8. marts er stadig mærkedag
Af Lone Nørgaard

8. marts - en mærkedag? Hvordan det? 11. september ved man, hvad er, men 8. marts – er det ikke bare en helt ordinær forårsmandag? Nej, det er det faktisk ikke, men da den historiske paratviden er på almindeligt tilbagetog, kan der måske være grund til en lille repetition af, hvad d. 8. marts står for…?
I 1910 fandt den 2. internationale socialistiske kvindekonference sted i København. Formålet var bl.a. at diskutere, hvordan kvinder kunne opnå almindelig valgret på lige fod med mændene. Ved konferencen fremsatte Clara Zetkin (1857-1933 - en af spydspidserne i den tyske og internationale socialistiske kvindebevægelse) et forslag om, at der skulle indstiftes en årlig kampdag. Formål: Agitation for kvindelig valgret. Ikke overraskende blev forslaget vedtaget med stort flertal.
De første år blev dagen nu ikke fejret lige på datoen, fordi flere havde lettere ved at deltage i aktiviteterne, hvis de lå på en søndag. Efter der blev indført kvindelig valgret i Danmark i 1915, kom der selvsagt også andre temaer på programmet.
Den internationale kampdag lå lidt i dvale fra 1930’erne. Både nazisme, fascisme og den kolde krig spillede ind, men der kom nyt liv i klude og bleer med Rødstrømpebevægelsens opkomst i 70’erne. 8. marts-traditionen blev genoptaget og i FNs kvindeår i 1975 blev d. 8. marts officielt gjort til kvindernes internationale kampdag.
I dag står kampen af indlysende grunde ikke mere om kvinders stemmeret. Heller ikke kvindelige industriarbejderes livsforhold befinder sig øverst på fokuslisten. Aktuelt står danske kvinder med egne indtægter i den enestående situation, at de ikke mere behøver at knytte sig til en mand. Det betyder, at kvinder for første gang i verdenshistorien kan stille sig selv det spørgsmål: Er der nogen speciel lykke i at leve sammen med en mand? En person, hvis primære motiv til at indgå i et parforhold er ønsket om at få sex og service, hvorimod kvinder ønsker tryghed og nærhed og omsorg og deling af ansvaret for hjem og evt. børn? Var det ikke meget bedre at leve alene og så nøjes med at have en mand til lyst og legekammerat - uden sure sokker og stadige slagsmål om rengøringen? Eller slå time manager’en sammen med en anden kvinde i et bofællesskab?
Familiebegrebet er under omformning og eksisterer efterhånden i utallige varianter. Vælger kvinder alligevel at kaste sig ind i det traditionelle heteroseksuelle forhold, skal de bevidstgøres om, at de i 90-95% af tilfældene vil komme til at tage hovedansvaret for kernefamilien, hvis hjemmet skal fungere. Nok så meget ligestillingsretorik retter ikke op på den skævhed.
Danmark har haft formel ligestilling i en årrække. Det faktum ændrer imidlertid bare ikke på, at det fortsat er hankønnet, som sidder godt og uflytteligt på jord, kapital, produktion – og medierne, ikke at forglemme. Og fanden skulle da også flytte sig godvilligt fra privilegiernes og magtens højborge.
Dét kvinder som gruppe bliver nødt til at æde er, at hvis de vil have del i magten, må de typisk træffe valg, som mænd ikke behøver at besvære sig med. Såsom parforhold eller ikke parforhold. Børn eller ikke børn. Karriere eller ikke karriere. Vi kan godt i ét væk insistere på, at kvinders livserfaringer bør spille en lige så stor rolle i udformningen af samfundets beslutninger som mændenes. På at det skal være en karrieremæssig kvalifikation at føde børn og kunne holde flere bolde i luften på én gang, men det omkvæd åbner ikke døre til direktør- og bestyrelsesposter. For enhver ved, at når det kommer til stykket, så har magt ikke det mindste at gøre med "vi burde", men alene om at den stærkeste får raget den bedste bid af kagen til sig. Og den stærkeste er fx den forsker, der til en ansættelsessamtale kan opvise en længere publikations-liste end hans kvindelige medkonkurrent, der desværre lige blev sat 1½ år tilbage med sin doktorafhandling af et kolikbarn. Og den stærkeste er fx den advokatfuldmægtig, der ikke behøver skele til vuggestuens lukketid.
