Af Dorte Damm & Per Hove Thomsen
Gyldendal 2006
224 sider, kr. 249,-
Kært – eller måske i dette tilfælde snarere u-kært – barn har mange navne. MBD, DAMP
ADHD er nogle af de forkortelser, der anvendes på hyperaktive og koncentrationsforstyrrede børn og unge. Bogstaverne står for henholdsvis ’Minimal Brain Dysfuncktion, ’Disorder in Attention, Motorcontrol and Perception’ og ’Attention Deficit Hyperactivity Disorder’. Det lyder teknisk, og det er det også i bogens teoretiske del om diagnoser og definitioner. Ikke desto mindre kan ikke-fagfolk godt binde an med Om børn og unge med ADHD.
For hvem kommer ikke i kontakt med børn, der er ude af stand til at sidde stille på en stol? Eller børn, der bliver rasende, hvis tilværelsen ikke lige arter sig? Eller børn, der fører sig hensynsløst og voldsomt frem i det offentlige rum, på restauranter, i tog og busser, i biografen og på caféer, som om de var de eneste mennesker i verden? Men måske handler den utidige opførsel ikke bare om efterladende forældre og manglende opdragelse. Måske er der i stedet tale om hyperaktive og impulsive børn med diagnosen ADHD.
De kriterier, der skal være til stede for at fælde dommen ADHD falder inden for tre kernesymptomer: Vanskeligheder med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Impulsivitets-kriteriet kommer til udtryk i, at barnet ofte svarer på spørgsmål, inden de er færdig-formulerede, ikke kan vente på sin tur og bryder ind i både samtaler og igangværende lege. Hyperaktiviteten viser sig i konstant kropslig uro, og i at munden går. Uopmærksomheden udmønter sig i sjusk med skolearbejdet og andre aktiviteter, manglende koncentration og evne til at organisere samt helt almindelig glemsomhed. Barnet mister ofte sine ting og glemmer at tage de ting med, som det skal bruges i fx skolen. Og så undgår det opgaver, som kræver længere tids koncentration, herunder lektier.
Selv om de to forfattere er henholdsvis psykolog og psykiater ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov med en righoldig forskning og praksis bag sig i ADHD, så fristes jeg til en fræk forespørgsel: Forholder det sig ikke sådan, at et flertal af drenge og en pæn andel piger anno 2006 ville kunne smykke sig med adskillige af de anførte karakteristika i diagnosen? Og er den indlysende forklaring på det stigende antal forstyrrede børn ikke den enkle, at de har et forstyrret liv med lige så forstyrrede forældre? Plus at vores normalitetsbegreb er blevet indsnævret?
Uanset svaret får bogens mange konkrete caseeksempler fra skole, hjem og børnehave tydeliggjort, hvori problemerne består. Og vigtigere: Bogens andendel giver konkrete handlingsanvisninger på og modeller for, hvordan ADHD-børn og -unge kan tackles. Først og fremmest med hensigtsmæssig adfærd fra omgivelsernes side, men også i form af medikamenter og psykoterapi. Optimalt skal hele barnets omgivende miljø inddrages i behandlingen.
At børn med diagnosen ADHD deler træk med ’normale’ moderne børn betyder, at en række af bogens opdragelsesstrategier har bud til alle forældre. Rådene lyder på faste rutiner, hjælp til overblik og indlæring af sociale færdigheder. Jamen, selvfølgelig – det kunne da også kun være et spørgsmål om tid, før ro-renlighed-og-regelmæssighed i børneopdragelsen kom til ære og værdighed igen.