Aktiv dødshjælp
er aktiv selvhjælp
Af Lone Nørgaard
Politikens kronik mandag d. 17. juni
argumenterer for, at det vil være en ualmindelig dårlig
idé at indføre aktiv dødshjælp ved lov
i Danmark. Jeg mener det modsatte og bakkes i det synspunkt op af
en nylig meningsmåling. Den viste, at mere end to tredjedele
af befolkningen går ind for en afkriminalisering.
Nu skal jeg være den første til at sætte
spørgsmålstegn ved, at opinionsundersøgelser altid
giver et dækkende billede af virkeligheden. For som man
råber i skoven (læs: stiller spørgsmål),
får man også svar. Ikke desto mindre er det
tankevækkende, at den nuværende lovgivning og Det Etiske
Råd med deres redegørelse fra 1996 Dødshjælp?
tilsyneladende ikke (mere) er i overensstemmelse med et stort flertal
af borgere.
Følgende citat stammer
fra Det Etiske Råds Sammenfatning af Dødshjælp? en
redegørelse til brug i den offentlige debat. Selv om
anbefalingen stammer fra 1996, er det fortsat den, der gælder:
"Det Etiske Råds flertal
anbefaler, at det gældende forbud mod aktiv
dødshjælp opretholdes. Flertallet anerkender, at en adgang
til aktiv dødshjælp ville kunne være en fordel for
ganske enkelte patienter med vedvarende svære lidelser. Man
lægger imidlertid til grund, at skadevirkningerne for andre
mennesker, herunder ikke mindst andre patienter, kan være
særdeles betydelige ved en lovliggørelse. De med en
lovliggørelse forbundne negative konsekvenser for samfundet og
den enkelte omfatter risiko for, at der sker en gradbøjning af
opfattelsen af menneskelivets værdi, risikoen for udskridning til
ikke-frivillig dødshjælp, skabelse af usikkerhed om
lægerollen og et muligt øget pres på gamle og
svært syge patienter.
Rådets flertal lægger stor vægt på, at der
efter de gældende regler og praksis allerede er en
vidtgående adgang til at fravælge enhver form for
behandling, herunder også til at give afkald på
livsforlængende behandling. Uafvendeligt døende patienters
ønske herom skal ifølge lovgivningen altid respekteres,
også i tilfælde af at et sådant ønske er
fremsat forud for den aktuelle sygdomssituation i et livstestamente. "
Så vidt det store
flertal på 16 ud af 17 medlemmer. Imidlertid var der en enkelt
person i Det Etiske Råd, der afgav en mindretalsindstilling:
"Mindretallet i Det Etiske
Råd finder ikke flertallets argumentation bæredygtig og
går principielt ind for en afkriminalisering. Mindretallet mener,
at der bør indledes en proces, hvorved samfundet med forskellige
initiativer, for eksempel offentlig debat, udvalgsarbejder,
dataindsamling og forskningsprojekter, bringer sig videre i afklaringen
af, hvordan en afkriminalisering af aktiv dødshjælp kunne
gennemføres i Danmark. Specielt er det vigtigt, at mulige
modeller for en dansk afkriminalisering indeholder stærke
sikringer mod misbrug og forkert brug.
Mindretallet anbefaler endvidere, at det vigtige spørgsmål
om dansk afkriminalisering af lægelig hjælp til selvmord
tages op til særskilt overvejelse.
Selvom mindretallet uden forbehold tilslutter sig flertallets
anbefalinger om opprioritering af sundhedsvæsenets hjælp
til døende, anses dette imidlertid ikke som et alternativ til
afkriminalisering af lægers medvirken til aktiv
dødshjælp."
(begge citater s. 16-17, min fremhævelse, LN)
Når jeg gør et
stort stykke ud af at formidle Det Etiske Råds stillingtagen og
anbefalinger, hænger det sammen med, at Rådet er en af de
mest magtfulde aktører i diskussionen for eller imod eutanasi.
Eutanasi er det græske ord for en let og smertefri død,
men oversættes også til aktiv dødshjælp og
medlidenhedsdrab.
Hvad Det Etiske Råd mener, vil politikerne i vid
udstrækning lytte til. I det store og hele med rette.
Rådets medlemmer repræsenterer tilsammen en stor faglig og
filosofisk viden. Men når Rådet, efter hvad jeg er blevet
oplyst, snart fremlægger en ny redegørelse om deres
stillingtagen til aktiv dødshjælp, er det væsentligt
at holde sig for øje, at deres diskussioner i sagens natur vil
være meget teoretiske og filosofiske. Diskussionsrammen kan have
en tilbøjelighed til at løsrive argumenterne fra det
virkelige liv med dets virkelige hospitaler, dets virkelige
alderdomshjem og dets virkelige omsorg for svage ældre og gamle -
frem for at være solidt forankret i de faktiske
samfundsmæssige pleje- og familieforhold anno 2002.
