Jeg får stadig sværere ved at tænke positivt, når jeg iagttager samfundsudviklingen. Dermed forsynder jeg mig dagligt mod coaching-kulturens første bud, der sådan cirka kan koges ned til: Da du har fuldstændig kontrol over dine egne tanker, kan du selv bestemme om, du vil tænke positive eller negative tanker. Positive tanker gør dig glad – negative tanker dræner dig for energi.
Javel så. Men hos hvilken hjernekirurg kan jeg henvende mig for at få dét snit, der skal få mig til at se positivt på 1. børnesocialiseringens forfald på grund af forældre-ansvarsforflygtigelse og tomme autoritets-stole, 2. turbo-islamiseringen af Europa speedet op af EU’s multi-kulturelle utopi-projekt om menneskelige fællesskaber på tværs af kulturel oprindelse, 3. den gradvise underminering af en saglig samfundsdebat næsten uanset emne. Med få undtagelser er debatten præget af i bedste fald overfladiskhed, i værste syngende uvidenhed.
Punkt 3 betyder, at det er gået hen og blevet en naturlov, at problemer først bliver taget alvorligt, når det er for sent at løse dem. Hvor mange i den danske befolkning kender fx til den Euro-Arabiske Dialog, der med EU som hovedmotor har lagt Europa blot for muslimsk masseindvandring?
Jeg spørger mig selv, hvordan det store flertal af beslutningstagere og opinionsdannere kan blive ved med at holde fast i, at islam kan integreres i vestlige demokratier, når al empiri fortæller den modsatte historie? Lad mig anbefale en enkelt bog, nemlig Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaards Islam og Kristendom, der grundigt og afbalanceret redegør for ligheder og forskelle og konkluderer, at de to religioner er så forskellige som olie og vand og aldrig kan forenes. Ligesom islam og sekularisering tilsvarende er uforenelige størrelser, da islam som bekendt ikke giver plads til den personlige frihed til kritisk fortolkning af koranen og hadith.
Set i bakspejlet er det uendeligt nemt at konstatere, hvad vi skulle have gjort, da vi blev præsenteret for muslimske særkrav i miniformat tilbage i 90’erne. Vi skulle have sat foden ned og meldt klart ud: Nu skal du høre Muhammed og Fatima, hvordan klaveret spiller her. Du skal være meget velkommen til at udøve din tro, så længe du respekterer andre menneskers ret til at være fri for den. Og ja – Danmark er et kristent land, så derfor har kristendommen af historiske årsager en særlig placering. Kan du ikke acceptere det, så er du ikke tvunget til at blive her.
Hvis dine børn kun kan spise halal-slagtet kød, så må de spise vegetarisk i børnehaven. Hvis du vil bede i løbet af dagen, så må du få det indpasset i dine pauser, og hvis det ikke kan lade sig gøre, må du arbejde over. Og nej – der bliver ikke stillet bederum til rådighed. Det er ikke en del af dansk arbejdspladskultur. Tørklæder – ja så gerne, men ikke på mindreårige og ikke i offentlige embeder.
Hvorfor stod vi ikke fast frem for bevidstløst at acceptere muslimske særkrav? Hvorfor gør vi det ikke nu? Der er selvfølgelig et kompleks af forklaringer, men kernen ligger i dels en overmodig og dybt naiv tro på, at enhver da på sigt må kunne se, at vestligt demokrati er bedre, dels i en konsensusorienteret socialisering: Vi skal nå frem til enighed, hvilket er et smukt princip, der bare kun kan fungere i et homogent samfund uden de store modsætninger. Men meget desværre er kompromiser ikke mulige i forbindelse med muslimske særkrav. Kvinder kan ikke iføre sig et halvt tørklæde. Svømning er enten kønsadskilt eller ikke-kønsadskilt. Enten forefindes bederum, eller også gør der det ikke.
På godt og ondt vil det store flertal af danskere så gerne være enige i forhold til de mennesker, de omgås såvel privat som på arbejde. Vi hader ubehagelige konflikter – så hellere trække sig og håbe, at ”det” går over. Men det gør det ikke. Tværtimod.
Jeg ser en klar parallel mellem forældres / læreres ulyst til at optræde som autoriteter og tage konflikter med deres børn /elever, og så den generelle ulyst ved at tage opgøret med muslimske særkrav. Hvis der imidlertid ikke snart er en hel del flere mennesker end de relativt få og allerede frelste læsere af Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og til dels Weekendavisen, der forstår, hvor skrøbeligt vores demokrati er, og hvor hurtigt demokratiske samfundsinstitutioner kan nedbrydes indefra– tja, så farvel til smørhullet. Velfærdsdanmark blev en tidslomme fra 1950 til ca. 2020.
Truslen ligger ikke først og fremmest i islamistisk terrorisme, men i den snigende bid-for-bid islamisering af Europa. Især fordi den går hånd i hånd med, at enhver kritik af islam bliver udråbt til islamofobi. Beskyldningen er absurd. En fobi er som bekendt en irrationel rædsel for et-eller-andet (fx agorafobi: sygelig angst for at gå over åbne pladser). Men at nære frygt for islamisering og terrorhandlinger, der bliver begået med henvisning til Koran-citater, er alt andet end irrationelt. Det er helt igennem sund fornuft at tage folk, der vil ”os” det ondt, alvorligt, og sharia er ikke til at spøge med. Selvmords-bombere er således ikke stakkels ofre for vestlig dekadence, som bare ikke kan handle anderledes. For det kan godt være, at islamister ikke kan handle anderledes, men i så fald er det ikke vestens skyld, men en opdragelse, der sætter kritisk tænkning ud af kraft.
Så at tage eller ikke tage konflikterne – det er spørgsmålet….