Desværre går hver ny generation af kvinder i fælden med at starte på square one frem for at stille sig på ryggen (eller nakken) af de feminister, der allerede har været hele turen igennem. Sagt på en anden måde: Kvinder er exceptionelt dårlige til at lære af den store historie, sikkert fordi det er mere interessant, lystfyldt og uforpligtende at fokusere på den lille og private.
Kvinder ville stå sig ved langt mere systematisk at bakke hinanden op i at insistere på, at arbejdsområder som madlavning, tøjvask, hjemmets indretning og vedligeholdelse samt ikke mindst børneomsorg og -pasning er samfundsnødvendige og derfor bør nyde respekt. Af to fuldstændigt usentimentale og uidealistiske grunde. 1. Børn, der ikke får en ordentlig opvækst, bliver pokkers dyre for samfundet, 2. For at forebygge skilsmisser, som aldrig er sjove og tillige tæskedyre.
Som situationen tegner sig d. 8. marts 2004, ser jeg følgende to og lige uspiselige veje frem for kvinder med børn = det store flertal. (Kvinder uden børn, der oven i købet har været så smarte heller ikke at anskaffe sig mage, kan med en god uddannelse og et godt bryst nå tinderne både karriere- og lønmæssigt. Den totale ligestilling er tilgængelig på individplanet – hvis kvind kan og vil og er parat til at sætte hele sig ind på projektet). Men altså to veje: Enten må kvinder tilbage som fysisk tilgængelige tovholdere i familien frem for først at køre ned på dobbeltarbejdet, siden blive skilt, når Manfred har fundet en yngre model. Den løsningsstrategi med kvinderne som primært hjemmeløbende, skal imidlertid koste ægtemanden. Halvdelen af hans løn skal sættes ind på en lukket konto i konens navn, og den overførselsydelse skal løbe, indtil hustruen får folkepension. Vil han skille sig af med sin aldrende kone, så værsgo’. Men forsørgelsen skal falde ved kasse 1 som kompensation for, at hun i sin fremskredne alder har ringe chancer for at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet som andet end lavtlønnet rengørings- og omsorgsassistent samt for at hun har holdt det hjemlige menageri kørende i en årrække.
Det var den ene vej.
Den anden vej frem lyder på langt bedre børneinstitutioner, der har døgnåbent, men vel at mærke efter et klippekort-system til den enkelte familie. Bimmer må max være 30 timer i institution om ugen, men til gengæld kan de 30 timer godt ligge i weekenden eller om natten, hvis det passer ind i mors og fars arbejdsrytmer. Bliver lille Søren syg, skal institutionen alias samfundet kunne levere en døgnvagt med en times varsel, for at mor kan blive en lige så fleksibel arbejdskraft som far. Det skal være slut med, at fædre kører frihjul i forhold til syge- og omsorgsdage, og eftersom 35 års bastant kvindekamp ikke har rykket mange cm, så må samfundet træde til for at skabe reelle lige-muligheder for den mandlige og kvindelige arbejdskraft. Og den manøvre koster naturligvis. Bl.a. forældrerettigheder, fordi mor og far ikke kan sidde på rettighederne, når det er samfundet, der tager sig af omsorgspligterne.
Desuden skal den forkætrede centrale barselsfond gennemføres i form af bidrag fra alle arbejdspladser, hvis arbejdsgivere så efterfølgende bliver dækket ind i forhold til udgifter til barsel. Ordningen vil udligne forskellene på de arbejdspladser, der har flertal af henholdsvis mandlig og kvindelig arbejdskraft og burde have været gennemført for længst.
I år skal 8. marts også have fokus på endnu et tema: Indvandrerkvindernes stilling i det danske samfund. Ord som tvangsægteskaber og omskæring dækker ikke mere over eksotiske fænomener i litteraturen og Langtbortistan. Handlingerne foregår lige nu og her hos os og går hånd i hånd med massiv kvindeundertrykkelse i patriarkalske miljøer indkapslet i usamtidige æres- og kønsbegreber.