Værdidiskussioner, moralske debatter og politiske
spørgsmål afgøres sjældent alene af sund
fornuft og efter princippet lad-de-bedste-argumenter-sejre. 'Vinderne'
er dem, som er i stand til at sætte dagsordenen for, på
hvilken måde og i hvilket sprog deltagerne taler om de
forskellige problemer. 'Vinderne' bestemmer diskursen, hvilket betyder,
at de bestemmer det, man taler om, og måden, hvorpå man
gør det. De bestemmer, hvad der er gyldige talemåder, og
hvad der er acceptabelt og uacceptabelt at sige.
Eksempel: I min bevidsthed skabes et ganske andet billede af eutanasi
(den gode død), hvis aktiv dødshjælp
oversættes til det, som det i bund og grund er: Aktiv
selvhjælp. Hermed gives associationer (tankeforbindelser) til
autonomi, uafhængighed, og medbestemmelse, til et handlende
menneske, der aktivt bestemmer over egen livssituation, og som afviser
at befinde sig i en offerrolle. Oversættes eutanasi derimod til
'aflivning', er jeg sikker på, at jeg ikke er den eneste, der
får et umælende offer(dyr) frem på nethinden. Et
billede af en skabning, der kan skaltes og valtes med. Hvilket er det
stik modsatte af, hvad eutanasi går ud på.
At kunne sætte den sproglige dagsorden er at have magt, og det er
min påstand, at modstanderne af aktiv selvhjælp hidtil har
fået lov til at dominere diskursen. Og at folketinget alias
lovgiverne dermed får en tilbagemelding, som ikke
nødvendigvis er repræsentativ for, hvad en meget stor del
af befolkningen ønsker.
Hvorfor går jeg ind for
eutanasi? Rykket fra at være modstander til at være
tilhænger er sket over en årrække, som for de fleste
andre, der ændrer markant holdning. Man har et standpunkt, til
man tager et nyt, som er affødt af livserfaringerne.
Selv om meningsskiftet er foregået gradvist, kan jeg alligevel i
bakspejlet pege på nogle bestemte kilder, der i særligt
grad har påvirket mig. Dels i form af litteratur, dels erfaringer
indhøstet i forbindelse med min gamle fars sygdom og død.
Først et eksempel fra litteraturen.
Whose Life Is It Anyway? er skrevet af den engelske dramatiker Brian
Clark. Stykket blev oprindeligt sendt som tv-spil d. 12. marts 1972,
men dets popularitet bragte det videre til teatret. Her fandt den
første opførelse sted på The Mermaid Theatre i
London d. 6. marts 1978. I 1981 blev stykket filmatiseret af
instruktøren John Badham med Richard Dreyfuss i den
altdominerende hovedrolle.
Dramaet nåede også til Danmark, hvor skuespilleren Preben
Kristensen spillede patienten, der med ukuelig stædighed
kæmper for retten til at bestemme over eget liv.
Mit eget kendskab til skuespillet stammer først og fremmest fra
de gymnasiale uddannelser, hvor tekst og film i årevis er blevet
brugt som hovedværk i engelskundervisningen. På grund af
dets kvalitet og dets nuancerede skildring af en vanskelig
problemstilling.
Kort fortalt er handlingen denne: Ken Harrison er en succesfuld
billedhugger i 30'erne, som vågner op i en hospitalsseng lammet
fra halsen og ned efter en bilulykke. Hans tilstand er stabiliseret,
men han kræver pleje 24 timer i døgnet for at blive holdt
i live. Ken er et både meget intelligent og humoristisk menneske,
og udadtil optræder han muntert og livligt, mens han
spøger med personalet i en kanonade af morsomme, skarpe og
bitter-søde replikker. Men da hans situation og
fremtidsperspektiv som hjælpeløs handicappet for alvor
går op for ham - at han reelt
har mistet kontrollen over sit eget liv - træffer han det valg,
at når han ikke kan leve som den mand, han var, ønsker han
overhovedet ikke at leve. Derfor kræver han, at hospitalet lader
ham dø.
Hans læge Dr. Emerson, der har gjort en kæmpeindsats for at
lappe Ken sammen efter ulykken, er imidlertid fast besluttet på
at bevare Kens liv uanset dets kvalitet. Hans holdning betyder, at Ken
må gribe til list. Det lykkes ham under dække af andet
formål at få tilkaldt en sagfører, som skal
hjælpe ham med at blive udskrevet, vel vidende at denne handling
vil betyde hans visse død.
