Arrangeret ægteskab
= tvangsægteskab
Af Lone Nørgaard og Britta Mogensen
Denne kronik skulle gerne dokumentere, at det er umuligt at skelne imellem
arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber. Derfor vil vi
gerne i fuld offentlighed og uden antydning af paranoia male fanden
- eller rettere sagt Allah - på væggen. Vi er ikke bare
bekymrede, vi er dybt foruroligede over den folkevandring, der gennem
mange år har fundet sted mellem muslimske lande og Vesten i form
af familiesammenføringer, der kun til dels kan styres. Og da
vi er danskere bosiddende i Danmark, er vi af gode menneskelige grunde
særligt ængstelige for den retning, som samfundsudviklingen
tager i vores eget land. Ghettoisering, parallelsamfund og islamisering
står på dagsordenen hver dag, og inden for en række
subkulturer er løbet allerede kørt.
Et af debattens omdrejningspunkter har været, at når vi
intet dårligt hører, er der nok tale om et arrangeret ægteskab.
Men vi ved i virkeligheden intet om, hvorvidt en ung kvinde har ønsket,
at forældrene skulle vælge hendes ægtemand, eller
om hun selv har valgt ham. Diskussioner af den slags foregår inden
for hjemmets fire vægge mellem en ung kvinde og hendes familie,
og enhver tolkning må derfor være baseret på rene
spekulationer.
Derfor er det hensigtsmæssigt at holde sig til, hvad vi rent faktisk
ved. Nemlig at der er unge kvinder i dette land, som tvinges til at
indgå ægteskab med en ukendt mand med alle de midler, familien
har til rådighed: psykisk pres, fysisk vold, indespærring,
trusler på livet og henrettelse. Henrettelse, tak, og ikke 'æresdrab',
for der er intet, absolut intet, ærefuldt i at slå en ung
pige eller kvinde ihjel, fordi hun ikke vil underkaste sig sin fars,
brors eller fætters dominans hentet i middelaldermørke
traditioner og patriarkalske mænds interesser i at holde kvinder
i stramme tøjler.
Den aktuelle debat om, hvorvidt der er tale om arrangerede ægteskaber
(som sågar er blevet omtalt som "en udmærket institution"),
eller om det drejer sig om tvangsægteskaber, eksisterede ikke
i begyndelsen af 1990'erne, Og det til trods for at socialforvaltninger
og krisecentre oplevede en stadig stigende strøm af tvangsgifte,
familiesammenførte kvinder fra den tredje verden, når de
flygtede fra den vold, som ægtefællen og ofte også
hans storfamilie udsatte dem for. Kvinderne kunne berette i stride strømme
om, hvordan de i hjemlandet havde været udsat for tvang og vold,
for at de skulle acceptere ægteskab med en ukendt mand for derefter
at blive sendt af sted til et fremmed land.
Den ekstreme kvindeundertrykkelse, der blev rullet op, undrede sådan
ikke. Kvindeundertrykkelse er set i et globalt perspektiv reglen og
ikke undtagelsen. At den eksisterede i de allerfleste tredje- og fjerdeverdenslande
var selvfølgelig heller ikke dengang ukendt. Ingen associerede
imidlertid til de unge kvinder fra minoritetsmiljøerne i Danmark.
Bare tanken om, at nogen kvinde blev tvunget til ægteskab i vores
land, i Danmark, var absurd.
At tanken var langt fra absurd, kunne imidlertid konstateres, da unge
kvinder fra muslimske minoritetsmiljøer i større og større
antal fra midten af 1990'erne henvendte sig til bl.a. krisecentrene
og bad om hjælp på grund af vold i forbindelse med, at familien
ville tvinge dem ind i et ægteskab, de ikke ønskede. De
unge kvinder, hvoraf nogle kun var teenagepiger, berettede om vold,
indespærring, trusler på livet og tvang. Præcis på
samme måde som deres familiesammenførte medsøstre.
Nogle kunne også fortælle om 'ferieture' til forældrenes
oprindelsesland, hvor de så var blevet tvunget til ægteskab
med og voldtægt af en ukendt mand. Og ja - en ung pige, der presses
ind i et ægteskab, hun under ingen omstændigheder ønsker,
og hvor hun efterfølgende tvinges til at stille sig seksuelt
til rådighed - den akt, det overgreb, det kaldes voldtægt.
Men her sluttede volden ikke, hvis hun tilbage i Danmark nægtede
at medvirke til, at "ægtemanden" kunne blive familiesammenført.
