Muslimsk indvandring skaber helt nye diskurser

Jeg har netop lyttet til en debat på P1(13.3.09) mellem Abdul Wahid Pedersen og den danske forlægger, der har udgivet den amerikanske forfatter Sherry Jones’ roman Medinas juvel (se min anmeldelse nedenfor). Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde, når jeg hører imamens udlægning af krænkede religiøse følelser versus ytringsfrihed. Hvad værre er, så kommer Pedersen med slet skjulte trusler skåret over læsten: Ja, hvis et forlag vil risikere at ophidse en folkestemning, så vi måske får en ny Muhammedkrise – så skal forlaget da bare udgive en roman som Medinas juvel (læs: I har selv bedt om det. Hvis I ikke vil overholde vores (rettroende muslimers) fortolkning af ytringsfriheden, så skal I saftsusem’e få kærligheden at føle).Debatudsendelsen fik mig til at rode i mine gamle arkiver efter en artikel, jeg skrev for et par år siden – fordi jeg oplevede meningsudvekslingen på P1 som absurd. Tænk at jeg i Danmark anno 2009 skal tage en person som Pedersen alvorligt på en i egen selvforståelse seriøs kanal, når selvsamme person ikke kan finde ud af at melde klart ud: Stening er en barbarisk, middelalderlig skik, som øjeblikkeligt skal luges ud af islam.

Her kommer så min artikel:

