor jeg blev suget ind, var i de afsnit, hvor sproget oplades med den professionelle forfatters litterære virkemidler og præcist får indfanget en stemning, en følelse, en oplevelse. Lad mig give to eksempler, der løsrevet fra konteksten ikke yder fuld retfærdighed, men i hvert fald en idé om hans skrivemåde:

”Sorg er depression, der står i forhold til omstændighederne. Depression er sorg, der ikke står i forhold til omstændighederne. Depression er en fortvivlelse, der som en vindheks er filtret ind i sig selv – den trives i tynd luft og gror på trods af, at den har mistet forbindelsen til den nærende jord. Den kan kun beskrives i metaforer og allegorier. Mens den hellige Antonius opholdt sig i ørkenen, blev han spurgt, hvordan han kunne skelne mellem engle, der kom til ham i ydmyghed, og djævle, der mødte ham i overdådige forklædninger, og han svarede, at man kunne kende forskel ved at mærke sig, hvordan man havde det, når de var taget af sted igen. Når en engel har forladt os, føler vi os styrket af den tilstedeværelse; når en djævel har forladt os, føler vi rædsel. Sorg er en ydmyg engel, der efterlader én med stærke, klare tanker og en fornemmelse af ens egen dybde. Depression er en dæmon, der lader én stå forfærdet tilbage.” (s. 18)

”Det ville have været mig en glæde at dø selv den mest smertefulde død, og dog var jeg i min dødlignende tilstand ganske ude af stand til så meget som at tænke på selvmord. Hvert sekund, jeg levede, var en pine. Denne ting havde drænet mig for al væske, og derfor kunne jeg ikke engang græde. Min mund var som sandpapir. Jeg havde troet, at når man har det allerværst, så flyder tårerne, men det allerværste er den totale fornedrelses udtørrede smerte, der kommer efter at alle tårerne er brugt op, den smerte, der tilstopper alle de kanaler, du engang kontaktede verden igennem og den dig. Dette er den svære depressions sande ansigt. ” (s. 22-23).

Solomon har leveret en kraftpræstation. Hans egen helvedes-tur er blevet bearbejdet og omsat til en kombination af selvbiografi, forskningsprojekt, livsvisdom og fortællekunst. Med bud til ’hin enkelte’ og skrevet i et sprog, så enhver kan være med.

At blive belært og dybt berørt på samme tid er ikke dagligkost… og derfor så meget mere værdsat.

Kommentér