Kvinder, æg og misforstået ligestilling
Af Lone Nørgaard og Bente Holm Nielsen

Man skal høre meget, før ørerne falder af. Sidst Anne Knudsen (AK), redaktør på Weekendavisen, der udtalte til Nyhederne DR1 25/5-03, at det er et ligestillingsspørgsmål at kvinder på 60 år og derover skal hjælpes med teknologi til at blive mødre. Fordi – og man spørger sig selv, om kvinden er blevet gal - fordi: Mænd kan blive fædre, selv om de er over 60 år. Derfor vil det være formynderi fra samfundets side at forbyde muligheden, hvis kvinderne selv betaler, for ingen bruger så mange penge på sagen, hvis de ikke har tænkt sig godt om.

Ligestillingsspørgsmål?
Lad os lige begynde med at få gennemhullet den virkelighedsforfalskning. For med denne dekadente brug af ligestillingsbegrebet, lykkes det AK i en enkelt sætning at få usynliggjort den reproducerende krop. Men sagen er altså stadigvæk den, at kvinders og mænds bidrag til forplantningen ikke kan ligestilles. Trods den teknologiske hjælp til befrugtning, er det stadigvæk kvindekroppen, som er det eneste vækstrum for et kommende barn.

Den reproducerende kvindekrop som tabu
AK tilhører gruppen af kvinder, der både underlægger sig og cementerer den dominerende ligestillingsdiskurs. Ifølge den er det tabu at inddrage kvindekroppen som fundament i diskussionen om forplantning. Paradoksalt nok finder denne tabuisering og usynliggørelse sted samtidigt med, at aldrig har kvinders kroppe været mere synlige i det offentlige rum og i medierne. Men det er den seksualiserede kvindekrop, der er fokus på. Den krop, der stiller sig til rådighed for mænds blikke og mænds seksuelle lyster. Ikke den kvindekrop, som er forudsætning for graviditet og moderskab og som i denne proces udsætter sig for en række risici i form af bækkenbundsløsning, åreknuder, hormonelle ubalancer, rygskader og fødselskomplikationer.

AK vælger at sætte kikkerten for det blinde øje, så hun slet ikke kan få øje på, at kvinders kropslige præstation i frembringelsen af et barn er langt mere betydningsfuld end mænds. De to indsatser kan overhovedet ikke sammenlignes med baggrund i fundamentale biologiske forskelle.

Usynliggørelsen og tabuiseringen af den reproducerende kvindekrop er blevet hjulpet katastrofalt godt på vej af leverandører og tilhængere af forplantningsteknologien. De har på deres side spillet sig det stærke kort på hånden, der hedder ligestilling mellem kønnene. I ligestillingens navn slås der på, at kvinder og mænd er lige væsentlige bidragydere i frembringelsen af et barn: En mand leverer noget sæd fra den ene side, og en kvinde leverer nogle æg fra den anden side, og i reagensglasset bliver de to køns bidrag set som lige stor og tillægges samme etiske værdi.
At denne kønsneutrale tankegang er blevet almindeligt gods, er ubegribeligt, men det er den altså. For ellers kunne der ikke tales om fx æg- og sæddonation i samme åndedræt, som om der reelt var tale om den samme ydelse.

Forskelle på kvinder og mænds rolle ved forplantning
Selv om det forekommer os grotesk, at det skulle være nødvendigt, er der god grund til at præcisere, at kvinder og mænds kroppe ikke er konstrueret fysiologisk til at kunne/skulle yde det samme i reproduktionen. Den forestilling, at mænd og kvinder på det punkt har mere til fælles, end hvad der skiller dem, er hentet på Ønskeøen:

For det første fordi den ikke tager højde for det reproduktive arbejde, kvinder foretager i de måneder, de bærer rundt på deres barn.

For det andet fordi mænd producerer i millionvis af sædceller i løbet af deres liv. Kvinder producerer i sammenligning hermed ganske få æg.

For det tredje fordi mænds sædceller som regel kommer ud af kroppen uden operative indgreb, uden lægernes mellemkomst - i modsætning til kvinders æg, hvis tilvejebringelse nødvendiggør medicinsk og kirurgisk indgreb under social kontrol. Mænds bidrag er noget ydre i forhold til deres krop, kvinders er noget indre og integreret i kroppen.

For det fjerde fjernes ægget fra sit rigtige/oprindelige tilhørssted, hvorimod sæden i denne sammenhæng som altid transporteres til bestemmelsesstedet.

For det femte fordi kvinder kun kan lægge krop til et begrænset antal børn i modsætning til mænds ubegrænsede muligheder for at plante deres sæd.

For det sjette er det ved kloning kvindens kønscelle, der ligger til grund, fordi sædcellen ikke kan dele sig.