Ken er under sit hospitalsophold blevet gode venner med de fleste i
personalegruppen, som vidner til fordel for ham i den retssag, det
lykkes ham at få bragt i stand med advokatens assistance.
Dommeren vurderer ud fra personalets og Kens egne udtalelser, at Ken er
både mentalt tilregnelig og fuldt bevidst om konsekvenserne af en
udskrivning, og dømmer derfor hospitalet til at følge
Kens ønske.
Historien ender med, at Dr. Emerson giver ordre til, at al behandling
skal ophøre, så Ken kan få lov til at dø
på hospitalet frem for i det lejede værelse, han havde
forestillet sig. Lægen giver Ken denne mulighed tvunget af
omstændighederne, og fordi han til det sidste nærer
håb om, at Ken vil omgøre sin beslutning i 11. time.
Temaet er det eviggyldige: Retten til at bestemme over eget liv, men
her serveret ualmindeligt pædagogisk i et bevægende og
paradoksalt nok morsomt stykke. Og spørgsmålet er i denne
tekst som i det virkelige liv: Hvem ejer retten til Kens liv -
lægerne/samfundet eller ham selv?
Whose Life Is It Anyway? er gået rent hjem hos de mange elever,
kursister og andre, jeg igennem en årrække har læst
og diskuteret dramaet med. Efter min bedste erindring er der ingen, som
ikke var af den opfattelse, at Ken Harrison skulle have lov til at tage
sit eget liv.
Jeg gribes hver gang af dilemmaet, fordi dialogen er så god, og
hovedpersonerne Ken og Dr. Emerson udstyret med så mange
facetter, hvilke gør dem interessante som mennesker. Men ikke en
eneste gang har jeg været på Dr. Emersons og dermed
lægernes parti. Selvfølgelig fordi forløbet
først og fremmest er set fra Kens synsvinkel, og 'de gode' i
stykket sympatiserer med hans kamp for selvbestemmelse. Men også,
vil jeg påstå, fordi det fremtræder så
indlysende, at det må være op til det enkelte menneske, om
det vil leve dette liv eller være det foruden.
Nu skal jeg være den første til at erkende, at
dramatikeren Brian Clark med sit stykke har skabt personer og
replikker, der dirigerer publikum i én bestemt retning. En
retning, som næsten kun kan ende med at tage parti for Ken og
hans beslutning om at dø. Ikke desto mindre har holdningen til
Ken og hans beslutning været så entydig, at den maner til
eftertanke. Især hvis opfattelsen bliver suppleret med
følgende udsagn, som de fleste voksne mennesker har lagt enten
ører eller røst til på et eller andet tidspunkt:
'Jeg vil aldrig nogen sinde ende som min gamle mor (far, moster …), for
at være så hjælpeløs og så forpint af
smerter er ubærligt' - selv om man selvfølgelig
først for alvor kan udtale sig, når man har prøvet
det.
Hvad angår min far, døde han to dage før sin
91-års-dag d. 13. februar 2000 på Frederiksberg Hospital,
København. Hans historie åbnede i al sin gru mine
øjne for, hvor meget lidelse afslutningen af et menneskeliv kan
føre med sig. På det tidspunkt, hvor jeg fulgte ham i de
sidste stadier af hans liv, konstaterede jeg, at jeg selv i en
tilsvarende situation ville ønske, at der var en
nødudgang. En kattelem, jeg kunne få lov til at benytte
mig af, således at jeg under kyndig hjælp og i mine
kæres nærvær kunne slippe for den uafvendelige sidste
uværdighed og lidelse.
Diskussionen om eutanasi kan
aldrig blive sort-hvid. Feltet er grågrumset, fordi der er
så mange gode argumenter for aktiv selvhjælp, men
desværre lige så mange gode argumenter imod. Desværre
- fordi det gør den beslutning, der skal træffes så
uendeligt vanskelig.
For mig er argumenterne for eutanasi med årene altså kommet
til at veje tungere end argumenterne imod. Til sidstnævnte
hører fx påstanden om, at drabsforbudet vil blive
svækket, og at der vil være risiko for at presse mennesker
til at vælge en løsning, de egentligt ikke ønsker.
Min modpåstand er, at drabsforbudet ikke vil blive svækket.
Jo, hvis vores love blev ændret, sådan at alle kunne yde
aktiv selvhjælp, så ville der bestemt være grund til
at råbe vagt i gevær. Så ville der virkelig
være fare på færde. Men det er heller ikke, hvad
fortalerne for aktiv selvhjælp foreslår.