Det tog lang tid, meget lang tid, før myndighederne så
småt tog de unge kvinder alvorligt. Den generelle og korrekt-officielle
opfattelse syntes længe at være, at det drejede sig om generationskonflikter
forældre-døtre imellem. Først da mord på de
genstridige kvinder begyndte at finde sted, blev man klar over, at der
helt konkret var unge kvinder, der var i livsfare, når de flygtede
fra et tvangsægteskab. Og det var altså her i Danmark -
ikke i Afghanistan, eller Sudan eller Pakistan.
Stort set hvert krisecenter, hvert rådgivningscenter, hver socialforvaltning,
hver politikreds, hver advokat m.v. har gennem årene haft deres
andel af angste, selvmordstruede, rådvilde unge kvinder, som ikke
ved, om de skal acceptere forældrenes valg og dermed et liv med
en mand, de ikke ønsker. Eller om de skal følge deres
eget valg og i bedste fald miste familien. Frygten for at blive lemlæstet
eller slået ihjel kommer til udtryk hos mange af kvinderne, når
de beder om hjælp til at blive skjult.
Var der nogen, der sagde frit valg?
De unge minoritetskvinder henvender sig mange forskellige steder for
at få hjælp, men lige så lidt som der er forsket i
Danmark i dette fænomen, lige så problematisk er det, at
der ingen samlet statistik er fra alle de steder, kvinderne henvender
sig. Det er en alvorlig mangel og formentlig årsagen til påstande
om, at tvang kun sker i enkeltstående tilfælde i socialt
dårligt funderede indvandrerfamilier. Og at denne patriarkalske
undertrykkelsesform så sandelig ikke er noget generelt problem.
Ja, man får nærmest det indtryk, at fænomenet er næsten
ikke-eksisterende.
De tvangsgiftede eller truede kvinder oplever med rette, at en sådan
holdning bagatelliserer deres erfaringer. De, der møder disse
fortvivlede unge kvinder hver dag og sidder sammen med dem i deres smerte,
er hverken i tvivl om problemets alvor eller omfanget.
Og lad os gentage, at vi taler Danmark 2003.
Bagatellisering af problemet finder man såvel blandt etniske danskere
som blandt unge minoritetskvinder, der lever i et godt ægteskab
(arrangeret eller selvvalgt). De forstår ikke alvoren. De har
aldrig siddet over for en grædende, familiesammenført kvinde
eller en kvinde fra minoritetsmiljøet, der desperat kræver
en mirakelløsning. Her og nu.
I sin bog "Ære og drab. Fadime - en sag til eftertanke"
beskriver Unni Wikan den manglende forståelse for alvoren hos
dem, der ikke har mærket tvang på egen krop: "Det er
mennesker, der selv har følt problemerne på deres egen
krop, der insisterer på, at "kultur" må tages
alvorligt, og at æresdrab er en realitet. Det er de privilegerede,
som ikke selv er udsat, der nægter at tage denne livserfaring
alvorligt." (s. 153)
Fortalerne for arrangerede ægteskaber argumenterer for, at denne
institution da så sandelig også har været en dansk
tradition. Det skulle åbenbart i sig selv borge for kvaliteten.
Til trods for at enhver med sin fornuft i behold må kunne se,
at legitimering af tvang med henvisning til svundne tiders Danmark ikke
burde have gang på jorden anno 2003. For at velhavende familier,
dvs. jordejere og det højere borgerskab, i en temmelig fjern
fortid valgte ægtefællen til deres børn med det formål
at holde jord og penge inden for en snæver kreds, det har evolutionen
og moderniteten gudskelov afskaffet. Vores formødre er døde,
så de kan ikke fortælle om, hvad de følte ved at
blive tvunget til at gifte sig med en mand, de ikke kendte eller ikke
ønskede. Disse beretninger hører vi nu imidlertid fra
vor tids unge kvinder.
Disse unge kvinders skæbne, der i nogle tilfælde er endt
med henrettelse, har oprevet offentligheden i den vestlige verden. Forbrydelserne
har også så småningom betydet, at flere er blevet
klar over, at der må sættes effektivt ind for at stoppe
denne barbariske behandling af kvinder. Det burde ikke længere
være muligt at slå overgrebene hen som enkelttilfælde
af vold, forfølgelse og et lille mord nu og da - hvor "beklageligt"
det end er. Nu må det erkendes og bøjes i neon, at mange
kvinder er i samme situation, og at de også står i fare
for at blive henrettet af familien.
Taktikken med at gøre kvinder til medskyldige i de overgreb,
de udsættes for, er så internaliseret, at kvinderne ofte
selv tror på rigtigheden af det. Den samme taktik anvendes over
for unge kvinder, der er truet med tvangsægteskab. Kvinderne bliver
af myndighederne rådet til højt og tydeligt at svare nej
til forældrene, når de foreslår ægteskab for
dem. De må ikke blot slå det hen eller mumle afværgende.
