Vi hører argumentet igen og igen: Europas befolkninger er aldrende, de store årgange forlader arbejdsmarkedet i de kommende år, og der fødes for få børn. Derfor er det nødvendigt, at Danmark får flere indvandrere, hvis vi skal fastholde vores velfærdssystem og offentlige service.
Javel så, men fordi et argument bliver gentaget i uendelighed, så er det ikke nødvendigvis hverken gyldigt eller holdbart. Jeg vil i hvert fald tillade mig at sætte et stort, fedt spørgsmålstegn ved, at Danmark skal have flere indvandrere i en tid med finanskrise, stigende ledighed og mega-integrationsproblemer, som koster statskassen milliarder. Altså medmindre vi taler helt særligt udvalgte indvandrere fra vestlige lande eller asiatiske såsom Kina, Filippinerne, Vietnam og Thailand. Således nåede Velfærdskommission for et par år siden frem til det resultat, at indvandrerne fra ikke-vestlige lande er godt tre gange så dyre i forhold til den offentlige sektor i sammenligning med danskerne, og Børsen skrev, at »En total bremsning i indvandringen fra mindre udviklede lande vil spare statsfinanserne for 50 mia. kr. om året i 2040«.
50 milliarder. Det var lige godt noget af en klat.
Så indvandring skal altså ikke være i form af familiesammenføringer, men alene gælde for veluddannede fra ikke-mellemøstlige og ikke-afrikanske lande. Den model bliver godt nok bøvlet at kringle, for diskriminations- og racismekortet vil blive spillet prompte af de altid ihærdige do-gooders. Og hvordan er det nu lige: Skulle vi rent faktisk nå så vidt, at vi håndplukker i den udenlandske arbejdsstyrke, skal denne lille udsøgte gruppe så have kone / mand og børn med? Og hvad nu hvis ægtefællen ikke kan finde arbejde, og evt. børn har svært ved at klare overgangen til det danske skolesystem og måske skal specialhjælp? Er vi så ikke lige vidt?
Mine opponenter slår på de berømte manglende ”hænder” inden for social- og sundhedssektoren (anslået 15.000 i 2015), og at folkeskolen om fire år vil være i underskud med 20.000 lærere. Tallene skal jeg ikke anfægte – alene at mere indvandring er svaret. Hvad lærerne angår, skal danske børn som hovedregel have danske lærere. Derfor er strategien mod lærermangel i folkeskolen, at Danmarks ubestridt vigtigste profession skal nurses med højere lønninger og udstrakt efteruddannelse toppet op med adgang til økologisk kantinemad og gratis hjemme-pc.Endvidere skal lærerseminarierne inden for de næste 5-10 år gøres til attraktive uddannelsessteder a la CBS med faciliteter, som kan tiltrække elitestudenter. Desuden studieophold i udlandet, udveksling af lærerstuderende og en løn til seminarielærerne af en størrelse, som kan tiltrække den mest kvalificerede arbejdskraft. Langt flere folkeskolelærere ville vente med at gå pension, hvis administrationsdiktaturet fik dødsstødet, og den rummelige folkeskole med plads til alle blev afløst af en skole med plads-til-alle-der-vil. Stressniveauet ville fluks falde, sygefraværet mindskes og lysten til pension aftage.
Min mor var folkeskolelærer og underviste, til hun var 70. Hun gik på pension i 1983, men ville gerne være fortsat, for hun elskede sit job. I dag tæller de fleste folkeskolelærere i 50’erne bare ned til efterlønnen og kan slet ikke komme ud af vagten hurtigt nok på grund af arbejdsbetingelserne: Alt for mange elever i klasserne, alt for mange to-sprogede (læs: to halve sprog), alt for mange uopdragne og utilpassede børn, alt for mange krævende forældre, alt for meget meningsløst bureaukrati. Læreren er i dag ikke mere først og fremmest faglig underviser, men forælder, psykolog og how to-binde-snørebånds-instruktør. Jeg kan godt forstå, at især mandlige (potentielle) lærere løber skrigende bort. De idelige angreb på folkeskolelærerstanden for at være doven og immer loppe den med maaaange og laaaange ferier har føjet spot til skade. Hvorfor lærerne har bøjet nakken og bare taget imod slag er en ydmyghed, jeg aldrig har forstået.
Hvad angår sygeplejerskerne og social- og sundhedshjælperne gælder præcist det samme. For lav løn, for lav status og for meget administration. Da jeg selv var hjemmehjælper i 1970’erne, havde jeg typisk tre klienter pr. dag. Jeg var to timer hvert sted, og jeg havde tid til både rengøring, indkøb og ikke mindst til at tale med den ældre. Jeg havde faste klienter, og dengang ligesom nu, var det afgørende vigtigt for de gamle, at det var den samme person, der kom hver gang. Da jeg fik tildelt en svagtseende klient, som jeg efter et par måneder fik besked om skulle have serveret varm middagsmad, måtte jeg tilstå, at jeg ikke kunne lave mad. Hun insisterede på at beholde mig – så skulle hun nok guide mig igennem frikadellestegning og kartoffelkogning. Hvis SOSU-assistenterne fik faste og færre klienter, ville hyppigt samvær med de gamle også øge ansvarligheden og lysten til at blive i jobbet frem for den gennemtræk, der er typisk for professionen i dag. Hvor de bedste i øvrigt ikke vil arbejde for det offentlige.
Så svaret på manglende arbejdskraft hedder ikke fortsat indvandring, men: Udsættelse af efterløn og pensionsalder ved lov (pisk) pakket godt ind i forkælelse (gulerod), Omskoling fra fag med ledighed, Opkvalificering af den del af gruppen på overførselsindkomster, som det er realistisk at satse på, Opsøgende arbejde over for hjemmegående indvandrerkvinder, Holdningsbearbejdning til ansvarlighed, Fem måneders social værnepligt m/k. Endelig vil legalisering af aktiv dødshjælp reducere behovet for plejepersonale.