Til oplysning er u-ligestillede etniske kvinder nu ikke et særligt feministisk projekt, men et mega-samfundsanliggende. På nuværende tidspunkt har den mislykkede integration antaget så omfattende dimensioner, at skal udfordringerne vedrørende kvindeundertrykkelse i de etniske miljøer overlades til de få feminister, der fortsat har ork til politiske aktiviteter oven på dobbeltarbejdet, så glem alt om holdbare løsninger. Især fordi en række af de samme feminister har været hånd- og konfliktsky i forhold til det ’multikulturelle samfunds fortræffeligheder’, der desværre har vist sig det stik modsatte af berigende. Jeg nægter at velkomme den del af den importerede kulturpakke, som pr. definition fastlåser kvinder, og konstaterer i samme åndedrag, at mølædte ord som “kvindekamp” og “søstersolidaritet” har fået tilføjet nye facetter med den muslimske tilvandring. Hvor ikke mindst det voksende antal tørklæder og stadig flere indhyllede kvinder er det synlige udtryk for, at ingen kvinde skal tro, at den hellige ligestillingsgrav er velforvaret. Derfor er det også vældigt godt, at en organisation som ’Forum for kvinders retsstilling og integration’ har set dagens lys. Og så ville det i øvrigt ingen skade gøre, hvis flere indvandrerkvinder snart selv begyndte at komme mere op på dupperne. Frigørelse bliver som bekendt hverken foræret eller sendt med posten.
Den dominerende ligestillingsdiskurs lider af nogle anselige begrænsninger i form af usynliggørelse og marginalisering af såvel biologiske kønsforskelle (seksualiteten især) som sociale og etniske forskelle mellem kvinder indbyrdes. Alligevel er der grund til at holde fast i følgende: Kvinder som køn og gruppe har fortsat en række fælles interesser med afsæt i ligestillingsbegrebet, som det er værd at slås for. Såmænd ikke bare i 8. marts-skåltalerne, men året rundt.
Hvad er det så for interesser?
Det er såmænd uhindret adgang til en sikker hospitalsudført abort (heller ikke på det felt skal kvinder lulle sig i søvn), reel mulighed for at tjene egne penge på arbejdsmarkedet inden for alle professioner, ligeløn og ligepension (som undersøgelser viser, det fortsat skorter fælt på), neutrale konsekvenser af valg med hensyn til at knytte sig til en mand eller ej samt egen definition af seksualitet og seksuelle behov. Den sidste pind kniber det gevaldigt med, jf. den galopperende pornoficering af det offentlige rum og nettet, der ikke levner megen plads til kvinders seksualitet, men fremstiller hunkønnet som konstant seksuelt til rådighed og lige så hooked på den side af tilværelsen som mænd. Lyv og løgn.
Det bedste i de eksisterende ligestillingspolitikker skal bevares: Kønsprofiler af organisationerne, opdaterede kønsstatistikker, kønsbevidste stillingsopslag, paritetisk sammensatte udvalg, råd og nævn, igen – igen: den centrale barselsfond, fokus på ansættelsessituationen, fokus på arbejdets organisering og karrieremuligheder med en målrettet personalepolitik, hvor kønsperspektivet er inkorporeret, lederkurser om kønnets betydning mv.
Derimod skal ligestillingsbegrebet trækkes ud af alle felter, der handler om kroppen. De to køns seksualitet og bidrag til reproduktionen kan aldrig sættes på fællesnævner. Ligestillingsbegrebets knopskydning ind på det kropslige og reproduktive område skader kvinder, hvilket udmøntningen af Børnelov, tvungen fælles forældremyndighed med efterfølgende tvungent samvær (læs: overgreb på værgeløse børn) allerede har leveret talrige gysere på.
Så længe verden rummer to køn, vil der også være tale om to sæt af interesser, der sjældent harmonerer. Derfor skal d. 8. marts heller ikke på museum, men fortsat være den dag, hvor kønsstrukturelle forhold får ekstra spotlight. Hvilket hermed er forsøgt….

(Trykt i Jyllands Posten den 8. marts 2004)