Af Erik Jørgen Hansen
Hans Reitzels Forlag 2006
216 sider, kr. 225,-
Omslag: Ida Balslev-Olesen
”Nået frem til omkring 1990 kunne jeg observere, at mine undersøgelser havde nedbrudt en række myter om vort samfund.”
Selvfølelsen fejler ikke noget hos cand.polit. Erik Jørgen Hansen. Samfundsforskeren som i 35 år var tilknyttet Socialforskningsinstituttet med speciale i den sociale arv og forklaringer på social ulighed. Men at han har noget at have sin selvtillid i står ganske klart efter læsning af hans erindringsbog Mit 1900-tal, der kortlægger hans (arbejds)liv fra fødselsåret 1935 og frem til 2005.
Titlen sammenfatter tre spor eller fortællinger i forfatterens tilværelse: 1. Beretningen om forudsætningerne for og faserne i hans forskning i leveforhold, sociale klasser og social mobilitet. 2. Beretningen om samfundsudviklingen i dét 1900-tal, der har sat rammebetingelserne for hans livsforløb. 3. Det personlige liv, der tog sin begyndelse i en håndværkerfamilie i en lille vestjysk stationsby.
Væsentlige momenter på livsbanen er oplevelsen af 2. verdenskrig, gymnasietiden på Ribe Katedralskole, polit.-studiet på Københavns Universitet i 50’rne, aktiviteten i den socialdemokratiske studenterbevægelse Frit Forum, studenterjobbet i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og sidst men ikke mindst det mangeårige virke på Socialforskningsinstituttet.
Erik Jørgen Hansen er især kendt for sine store levekårsundersøgelser og sin forskning i den skæve sociale rekruttering til uddannelserne. En interesse, der allerede blev vakt på studiet, hvor han skrev afhandling om ’De administrerende direktørers sociale oprindelse’. Den røde tråd i hans forskerkarriere har været et stærkt ønske om at dokumentere og bekæmpe sociale uligheder i en tid, hvor begreber som klasse og klassekamp er blevet deponeret på Nationalmuseet. Indignationen over sociale forskelle og en umættelig nysgerrighed har været hoveddrivkræfter i hans engagement, og det må siges, at han har været i stand til at leve op til sine egne succes-kriterier: At forskningsresultater skal citeres og henvises til i sociologiske værker, at den faglige kvalitet er uangribelig, og at resultaterne indgår i samfundsdebatten og opinionsdannelsen. Ingen er i dag i tvivl om sammenhængen mellem social oprindelse, uddannelsesniveau og senere placering på arbejdsmarkedet – og den indsigt er et langt stykke ad vejen Erik Jørgen Hansens fortjeneste.
Selviscenesættelse og selvpromovering er umulige at undgå i et værk, hvor forfatteren er hovedrolleindehaver, men det skal være den myreflittige, retfærdighedssøgende og sympatiske fortæller tilgivet. Nogen engel er han naturligvis ikke. Ingen fornærmelse er tilsyneladende gået i glemmebogen, og hans modstandere på først og fremmest Socialforskningsinstituttet får læst og påskrevet. En på frakken får også den skattefinansierede socialforskning, der alene forsker i, hvad offentlige myndigheder vil have undersøgt. Men udfaldene glider i det store og hele ubesværet ned – krydret som de er med både tør humor og ironisk selverkendelse.
Bogen er velskrevet, giver et fint tidsbillede og er personlig uden at blive klamt privat. Erik Jørgen Hansen er en personlighed, og at han ikke er kommet sovende til sine resultater illustreres på smukkeste vis af en barndomserindring fra kommuneskolen: ”(…) jeg mener at kunne datere opkomsten af mine kundskabsmæssige ambitioner til en stavefejl i en staveprøve. En stavefejl, der gjorde mig så flov, at jeg svor, at aldrig mere skulle nogen gribe mig i en stavefejl.”
Med den kompromisløse indstilling til kundskaber og dygtiggørelse kan jeg kun udbryde: Flere af hans slags, tak….