Mens socialordføreren i Socialdemokratiet bruger kræfterne på at kriminalisere prostitutionskunder, bliver et stigende antal børn dagligt udsat for systematisk børnemishandling.
Årsag: Forældreansvarsloven, hvis kyniske og ligeglade håndlangere i statsforvaltningerne garanterer, at børn bliver udleveret til overvåget samvær med psykopater og drabsmænd.
Lad mig lige tage den én gang til for de trægt opfattende: Nej, jeg mener ikke, alle mænd er voldelige.
Nej, jeg mener ikke, alle skilsmissefædre er potentielle voldspsykopater.
Nej, jeg tror ikke, kvinder er bedre mennesker end mænd. Og ja, jeg kan godt lide mænd.Med den på plads konstaterer jeg, at forældreansvarsloven bringer helt almindelige mennesker i klemme. Loven betyder, at en dommer kan idømme dybt uenige forældre fælles forældremyndighed med den følgevirkning, at børn bliver udleveret til samvær med voldelige fædre. Ja sågar ammebørn bliver udleveret. Sagt med andre ord: I Danmark foregår der med loven i hånden børnemishandling hver eneste dag, fordi politikere, embedsmænd i statsforvaltningerne og Børnerådet, for at det ikke skal være løgn, raver rundt i deres abstrakte rettighedstænkning i fortolkningen af “barnets bedste”. Konklusionen er altid givet på forhånd: “Barnets bedste” er samvær med begge biologiske forældre, også selv om den genetiske far og mor aldrig har levet sammen.
Hvordan, kære læser, ville du have det med at udlevere dit barn til en person vel vidende, at barnet lider overlast? Ville du forsøge at beskytte dit barn? Og hvis ja – hvordan tror du så, du ville opleve det, hvis din omsorg og beskyttelse blev mistænkeliggjort og udnævnt til chikane? Fulgt op af bøder, hvis du nægter udlevering -en udgift, som du desværre ikke er i stand til at afholde. Ville du i den situation kunne fungere som afbalanceret forælder, der kan passe sit arbejde og sit barn? Hvor mange børnelig skal der i såvel bogstavelig som overført forstand (psykiske skader på børn, der aldrig kan repareres, og som bliver hundedyre på sigt) på bordet, før Folketinget kan finde ud af at lave dette makværk af en lov om? Mon danske politikere overhovedet er klar over, at den engelske forældreansvarspraksis blev ændret, efter at 29 børn var blevet myrdet under samvær? Næppe.
For så havde de ikke besluttet at vente til 2011 – to år!! – med at tage stilling til, om loven skal revideres.
Ét er, at travle folketingspolitikere fra DF til Enhedslisten er faldet pladask for ligestillingens rettighedsretorik: Et barn har ret til en far og en mor. Hvad værre er: Børnerådet mener, at børn af skilsmisseforældre skal have samvær med en voldelig far. Jeg sidder her med Børnerådets vifte af anbefalinger til forbedring af børns forhold i Danmark -14 af slagsen – og gæt engang, hvilken lov og forvaltningspraksis der glimrer ved sit fravær? Det til trods for, at »Det påhviler Børnerådet at vurdere og påpege forhold i samfundsudviklingen generelt, som kan have en uhensigtsmæssig indvirkning på børns udviklingsmuligheder.
« Javel så. Børnerådet har altså ikke bare taget skyklapper på i denne sag. De er gået i hi.
Men det er selvfølgelig også langt mere bekvemt at kaste sig over, at “Over 4.000 børn har en forælder i fængsel” og “Tilbud og forbud til usunde børn” end at gøre op med en rettighedstænkning ad absurdum.
Klaus Wilmann, tidligere formand for Børnerådet, har ved flere lejligheder gjort gældende, at den forrige lov på området ikke skulle ændres af hensyn til forældrene, men af hensyn til barnets ret til to forældre: »Indtil jeg ved mere, vil jeg påstå, at forældreansvarsloven er det største fremskridt for børns rettigheder, vi har fået, siden Folketinget i 1991 ratificerede FN’s børnekonvention.
(Politiken 15/10 2008) Fremskridt og rettigheder, min bare. Hvor meget mere viden end den foreliggende skal hr. Klaus Vildmand monstro have? Lovens ordlyd er sine steder ganske forstandig, men i praksis fortolkes den konsekvent som “kontakt til den ikke-samboende forælder” uden hensyn til, om dette samvær er positivt for barnet.
Har politikere, embedsfolk og såkaldt børnevenlige (organisationer) da alle været udsat for hjernevask? For det må vel være den korrekte betegnelse, når disse aktører insisterer på, at børn skal have samvær med deres genetiske forældre uanset forældrenes beskaffenhed.
Det rager tilsyneladende ikke lovens solide støtter en papand, om samværet kun kan føres ud i livet med “børnesagkyndige”, der overvåger, eller med politiet som mellemmænd. Samvær skal karenbrodereme’ gennemtvinges.
Set i et økonomiske perspektiv er det grotesk så mange ressourcer, der bliver spildt på Projekt Samvær, når det eneste fornuftige ville være at give barnet og den primære omsorgsgiver ro.
Summa summarum: Samværskon-flikter er skadelige for børn. De har brug for fred og stabilitet, og derfor er det bedre at lade dem trives med én forælder i de tilfælde, hvor samarbejde er umuligt. Og det er det af indlysende grunde, hvor børn udsættes for fysisk og psykisk vold, incest og drab.
Selv om en ændring af loven lige-nu-og-her er logik for encellede vanddyr, så skal Anne Baastrup (SF) som repræsentant for børnemishandlings-fløjen have lov til at få det sidste ord. Citeret efter hukommelsen har hun udtalt, at »forældreansvarsloven sikrer, at forældrene er nødt til at opføre sig ordentligt.« I sin visdom mangler hun blot at fortælle, hvad man stiller op, når det virkelige liv med dets virkelige mennesker viser sig ikke at kunne leve op til ordentlighedsidealet.