”Det kan da bare ikke lade sig gøre!”
Når jeg bliver mødt med dette udsagn, reagerer jeg nærmest som Pavlovs hunde: ”DU skal ikke fortælle mig, hvad der kan lade sig gøre, og i hvert fald er det bedre at forsøge at ændre på kritisable forhold frem for bare at se til. Det kan godt være, det viser sig, du i sidste ende får ret, men i det mindste har jeg prøvet.”
Sagt lidt anderledes så tror jeg på, at enkeltpersoners valg og handlinger har betydning for, hvilke af flere mulige fremtider, der bliver realitet, og to eksempler kan forhåbentligt sandsynliggøre min påstand. Det første henter jeg i Dreyfus-affæren. I 1894 blev den franske jøde og kaptajn ved generalstaben Afred Dreyfus uskyldigt dømt ved en krigsret for at have solgt militære hemmeligheder. I forbindelse med den efterfølgende årelange debat skrev den franske forfatter Émile Zola et åbent brev til præsidenten offentliggjort i avisen L’Aurore d. 13.1.1898 under overskriften ”Jeg anklager”. Brevet vurderes som værende medvirkende til, at sagen mod den dømte officer blev genoptaget, så Zolas bidrag gjorde altså en forskel.
Eksempel to er hentet i Daniel Mendelsohns bog ”De mistede – på sporet af seks blandt seks millioner” (2007). Heri sætter forfatteren sig for at opspore, hvad der er sket med seks jødiske familiemedlemmer, et forældrepar og deres fire døtre, der alle blev ofre for holocaust i byen Bolechów i Ukraine. Undervejs reflekterer han over, hvorfor nogle ukrainere valgte at forråde jødiske medborgere til tyskerne, hvorimod andre betalte med deres liv for at redde deres jødiske nabo. Bundlinjen er, at det enkelte menneskes personlige valg kan have vidtrækkende konsekvenser, ikke bare for personen selv, men for andre menneskers liv.
Hermed er jeg fremme ved mit mere specifikke ærinde udløst af en kommentar af Kirsten Sarauw om halal-slagtet kød på Hvidovre Hospital, som vicedirektør Torben Mogensen i årevis har ladet servere uden at gøre patienterne opmærksom på det. Med den begrundelse, at der skal tages hensyn til de mange ” etniske patienter”, og at det bliver for besværligt at servere både ” det ene og det andet slags oksekød”. Men det handler ikke om kød, men om magt og undertvingelse på symbolplanet. At vi “vantro” fx er tvunget til at spise kylling, der er slagtet i Allahs navn.
Sagen viser sig nemlig at være den, at islamiske sharia-spiseregler ikke behøver at efterleves, når muslimer bor i “vantro” lande eller er underlagt tvingende omstændigheder. Hvis muslimer i denne situation ikke kan få halalslagtet kød, kan de ikke selv gøre for det og begår altså ingen synd. Her kommer korancitatet, som er grundlaget for islams spiseregler: “Han forbyder jer kun selvdøde dyr, blod og svinekød samt det, hvorover der er udtalt en andens navn end Allahs. Men hvis nogen bliver tvunget, uden at gøre det af lyst eller for at overtræde forbuddet, da begår han ingen synd. Allah er tilgivende og barmhjertig.” (Sura 2: 173).
Hvadbeha’r!
Først spørger jeg mig selv, hvordan jeg har kunnet være så overfladisk i min koran-læsning, at verset ikke for længst har fået plads i min kasse med paratviden om islam. For citatet løser jo alle problemer for muslimer her i landet og bidrager dermed til at bløde op for en ukonstruktiv dem-og-os diskussion i alle de institutioner, som har rettet ind i forhold til kravet om servering af halal-slagtet kød. (NB! Reglen gælder kun så længe muslimer er i mindretal).
Dernæst bliver jeg vred over, at der på universiteterne i det her land sidder en række islamforskere, der finansieret af skatteborgerkroner har oceaner af tid til rådighed til at studere, skrive om og undervise i islam, men altså ikke har fundet den fornødne tid til at gøre politikere og offentlighed opmærksomme på, hvordan muslimske spiseregler sagtens kan tilpasses. For hvad ligner det, at jeg og andre bekymrede folk skal bruge kostbare timer i vores begrænsede fritid på at studere ideologien islam for at ruste os imod den igangværende islamiseringsproces, når eksperterne kunne have givet oplysningerne med et fingerknips?
Hvor er en Jørgen Bæk Simonsen, en Thomas Hoffmann og en Jakob Skovgaard Petersen henne i denne sag? De er som bekendt alle islam-eksperter og oven i hatten ansat som professorer ved Københavns og Aarhus Universitet. Burde de ikke være selvskrevne som vidensformidlere? For ét er at man fra islamistisk side kæmper en stilfærdig, men stædig politisk kamp for at få gennemført sharialove for muslimer i de vestlige lande. Noget ganske andet er, at vores ”egne” islam-eksperter vælger at tie om den viden, de har. Jeg kan gisne om årsagerne til deres tavshed, men skal afholde mig fra motivforskning på tryk. Desværre er de tre herrer så langt fra enlige svaler i kurven med intellektuelle, der svigter deres opgave.
Derfor vil jeg gøre Zolas ord til mine: Jeg anklager. Jeg anklager de politikere, beslutningstagere, forskere, mediefolk og undervisere i dette land, som sidder inde med en viden om de faktiske forhold i diverse jernindustrier, men vælger at tie eller tale problemerne ned. Om det sker af bekvemmelighed, fejhed eller frygt står hen i det uvisse, men at eliten hytter sig, mens fanden tager de bagerste – det er en kendsgerning.
(trykt som kronik i Jyllands-Posten søndag d. 8. 9.13)