I disse tider er der vældigt meget fokus på størrelsen og fordelingen af de offentlige udgifter. Der har netop været gang i en stor diskussion om, hvad monarkiet reelt koster, og i den sammenhæng er tallet 400 mio. kr. blevet nævnt. Et pænt beløb, men så absolut i småtingsafdelingen sammenlignet med fx den gigasum på 37 mia. kr., som efterlønnen er beregnet til.
Det er godt at få disse tal på bordet, fordi de giver grundlag for at diskutere, hvad skattekronerne bliver brugt til. Jeg har det fx fint med at finansiere et toptunet kongehus, så længe de fleste af dets medlemmer udfører et nogenlunde rimeligt stykke arbejde. Efterlønnen er langt mere problematisk – i hvert fald for sådan nogle typer som mig: Midaldrende, ikke nedslidt akademiker, der i princippet sagtens kunne blive ved, til jeg var 67, men næppe gør det, når nu en fordelagtig efterlønsordning byder sig til.
Med andre ord: I egen selvforståelse er jeg med åbent sind parat til at drøfte hvad-som-helst på finansloven. Derfor har jeg også svært ved at forstå, hvorfor der ingen ben er i at diskutere udgifter til poster som kongehus og efterløn, mens det er tæt på umuligt at få klare svar på, hvad indvandringen koster det danske samfund.
Jeg er selvfølgelig på det rene med, at spørgsmålet er vanskeligt. Statistikkerne oplyser kun i begrænset omfang om etnisk oprindelse, og begrebsanvendelsen (indvandrere, flygtninge, efterkommere) mudrer ofte slemt til.
Men hvem har egentligt ret? Dansk Industri, som mener, at havde det ikke været for indvandrerne, ville Danmark have oplevet en markant grænse for økonomisk vækst og velstand i det nye årtusind? Eller Velfærdskommissionen, som nåede frem til, at indvandrerne fra ikke-vestlige lande er godt tre gange så dyre i forhold til den offentlige sektor i sammenligning med danskerne, og at en total opbremsning i indvandringen fra mindre udviklede lande vil spare statsfinanserne for 50 mia. kr. om året i 2040 (refereret i Børsen den 1. dec. 2005). Ifølge beregninger foretaget af den uafhængige institution Dream for Cepos er indvandringens pris til Danmark, at indvandringen fra mindre udviklede lande (Irak, Somalia, Tyrkiet, Marokko, Pakistan, Libanon, Afghanistan osv.) har været en kæmpe underskudsforretning. Dream når frem til, at der for fremtidige generationer af borgere i Danmark må ventes negative nettobidrag til de offentlige finanser for tre ud af fire indvandrergrupper. For indvandrere fra mindre udviklede lande lyder det negative nettobidrag på 29.600 kroner pr. år. For efterkommere fra mindre udviklede er tallet 29.000 kroner pr. år.
I en artikel i Weekendavisen d. 26.9.08 med overskriften Nationalbanken om indvandring: Sats på superindvandring kunne man bl.a. læse følgende: Kun enlige mænd og kvinder, der kommer til Danmark efter endt uddannelse, hele tiden er i arbejde og forlader Danmark igen før pensionsalderen, hjælper på dansk økonomi. Endvidere at ”i modsætning til superindvandrerne fra Østeuropa er en stor del af den indvandring, der er sket tidligere, personer fra mindre udviklede lande med lav erhvervsfrekvens og et relativt stort træk på offentlige ydelser og offentlig service.” Ergo: Indvandring fra 3. verdens-lande har medført en forværring af de offentlige finanser..
Hvad er det så lige, der bliver brugt milliarder af skattekroner på? Her følger en uprioriteret liste:
Statsforvaltningen, Familiestyrelsen, Udlændingestyrelsen, Integrationsministeriet
Domstolene (separationer, skilsmisser, forældremyndighedssager, faderskabssager)
Socialforvaltningen
Ordenspolitiet, Kriminalpolitiet, Fremmedpolitiet, PET
Hospitalsvæsenet, Alm.praktiserende læger (større sygelighed, flere sindslidende bl.a. gr. fætter-kusineægteskaber, D-vitminmangel, diabetestilfælde)
Fængselsvæsenet (overrepræsentation af flygtninge, indvandrere og efterkommere, fængselspræster, fængselspsykologer)
Skoler (ekstraundervisning, specialundervisning, psykologhjælp, modersmålsundervisning), SFO-pædagoger
Børnehaver, Vuggestuer
Asylsystemet (Flygtningenævnet, Asylcentre, Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, kørsel fra/til grænse til modtagecentret Center Sandholm)
Krisecentre (overrepræsentation af kvinder fra 3. verdenslande)
Advokatsalærer (fri proces-systemet)
Tolke, Integrationsbeløb, Sprogundervisning
Sociale ydelser og andre tilskud:
Dagpenge, Bistandshjælp, Sygedagpenge, Førtidspensioner, Børnepenge, Børnetilskud, Huslejetilskud m.v.
Forsikringsbeløb (hærværk, ildspåsættelser etc.)
Skadeserstatninger for vold
Udgifter i forbindelse med kidnappede børn
Polygami (huslejetilskud til to lejligheder, udlæg til børnepenge til den “enlige” mor)
Tilskud til etniske foreninger
Særlige integrationstiltag, Ungdomsklubber, Gadeplansarbejdere, Fædregrupper
På baggrund af ovenstående, er det så ikke det rene vås at tale om “behov for indvandreres arbejdskraft”? Taget i betragtning at indvandrere fra 3. verdenslande som hovedtendens belaster systemet langt mere, end de giver igen?
Så vidt jeg husker, fik Dansk Folkeparti tilbage i sen-90’erne i samarbejde med Danmarks Statistik lavet en undersøgelse af udgifterne til indvandring, som på daværende tidspunkt beløb sig til knapt 30 mia. kr. Slag på tasken vil jeg tro, at tallet er mere end fordoblet. Så vigtige sager og tal skal imidlertid ikke bero på mine fornemmelser, men bør gennemlyses af rigets dygtigste regnedrenge og -piger i de forskellige ministerier, styrelser, forvaltninger mv.
For det forholder sig vel ikke sådan, at tallet 60-80 mia.kr (dobbelt så meget som efterlønnen) bevidst holdes under låg? Med den begrundelse, at store dele af befolkningen ville gå i coma, hvis de sort på hvidt blev præsenteret for regningen for indvandringen? Vel at mærke en indvandring, som den oprindelige befolkning aldrig har fået lov til at tage stilling til.