Jeg sidder lige før sommerferien til møde med mine arbejdsomme lærerkolleger på VUC. Vi vil gerne være på forkant og er derfor i gang med at planlægge opstart for det kommende skoleår. Et punkt på dagsordenen handler om fælles fodslag i forhold til ordensregler og omgangsformer, herunder punktet: ”Man viser hensyn til andre ved brug af mobiltelefon. Det er således ikke tilladt at anvende mobiltelefoner i klasselokaler og studieværksted. Mobiltelefoner skal være slukkede, når der er undervisning.”Beskeden er ret klar, skulle jeg mene, men det er den så alligevel ikke. For hvad nu hvis kursist Pia skal være i kontakt med vuggestuen, fordi hendes lille Peter var ret forkølet her til morgen, og måske ringer de fra institutionen, og hvad med Hanne, der bare er nødt til at have mobilen åben i dag, fordi hun står på venteliste til en akuttid til tandlægen? Selvfølgelig på lydløs, så det kan vel ikke genere?
Mit argument om, at det vist er første gang i verdenshistorien, at et menneske ikke kan være uden kontakt med sin omverden i de 50 minutter, en lektion tager, falder ikke i gødet jord. Jeg slipper heller ikke af sted med en bemærkning om, at hvis vi først tillader én undtagelse, så er der lagt op til individuelle elastiktolkninger af, hvornår et opkald eller en sms er så livsvigtig, at der kræves åben mobiltelefon.
Diskussionen er symptomatisk, fordi det ikke bare er på min arbejdsplads, det ikke lykkes at nå til enighed. Sådan er det på alle arbejdspladser og i de fleste familier. Hvordan den enkelte tackler omsætningen af regler til praksis afhænger nemlig af personlighed, og de fleste af os vil af indlysende grunde gøre meget for at undgå konflikter. Et praktiseret forbud mod – i dette konkrete eksempel – mobiltelefoner vil udløse en ubehagelig stemning i klasselokalet, og læreren alias (for)bud(s)bringeren vil af X antal kursister blive opfattet som et ondt og ufølsomt menneske.
Ikke desto mindre vil jeg slå til lyd for nødvendigheden af, at forældre, lærere og andre potentielle autoritetsudøvere mander sig op til den ulystfyldte opgave som forbuds-udsteder: Nej, du får ikke lov til at holde fest, uden vi er til stede. Nej, du må ikke komme hjem senere end 1, og far kommer og henter dig. Nej, du skal ikke på toilettet i timen – du må vente til pausen om 10 minutter.
I samme åndedrag konstaterer jeg, at et stigende antal voksne frabeder sig autoritetsfunktionen. Om situationen er tilsvarende i fx Tyskland, England og Frankrig ved jeg ikke, men Diana West (f.1961) har stillet skarpt på fænomenet i USA med sin bog The Death of the Grown Up – How America’s Arrested Development Is Bringing Down Western Civilization (2007). Hendes tese er, at voksne mennesker er forsvundet sammen med takt og tone, at de ikke mere adskiller sig fra deres børn i påklædning og interesser og udviser en infantil adfærd. 50-60-årige mænd suser rundt på rulleskøjter med omvendt baseball-kasket og ser tv-programmer beregnet på de 15-17-årige. Mødre vil være venner med deres døtre og ung-med-de-unge.
Ungdomsdyrkelsen, der nedbryder skellet mellem voksne og børn, kan ikke adskilles fra tabet af de dyder, som tidligere blev forbundet med at være voksen: Ansvarlighed, tålmodighed, ære, perspektiv, visdom, ædruelighed, sømmelighed, gode manerer – og autoritet. I dag bliver autoritet(sudøvelse) i stedet set som en hindring for egen personlig tilfredsstillelse med den konsekvens, at vi-vil-ikke-være-voksne forældrene bakker deres børn op i lige meget, hvad de foretager sig af uhensigtsmæssige, grænseoverskridende og (selv)skadelige handlinger.
Jeg får mindelser til ungdomshuset på Jagtvej, som var en øjenåbner i, hvad ”forældreløshed” kan føre til af ulykker. En parallel kan også laves til skolen, hvor forældre i dag i tilfælde af problemer ikke som det naturligste af verden tager lærerens parti, men deres egen, lille Hassans.
Processen, der har stået på siden 1950’erne, har skabt generationer af unge og stadig flere voksne med disse karaktertræk:
lav tolerance- og frustrationstærskel
svært ved at kede sig
dårlige til behovsudskydelse
svært ved at tåle smerte, ubehag og grænser
mangler basale sociale færdigheder
Ifølge West er det samfundsnedbrydende, at voksne ikke vil optræde som autoriteter. Børn, unge og yngre, der mangler kompas og retningslinier, kører nemlig ud af tangenten efter devisen: Alt er tilladt, og hvis jeg har lyst, har jeg også lov. De lærer, at intet er helligt – altså lige bortset fra Muhammed.
Men der ligger en alvorlig politisk fare i knæfaldet for lystprincippet. At leve sammen kræver regler og indre kontrol af lidenskaberne, og de individer, som fx ikke kan føle skam over upassende handlinger, ejer ikke denne selvkontrol og skal følgelig reguleres udefra.
Føj hertil, at hvis amerikanerne (danskerne?) ikke snart får øjnene op for, at en kultur, som har bragt samvittighedsfrihed, religionsfrihed, ytringsfrihed og lige rettigheder for kvinder, er bedre end kulturer, som ikke har tilsvarende resultater at opvise – tja så kortslutter de fornuften og det logiske ræsonnement. Hvilket er det samme som at bekende sig til infantil, evig ungdom frem for moden voksenhed. Kortslutningen vil på sigt føre til den vestlige civilisations forfald, fordi individerne ikke besidder modstandskraft over for multikulturel værdirelativisme. Mener altså West.
Hermed til eftertanke på en feriesøndag.