Sirenesang – En fortælling om at overleve vanvid

sirenesang_197281Af ODILE POULSEN
Aschehoug 2006
279 sider, kr. 269,-

Hun er afbildet i halvtotal på forsiden. Iført sort, højhalset bluse og rød halvt opknappet læderjakke ser en lyshåret, køn, yngre kvinde – med ansigtet vendt lidt til siden – ud på sin iagttager. Jeg bilder mig ind, at jeg kan læse smerten i det skæve, bløde blik, allerede før jeg har læst bogen. Kvinden er Odile Poulsen (f.1967) – kendt fra den offentlige debat om prostitution, hvor hun er varm fortaler for kriminalisering af kunderne. Den position kan jeg godt forstå, efter jeg har læst Sirenesang – En fortælling om at overleve vanvid. Også selv om jeg ikke er enig i hendes synspunkt.

I 2000 udgav hun under pseudonymet Nikki den selvbiografiske Hustler – Min tid som luksusprostitueret. Nu følger hun op med en ny bog, der også må karakteriseres som en selvbiografi, selv om Odile her er blevet døbt om til Ane.

Historien begynder i januar 1996, hvor den knapt 30-årige jeg-fortæller netop er blevet indlagt på Københavns Kommunes psykiatriske afdeling. Den lukkede. Hun har en stribe af selvmordsforsøg bag sig, hvoraf det seneste i rækken har udvirket indlæggelsen.

De første kapitler af de i alt fyrre fokuserer på, hvordan Ane reagerer på afdelingsrutinerne, på det i hendes øjne ufølsomme personale og på de andre patienter. Hun er fortvivlet, angst, fuld af kaos og en skærende, ubærlig smerte. Hvorfor hun lider så forfærdelig, står ikke klart, men skridt for skridt åbner hun op for sin fortid og de hændelser, der har ført til, at hun får stillet diagnosen grænsepsykotisk. Tilbageblikkene er til at begynde med kun korte glimt, siden hele kapitler. De opruller hendes barndom i en provinsby, det problemfyldte forhold til moren og først den ene stedfar, siden den anden. Moderen sætter hende på kostskole, hvor hun tager studentereksamen. Derpå følger ophold på en kunsthøjskole og en uddannelse som til pædagog. Vi præsenteres for de mange mænd i hendes liv, bl.a. gymnasiekæresten Ulrik, der udnytter hende groft, den jaloux og voldelige Thomas, som hun både bliver gift med og skilt fra, musikerne Jonas og Mikkel, hendes store kærlighed, samt veninder og studiekammerater.

Indimellem optræder tekststykker i kursiv. De viser sig at rumme nogle af de vigtigste brikker til at forstå, hvorfor Ane er blevet sindssyg: Hun er incest-offer og er blevet svigtet ikke bare af den stedfar, der er krænkeren, men af en mor, der ikke har grebet ind. Erkendelsen af den frygtelige hemmelighed kommer først for en dag til allersidst i bogen – dog bliver der lagt spor ud undervejs. Som fx Anes reaktion, da hun bliver voldtaget af sin mands barndomskammerat Frans: ”Smerten er genkendelig og ekstrem. Som om mit mellemkød flækker. Jeg forsvinder væk i fortvivlelse – forsvinder væk, præcis som jeg har lært mig selv for længe siden.” (s. 116)

Psykologen Nana på hospitalet bliver den første, der formår at bryde en lille sprække i fortællerens kyniske overflade. Hun lægger grundlaget for, at den mandlige terapeut, Ane i desperation opsøger efter et par år som prostitueret, får slået hul på panseret ved at gå direkte til kernen: Stedfaderen Tim – og at et barn aldrig kan være ansvarligt for en voksens seksuelle overgreb.

Ingen læser kan være upåvirket af det smertehelvede og selvhad Ane (Odile) befinder sig i, af hendes kamp for at uddrive dæmonen og for at genvinde en form for normalitet. Og ingen kan være i tvivl om, hvor forkrøblende incest er for ofret. Ordene rådden og råddenskab går som en rød tråd igennem bogen: ”(….) gjorde alt for at komme væk fra den stank af råddenskab, der hele tiden lå omkring min fortid. Min forbandede fortid.” (s.144)

Sirenesang er en vigtig bog, som fortjener mange læsere. Men mest på indholdssiden. Hvad angår det fortælletekniske er jeg mere forbeholden. Selvom der ligger en klar pointe i, at incest-hemmeligheden afsløres gradvist, så læseren må følge Ane skridt for skridt på rejsen ned i dybet, så kunne fortællingen med fordel have været strammet op. Sprogligt svinger bogen fra enkelte glimrende afsnit til rene klichéer. Dette sagt – til trods for at det kan være svært at anlægge litterære kvalitetskriterier på en tekst, der rummer så meget smerte.

Kommentér