I 2001 udgav jeg min bog Børn, løgn og kvinder – et opgør medligestillingsbegrebet. Det er synd at sige, at jeg havde held til at komme igennem med budskabet. Men hurra – med 8 års forsinkelse er der ved at være hul igennem.
Hør bare sociologen Henrik Dahl, der som regel er god for en cut-the-crap analyse. Her kommer et udsnit af Anna Libaks interview med ham i Weekendavisen (6.3.09):
”Henrik Dahl skitserer de tre hovedstrømninger, der findes inden for feminismen i Danmark i dag. Den første er lighedsfeminismen, der kan føres tilbage til den franske revolution og som sådan er universalistisk. Den er optaget af kampen mod diskrimination og er en slags menneskerettighedsprojekt. I dagens Danmark er traditionen stadig levende i fagforeningernes kamp for en barselsfond og kompensation for tab af pensionsmidler som følge af børnefødsler. Det er en feminisme, der kæmper for individuelle rettigheder.
Den næste er forskelsfeminismen, der betoner forskellene mellem kønnene. I damebladsudgaven hedder den Mænd-er-fra-Mars-og-kvinder-er-fra-Venus, opkaldt efter John Grays bog af samme navn. Den er optaget af de to køns forskellige adfærdsmønstre og præferencer. Den understøttes af den videnskabelige forskning i farmakologi: Mænd og kvinder reagerer forskelligt på medicin. Med andre ord: Antidepressiv medicin skal ofte doseres efter køn og ikke bare efter vægt. Denne strømning er i sagens natur ikke fokuseret på lige rettigheder.
Den tredje strømning er identitetsfeminisme, som kræver grupperettigheder. Den hævder, at kønnet i sig selv er af værdi, og at kvinder i kraft af deres køn besidder særlige styrker, som mænd ikke har. Den vil have kønskvoter for malerier på Statens Museum for Kunst, kvoter for ministre og kvoter for det hele.
(…)
Henrik Dahl [er] enig med forskelsfeministerne i, at kvinder og mænd er meget forskellige:
”For en mand er det helt uforståeligt, så meget tid piger, og her tænker jeg naturligvis på mine døtre, kan bruge på at pynte sig foran spejlet,” siger han. ”Og jeg kan føle mig helt magtesløs over for den dynamik, der er i en pigegruppe, hvor det ofte virker, som om de holder hinanden nede (…) tro mig: Hele min livserfaring siger mig, at man står sig ved at antage, at kvinder og mænd kognitivt er ens, mens de på det psyko-seksuelle område er forskellige. Og som forsker kan jeg ikke bare tilsidesætte alle disse data (…)
Tro mig, kvinder og mænd er forskellige.
(…)
Der er forskel på leveregler og lovgivning. Stor forskel. Lovgivningsmæssigt er jeg naturligvis lighedsfeminist. Jeg går ind for lige muligheder for kvinder og mænd i form af individuelle rettigheder til borgeren. Selvfølgelig går jeg hverken ind for diskrimination af kvinder eller for positiv særbehandling af dem. Men derfor kan jeg jo godt have visse private antagelser om, hvordan kvinder er.”
Sådan, Henrik Dahl. Netop mine ord :-)
Nedenfor følger min klumme trykt i Berlingske Tidende d. 8. marts, som peger på konsekvenserne af lighedsfeminismen. Kronikken “Skilsmisser er en katastrofe” kan du finde længere nede på min blog:
Børn, løgn og skilsmisser
Tak for reaktionerne på min kronik »Skilsmisser er en katastrofe«, 1. marts. Mit ærinde var og er at få rykket fokus væk fra forældrene til fordel for børneperspektivet.
Af den enkle grund at børns og forældres behov og interesser meget hyppigt ikke falder sammen, men direkte strider mod hinanden.
Det burde stå lysende klart for ( potentielle) skilsmisseforældre, at i rigtig mange tilfælde – indrømmet, ikke alle! – er det bedre for Søren og Susanne, at deres forældre holder sammen. At få et barn er en krævende arbejds-og opdragelsesopgave, som tager mindst 18 år, og hvis man ikke er klar til den, så kunne man jo eventuelt overveje at lade være med at få børn..
Jeg bliver bedt om dokumentation for min katastrofepåstand, og den kan fiktionslitteratur naturligvis ikke levere, højst afspejle. Så jeg henter belæg i 25 års erfaringer med skilsmissebørn i min undervisning.
Endvidere i f. eks. Ugebrevet A4, 21.3.2005: »Børn fra skilsmissehjem har langt større risiko for ikke at få en uddannelse end børn fra parfamilier. Det gælder ikke kun børn af ufaglærte enlige mødre, men også deres jævnaldrende fra akademikerhjem, viser ny undersøgelse.« Her følger et dugfrisk klip fra foreningen Dagny: »Betalte børnene den højeste pris? I år er det 40 siden, at antallet af skilsmisser eksploderede, og det har foranlediget dagbladet Information til at se nærmere på dagens statistikker: »I dag er mere end 300.000 børn vokset op i brudte hjem. De voksne skilsmissebørn fylder uforholdsmæssigt meget i statistikkerne over skilsmisser, let narkomani, alkoholisme og manglende uddannelse. Ny svensk forskning har påvist, at piger, der var 7-12 år, da deres forældre blev skilt, har en signifikant større risiko for at udvikle depressioner, angst, paranoia, psykoser og fysisk utilpashed senere i livet. De svenske resultater bekræftes af amerikansk forskning ()« Også en norsk undersøgelse af 9.000 skilsmissebørn lavet af Ingunn Størksen fra universitetet i Stavanger viser, at skilsmissebørn oftere har problemer med deres skolegang end andre jævnaldrende.
Skilsmisser kan af indlysende grunde ikke ganske undgås, og jeg er så kry at bilde mig ind, at jeg både kender og forstår årsagerne til dem. Men jeg har også til fulde forstået, at først og fremmest børnene betaler prisen for, at så mange voksne prioriterer egne behov før børnenes. Samt at de dybeste sår fra skilsmissen først viser sig i voksenalderen.
Børn og unge er Danmarks kostbareste råstof. Var det ikke en idé at passe lidt bedre på dem?
God 8. marts til både kvinder og mænd….