For det syvende er udtagelse af ægget forbundet med helbredsrisiko for kvinden.

For det ottende får en person født efter ægdonation tre typer anlæg: Fra den genetiske far, den genetiske mor og den biologiske mor, fordi såvel den genetiske arv og svangerskabet påvirker. Ved sæddonation er den genetiske og den biologiske mor den samme.

For det niende - og absolut vigtigste - fordi forplantningen for kvinder er en kontinuerlig proces fra undfangelse over svangerskab til fødsel, mens den for mændene er diskontinuerlig: De afleverer deres sæd, og først 9 måneder senere er barnet en fysisk realitet.

De kropslige erfaringer ved reproduktion er altså vidt forskellige for kvinden og manden. Hvis man vælger at se stort på disse ni forskelle, er det det samme som at annullere kvindekroppens betydning. Vores kultur overser i det store og hele livmoderen som en reel del af kvindekroppen og stempler enhver antydning af dens vigtighed som kætteri og livmoderfeminisme eller som et synspunkt på linje med skabsfascisme og racisme.

Hvem er vigtigst: Far, mor eller foster?
Med kikkerten for det blinde øje behøver man ikke tage stilling til den stadig større opsplitning af moderskabet, som forplantningsteknologierne har afstedkommet. Tænk blot på de såkaldt surrogat-mor-kontrakter, der regulerer og kontrollerer rugemødres adfærd (det vender vi tilbage til), tænk på FN's Børnekonvention, der åbner op for at udvide menneskerettighedsbegrebet til også at omfatte fostre og fosterforstadier.

Hvis menneskerettighedsbegrebet rykkes helt ind i livmoderen og samtidig kombineres med opfattelsen af, at børn skal ses som et resultat af en identisk indsats fra mandens og kvindens side, så bliver allerede fosteret i moders liv i denne terminologi lige så meget "hans". Hvad det på sigt kan betyde for fosterbærerens = kvindens ret til fri adgang til tidlig, provokeret abort, skal der ikke den store fantasi til at forestille sig - tænk på de voksende angreb på adgang til fri abort overalt i den vestlige verden.

I sådan et helhedsperspektiv bliver det tydeligt, at kvinders hårdt tilkæmpede menneskerettigheder står på spil - for hvilke rettigheder skal tælle / vægtes mest: Faderens, moderens eller fosterets? Det er kun i abstraktionernes himmeltåger og i juridiske generaliseringer der kan skabes ligestilling mellem mand og kvinde i forplantningsprocessen. Det samme gør sig gældende for foster og fosterbærer. En sidestilling af mor og foster som to ligeværdige, selvstændige individer er en fiktion, fordi moderen godt kan klare sig uden fosteret/barnet, mens barnet ikke kan klare sig uden moderen og moderens krop. Med andre ord: Et fosters ret til livet kan aldrig forfægtes uden om moderens krop og moderens rettigheder. Tilbage til den aktuelle diskussion, hvor der lige nu skal skabes sympati for ældre kvinders moderskab, og hvor sympatisørerne mener det er godt, hvis kvinder højt oppe i årene får kunstig befrugtning, bare de selv betaler. Argumentationen "for" er solidt forankret i et afsporet ligestillingsbegreb, der har forvildet sig ind i kroppene. Afsporet og forvildet set i relief til et andet ligestillingsbegreb, der ikke har til formål at gøre kønnene ens.

Som stærke skeptikere i forhold til ny forplantningsteknologi vil vi gerne henvise til to teknikker, der rent faktisk kommer til at krænke kvinders menneskerettigheder.
Det drejer sig om henholdsvis ægdonation og rugemoderskab.

Mødre efter overgangsalderen - et argument for ægdonation
Spørgsmålet er, hvorfor der lige nu og her skal skabes sympati for ældre kvinders moderskab? (Som i øvrigt er helt utilstedeligt af hensyn til de stakkels børn, der risikerer at blive moderløse som 10-15årige). Af en eneste væsentlig grund: Hermed affyres startskuddet til at massivt fremstød for at gøre ægdonation fri. Sandt nok udgør de ældre kvinders moderskab et lille marked for æg. Men det store marked for æg er i de senere år skabt af den samme grundforskningsinteresse, som gerne vil bruge stamceller fra fostre. Den opblussede interesse for moderskab og ligestilling er tæt knyttet til diskussionen om at skabe en helt ny slags biomedicinsk viden, nemlig viden om behandlingsmæssig rækkevidde af terapeutisk kloning – og uden æg ingen terapeutisk kloning.