Tak for muslimsk indvandring

Jeg er simpelthen bare så glad og taknemmelig. Tænk at jeg lever i et land, som har åbnet døren på vid gab for en meget stor gruppe muslimske indvandrere og deres familier. Rettroende muslimer vel at mærke. Der for hver dag, der går, dels bliver flere, dels bliver bedre og bedre til at lære mig og min familie, hvordan vi skal leve vores liv med og i værdighed.
Fx har jeg altid forbundet begrebsparret ren-uren med først min personlige hygiejne, siden min ugentlige lørdagsrengøring. Men nu er jeg heldigvis blevet klogere. Det skylder jeg muslimernes fantastiske hellige bog, som bare giver klare svar på alle tvivlsspørgsmål i en kompliceret tilværelse. Det er simpelthen så trygt og godt at vide, at Muhammed var sådan en klog profet, at han for mere 1300 år siden lige præcist kunne forudse, hvordan jeg skal opføre mig i år 2004.
Fx vil jeg aldrig mere gå med min søsters gravhund, fordi hunden, som jeg jo ellers dumt og naivt troede var menneskets bedste ven, bare er et top-urent dyr, som man bør holde sig langt fra. Jeg er også ophørt med at lave øko-flæskesteg til jul, for puha, svinekød det har djævlen skabt, og det sådan helt generelt. Så fri mig for Frilands-grise og det ikke kun ved juletid. Hvad angår Ramadan, så er det fint, at der endelige er nogen, som forstår at holde måde med fødeindtaget, og det er kun en ganske lille pris at betale, at fx fastende gymnasiaster sidder og falder i søvn på skolebænken.
Jeg synes også, at det er rigtigt, rigtigt godt, at muslimerne i modsætning til alle andre grupper i samfundet hele tiden får særbehandling. Det har de fortjent. Taget i betragtning at islamismens forening af politik og religion er de liberale frihedsrettigheder og demokratiet så uendeligt meget overlegen. Ja, faktisk står alle rettroende muslimer på et meget højere moralsk stade end mig og min familie og andre danskere.
Hvorfor det? Jamen det er jo helt oplagt. Så længe jeg ikke er konverteret, er jeg i sagens natur en laverestående vantro. Det mener både Muhammed og senere skriftlærde, og så kloge mænds udlægninger af verdensordenen, drømmer jeg lille kvinde naturligvis ikke om at anfægte. Desuden går jeg jo heller ikke med tørklæde, men det skal nu ikke vare længe. Hvor ville jeg dog bare ønske, at jeg ligesom muslimske piger allerede som 8-9-årig havde fået det fabelagtige tilbud at iføre mig tørklæde, hver eneste gang jeg bevægede mig uden for hjemmet. Dels var jeg måske sluppet for nogle rigtigt ubehagelige mellemørebetændelser, dels ville jeg ikke have behøvet at vaske mit lange hår så tit. Men det vigtigste er selvfølgelig, at så ville jeg være blevet opdraget til at blive en anstændig kvinde, der i hvert fald ikke rendte med drenge før ægteskabet. Og allerbedst: Jeg ville kunne gå rundt i både Vollsmose og Mjølnerparken og Rosengården i Malmø uden at blive spyttet på. Og det må da siges at være en god ting.
Hvadbeha’r? Hvilken særbehandling jeg så går ind for? Al særbehandling overhovedet, der imødekommer muslimske krav, for jo hurtigere vi alle sammen bliver muslimer, jo bedre et samfund får vi. Så er vi også ude over al den snak om racisme og diskrimination. At opfylde muslimske fordringer er i øvrigt også den eneste korrekte fortolkning af ordet ’religionsfrihed’. Det kan enhver forstå, og derfor håber jeg da også af mit hjertes dyb, at mange flere danskere end mig snart vil skue lyset og forstå, at det er helt nødvendigt at skifte heste i forhold til vores utiltalende vestlige værdier med fokus på individets rettigheder og pligter i et fællesskab. Ligestilling mellem de to køn strider jo så indlysende mod naturens orden, når Allah nu så viseligt har skabt kvinden og manden til at varetage helt forskellige opgaver. Jeg er i hvert fald fornøjet over, at jeg i dag kender min plads.
Så lad os se at komme i gang med at få indført kønsadskilt svømning i hele landet. Ikke bare dér, hvor muslimerne er blevet så mange, at de kan sætte magt bag deres helt, helt rimelige krav. Vi kan heller ikke få for mange badeforhæng eller bederum. Eller Koran-skoler for den sags skyld, hvor alle børn kan opdrages i den rette lære, herunder jihad og taqiyya. Det er også klart, at børneinstitutionerne ikke skal servere fæle frikadeller og rædderlig rullepølse. Ud med dekadente Jan Sonnergaard af danskundervisningen og ind med lærere og pædagoger med tørklæder, tak. Ikke mindst så de både i ord og handling kan demonstrere for eleverne, hvad en ærbar kvinde er. Måske opnår jeg oven i købet i min egen levetid at få lov til at iføre mig burka.
I hvert fald kan jeg næsten ikke vente på, at vi får indført sharia-lovgivning. Jeg mener, selv om det er lykkedes i Birmingham og Bradford, så har vi ikke nået den paradisiske tilstand noget sted i Danmark. Og det kan ikke være et øjeblik for tidligt, for tænk når jeg ikke mere skal have stjålet cykler på Valby Station, fordi cykeltyve bliver straffet ved håndsafhugning. Det skal nok afholde de labaner fra at negle min gamle Raleigh.
Ok – ok. Jeg erkender, at jeg har haft lidt problemer med at forlige mig med stening af utro kvinder. Men jeg arbejder dagligt med mig selv, fordi der er så store og ubestridelige fordele ved Sharia – islamisk lov. Fx at jeg altid er ledsaget af et mandligt familiemedlem, når jeg bevæger mig ud. Så risikerer jeg nemlig ikke at blive voldtaget, og det er jo et kæmpe privilegium, jeg som kvinde virkeligt skønner på. Jeg risikerer heller ikke at friste mændene med min 51-årige skønhed, og det må siges at være et stort plus, når man som mig ikke kan forestille sig noget bedre end at være mænd tilpas. De er trods alt mere værd end mig, det har Muhammed sagt så der er den rene, skinbarlige sandhed, og det mindste de kan forlange er underdanighed til gengæld for, at de er så venlige og generøse at bruge min krop og arbejdskraft efter deres behov.
Jeg kunne blive ved med at give eksempler på, hvorfor jeg er så inderligt taknemmelig for tilvandringen, men jeg har ikke mere tid nu. Min daglige Koran-læsning skal nemlig passes, så jeg ved, hvad jeg skal mene ikke bare om svinekød og påklædning, men om – alt.