Hvis dødshjælp kun kan ydes af en læge i samarbejde
med en anden læge, er det ikke sandsynligt, at
tilbøjeligheden til at dræbe vil brede sig i samfundet.
Læger har allerede en hel del magt over liv og død,
eftersom de kan tilbageholde behandling. Der er ikke noget, der tyder
på, at læger, der begynder med at lade svært
handicappede nyfødte dø af lungebetændelse, vil
gå videre og nægte at give antibiotika til fx medlemmer af
raceminoriteter. Faktisk kunne legalisering af eutanasi meget vel
fungere sådan, at lægernes magt ville komme mere under
kontrol. Det, som læger gør i dag på eget initiativ
og i hemmelighed, ville komme for dagens lys og komme under en anden
læges opsyn.
Hvad angår omgivelsernes pres er det rigtigt, at det vil
være svært at undgå situationer, hvor den syge
opfatter sin ret til aktiv selvhjælp som en pligt til at
dø. Hvis aktiv dødshjælp blev lovlig, ville nogle
mennesker uden tvivl opleve den mulighed som den eneste. Men jeg vil
tage udgangspunkt i, hvordan vores samfund og nuværende
ældrepleje og hospitalssystem fungerer og ikke i et fremtidigt
idealsamfund med gratis hospicer til alle. Og min indfaldsvinkel er
hele tiden at prøve at afbalancere omfanget af det gavnlige,
nemlig at mindske lidelse og smerte, over for omfanget af det
skadelige.
Hvad der taler tungtvejende til forsvar for aktiv
dødshjælp ligger i en kombination af 1) respekt for
dét personen giver udtryk for, at han eller hun vil, 2)
autonomien hos den der beslutter sig for eutanasi, 3) et klart
rationelt grundlag for selve beslutningen.
Legalisering af eutanasi er det stik modsatte af accept af aflivning.
Det er et forsvar for aktiv selvhjælp, som ikke bare er noget
positivt, men, paradoksalt nok, også livsbekræftende.
Det livsbekræftende manifesterer sig i, at jeg vil dette liv,
fordi jeg tager det på mig. At jeg vil det, bekræfter jeg
ved, at jeg hver morgen står ud af min seng og tager fat på
dagens mange små og store gøremål.
Men jeg vil ikke livet uanset eksistensbetingelser. Livet er for mig
ikke den gave, som nogle hævder. Den fortolkning ville
forudsætte, at jeg havde haft mulighed for at sige nej tak til
foræringen 'menneskelig eksistens'. Med andre ord: Jeg har ikke
bedt om at blive bragt ind i denne verden. Jeg har ikke bedt om livet.
Tilværelsen er blevet mig påført, uden at jeg har
haft et ord at skulle have sagt i den sag. På den baggrund
må det være op til mig og mig alene at finde det rette
tidspunkt at takke af.
Efter min bedste overbevisning havde min far livsmod og livskraft de
sidste ti år af sit liv. Min far ønskede ikke at
dø, måske lige bortset fra de sidste par måneder
hvor han indirekte lod familien forstå, at han var træt af
at leve. Så selv om jeg for mit eget vedkommende i den situation
kunne ønske mig en nødudgang, er jeg klar over, at andre
mennesker kan ønske fortsat at leve, uanset hvor lidelsesfyldt
deres liv er. Lad mig derfor slå helt fast: Eutanasi skal ikke
være den eneste mulighed for at afslutte et lidelsesfyldt liv.
Men det skal være en mulighed ved siden af andre fx hospicer og
palliativ (smertelindrende, ikke helbredende) behandling.
Jeg skal altså ikke bruge min fars historie til at beskrive en
gammel mand, hvis ønske om at dø ikke blev respekteret af
systemet. Jeg skal alene bruge den til at konstatere, at sådan
slutter livet for mange gamle mennesker. De fleste?
Et frygteligt perspektiv, hvor endestationen bliver en trussel og
derfor værd at undgå. Derfor kan jeg også fuldt og
helt skrive under på filosoffen Peter Singers udsagn: "Hvis vi er
i stand til at indrømme, at vores mål er en hurtig og
smertefri død, burde vi ikke overlade det til
tilfældigheder at bestemme, om dette mål nås".
(Praktisk Etik 1993).
Lone Nørgaard
udgiver ultimo august-primo september bogen Aktiv selvhjælp - et
forsvar for aktiv dødshjælp på forlaget Fremad.
(trykt som kronik i Politiken
tirsdag d. 9. juli 02)