Som Dansk Kvindesamfund tidligere har fremført: Fri ægdonation er ikke et bidrag til ligestillingen mellem de to køn. Tværtimod viser kloningsteknikkernes afhængighed af ægceller med al ønskelig tydelighed, at sædceller og ægceller ikke i alle sammenhænge er lige betydningsfulde. For mens ægcellen er uerstattelig i kloningsopskriften, så forholder det sig sådan, at sædcellen helt kan undværes – den kan nemlig erstattes af en almindelig kropscelle.

Rugemoderskab er slaveri
Hvis samfundet forlader den traditionelle far-mor-barn familie samtidig med, at det bliver nemt at få fat i kvinders æg, så vil den ligestillingsopfattelse kunne brede sig, at når kvinder kan danne familie, bare fordi de er kvinder, så bør samfundet ikke lægge hindringer i vejen for, at mænd kan gøre det samme. Hvilket betyder, at mænd må have fat i kvinder som rugemødre, og at rugemoderskab kan gå hen og blive et kvindeerhverv på linie med prostitution.

Rugemødre og rugemoderkontrakter er almindelige i USA. Men en analyse af fænomenet rugemoderkontrakter viser, at godkendelse af rugemoderskaber svarer til en accept af slaveri. Fordi rugemoderen skal underkaste sig rekvirentens, altså køberens, kontraktlige krav på hendes krop. Typisk må hun ikke drikke alkohol eller ryge under svangerskabet, og der kan være andre kontraktlige forpligtelser. Desuden kunne det hævdes, at ægdonation krænker børns rettigheder, fordi der er tale om ren vokseninteresse.

Bekæmpelse af fri ægdonation og rugemoderskab
Hvordan kan vi være med til at forhindre, at accepten af rugemoderkontrakter og fri ægdonation breder sig i Europa? Ja, én vej frem kunne være overvejelser over, om der inden for forplantningen er en mindsteenhed, der kan gøre krav på respekt og beskyttelse. Fra Norge er der kommet to bud på, hvad forplantningens mindste beskyttelsesværdige enhed kan være. Den ene er livmoder-æg-enheden. Den anden er mor-foster-enheden.

En anden vej kunne måske være at stille spørgsmål?
Spørgsmål 1): Kan loven om kunstig befrugtning bruges til at forbyde, at både offentlige og private fertilitetsklinikker udvikler et forretningskoncept med henblik på at yde pengestærke, unge, raske kvinder forplantningsteknologisk hjælp? En hjælp, der sigter på, at de kan udskyde deres egen reproduktion til det livsafsnit, hvor de ellers ville gå i overgangsalder? Dette spørgsmål skal ses på baggrund af, at forbudet imod forskningsmæssig anvendelse af overskydende befrugtede æg (stamceller) netop er blevet ophævet.
Da lov om kunstig befrugtning er en forbudslov, kan kvindernes vilje og evne til selv at betale ikke indgå som et argument, der støtter det meget modne moderskab, sådan som AK forestiller sig. På den konto bortfalder også argumentet om diskrimination mellem dem, der kan rejse til udlandet og dem, der ikke kan.
Men der kan skabes sympati og støtte ad omveje: Loven forbyder nemlig ikke den teknik, hvormed kræftsyge kvinder inden kemobehandling får udtaget og nedfrosset æggestokvæv til senere optøning og tilbageføring. Dermed kan fertilitetsklinikkerne argumentere med, at tidspunktet for at forbyde ægdonation allerede er et forpasset stadium i den forplantningsetiske debat: Fordi teknikken er til rådighed for syge kvinder, der donerer æg til sig selv (homolog donation) og fordi forskning i stamceller ikke længere er forbudt. Det ville også være synd at sige, at fertilitetsklinikkerne opererer med en kønsopfattelse, der tager højde for de ni ovennævnte forskelle, der ellers kunne tale imod fri ægdonation.

Spørgsmål 2): Kan menneskerettighederne kritiseres for at være mindre kvindevenlige, end de godt kunne blive? I dag er svaret ja, fordi der ikke er formuleret menneskerettigheder i relation til kvinder som individer, der potentielt føder børn. Dertil kommer paradokset, at selv om forplantningsteknikkerne kan medføre krænkelse af kvinder, så er teknikkerne indført med begrundelsen: Kvinder skal selv bestemme. Alligevel er tendensen, at på dette område skal kvinder ikke være enerådende.

Modsat AK vil vi gerne skabe opmærksomhed om, hvordan forplantningsteknologi udhuler og afskaffer den sociale betydning og de retsvirkninger, der hidtil har været tilknyttet dels svangerskab og fødsel, dels ligestilling. På ligestillingsområdet handler det nemlig lige præcis om at sikre kvinders muligheder for beskyttelse gennem menneskerettigheder dér hvor kvinder er forskellige fra mænd.

(Trykt let redigeret i Kvinden & Samfundet, årg. 119 nr. 4, september 2003)