(Trykt i Jyllandsposten søndag d. 18. juli 04)

Anmeldelse af Sherry Jones: MEDINAS JUVEL. Oversat fra amerikansk af Pernille Nørregaard. Forlaget Pressto 2008.

2 out of 6

 

Om så den amerikanske journalist Sherry Jones havde hyret verdens bedste og dyreste reklamebureau til at lave fremstød for hendes debutroman om Muhammeds barnebrud, ”de troendes moder” Aisha – ja så kunne hun ikke have opnået mere medieopmærksomhed end den hun har fået ganske gratis. Først fordi det amerikanske forlag, som oprindeligt skulle udgive bogen, sprang fra aftalen, siden da romanens engelske forlag blev udsat for et brandbombeattentat.
Om Ms Jones er ærlig i sin naive udtalelse om, at hun slet ikke havde overvejet, at temaet Muhammeds kvinder kunne give problemer, eller om hun bare spiller genialt på medieklaviaturet, vil jeg overlade til læseren at afgøre, så jeg i stedet fluks kan springe til spørgsmålet: Er romanen værd at læse? Svaret er: Ja, hvis man er til kulørte, floskelfyldte kærlighedsromaner – ellers ikke.
Fortællingen er som følger: Aisha bliver som niårig gift med den 53-årige Muhammed. Allerede som 6-årig har hun fået at vide, at hun er blevet lovet væk til en mand, og i den forbindelse giver moderen hende det råd, at hun skal sørge for at blive førstehustru, for hvis hun ikke selv styrer sin skæbne, så vil andre gøre det for hende. Det råd tager hun meget alvorligt, da hun flytter ind i Muhammeds hus, for profeten anskaffer sig hele tiden nye koner alias konkurrenter-til-hans-gunst, mens han legitimerer det støt voksende harem med politiske og ædelmodige motiver. Den forklaring køber Aisha kun delvist, og hun bruger alle tricks for at blive hans yndlingshustru. Et sidetema i bogen er Aishas forelskelse i den forførende barndomskæreste Safwan, som hun oprindeligt var lovet væk til, og som konstant og vildt urealistisk dukker op lige på de steder, hvor Aisha nu tilfældigvis befinder sig.
Forfatteren har ønsket at konstruere en historie om Aisha set fra et feministisk perspektiv og med Muhammed i den mandlige helterolle, og den cocktail gør de to hovedpersoner til rene stereotyper. Aisha er smuk, intelligent, modig, handlekraftig, viljestærk, ambitiøs, lidenskabelig, generøs og oprørsk på sit køns vegne. Hun afskyer de kedelige og evindelige kvindepligter, men opofrer sig dog gerne for sin elskede Muhammed. Han er flot, klog, kærlig, dyb, følsom, betænksom, retskaffen og barmhjertig – og naturligvis benytter han sig ikke af sine rettigheder som ægtemand over for sin barnebrud. Ingen pædofili her, tak. Den stakkels Aisha må bruge al sin list for at forføre ham, for at ægteskabet endelig kan fuldbyrdes, men Allah være lovet lykkes det, så hun kan blive en rigtig kvinde: ”Smerten fra fuldbyrdelsen smeltede snart væk. Muhammed var så nænsom. Jeg mærkede knapt skorpionens stik. At være i hans arme, hud mod hud, var den lykke, jeg havde længtes efter hele mit liv.” Citatet er helt igennem typisk for romanens kvalmende, klichéfyldte sprog, som et rimeligt godt om end totalt usandsynligt plot ikke kan kompensere for. Glorificeringen af Muhammed som den ædle ridder på den hvide kamel er gab-gab, og den litterære figur har da også meget lidt at gøre med den historiske person, som var anderledes kontant og brutal i sin fremfærd.

(Trykt i Jyllandsposten søndag d. 27.11.08)

Kommentér