For når ægteskabet er en realitet, og kvinderne reagerer
kraftigt imod det, så bliver de bebrejdet, at de ikke meldte ordentligt
og klart ud fra begyndelsen. Og utydeligheden bebrejder de også
sig selv. Men husk på, at på den ene side kræves det,
at de unge kvinder i situationen skal afvise en autoritet, de måske
aldrig tidligere har sat sig op imod. På den anden side, hvis
de ikke magter det, ja, så er skylden for, at ægteskabet
blev indgået, deres. De må altså bære skylden
for, at de ikke tydeligt nok sagde nej, og de må bære skylden
for, at de nu sidder i en suppedas, som andre skal hjælpe dem
ud af.
Tvangsægteskab er lig med voldtægt og lig med overgreb.
Vi er nødt til at forholde os til og bekæmpe den ekstreme
kvindeundertrykkelse, som kvinder udsættes for både i mange
tredjeverdenslande og her i landet. Vi kan ikke være ligeglade
med, at vores medborgere udsættes for tvang i familien og måske
i sidste instans mord.
I den sammenhæng vil vi opfordre læserne til så hurtigt
som muligt at anskaffe sig Hege Storhaugs nye bog 'Feminin integrering
- utfordringer i et fleretnisk samfunn'. Den præsenterer et omfattende
statistisk materiale, der klart viser, at integreringen af ikke-vestlige
indvandrere i Europa er godt på vej til at mislykkes. Her fremlægges
langt om længe den dokumentation for massiv kvindeundertrykkelse
i de muslimske indvandrermiljøer, det har været så
ufatteligt svært at få fremskaffet i Danmark. Ikke mindst
fordi konfliktsky forskere er veget tilbage fra den ubehagelige opgave,
det er, at fremlægge data for mislykket integration blandt muslimer.
De statistiske analyser afdækker, at et overvældende flertal
af de muslimske indvandrere, som har giftet sig, har indgået ægteskab
med en partner bosat i oprindelseslandet. De historier, som HS lægger
frem, fortæller om udnyttelse, frihedsberøvelse og tvang.
Og om et utal af kusine-fætter ægteskaber. Motiverne bag
de uheldige alliancer er såre indlysende: De indgåede ægteskaber
er både et visum til Vesten og et vellykket forsøg på
at opretholde traditionelle værdier knyttet til dels undertrykkelse
af kvinder, dels religiøs underkastelse. HS benævner selv
de unge tvangsgifte brude et "levende visum i en moderne form for
menneskehandel". En menneskehandel, der foregår i hele Europa.
Derfor var øjnene også ved at falde af under læsningen
af Politikens leder "Sharia - Høje-Taastrup sender et godt
signal" (d. 20.11.2003). Heri roses Høje-Taastrup Kommunes
initiativ mht at ansætte en sharia-jurist. Juristen skulle være
et godt værktøj til at sikre en bedre dialog og forståelse
over for muslimske familier, der af den ene eller anden grund er havnet
i en kritisk situation. Bistanden kan fx dreje sig om at forklare en
familie, hvorfor den ikke bør insistere på tvangsægteskab
i forhold til familiens børn. Eller om at afklare dansk lov i
forhold til religiøse bestemmelser.
Politiken nævner i den forbindelse muslimske medborgere som "i
øvrigt ofte danskfødte". Men i denne gruppe kan der
næppe være tale om mennesker, der er uvidende om, at tvangsægteskab
er forbudt ifølge loven, og at det danske retssystem lidt endnu
står over religiøse bestemmelser.
Når borgere her i landet havner i en kritisk situation, så
henvender de sig til socialforvaltningen (da det er et kommunalt initiativ
må formodes, at der er tale om en social, kritisk situation).
Måtte socialrådgiveren føle sig utilstrækkelig
i sin sagsbehandling af muslimer, kunne en kultursociolog, antropolog
eller en person med anden relevant uddannelse måske være
på sin plads at søge hjælp hos til forståelse
af borgerens særlige baggrund. At ansætte en jurist til
at fortælle borgere noget, de allerede er særdeles godt
bekendt med, virker totalt hovedløst. Og er i øvrigt endnu
et sugerør ned i statskassen, der ikke fremmer integrationen.
Skulle borgerne generelt have brug for juridisk bistand, henvender de
sig til en dansk uddannet advokat, uanset om de bekender sig til islam,
hinduisme, katolicisme, jødedom, protestantisme, ateisme, totemisme,
konfucianisme, taoisme eller andet. Så Høje-Taastrup Kommunes
initiativ sender ikke et godt signal, men derimod et signal om, at sharia
er et effektivt redskab til at støtte mennesker, der har valgt
at leve i et land, hvor sharia intet har at gøre.
Hvordan muslimer vil praktisere deres tro og livsstil bag hjemmets fire
vægge, skal de naturligvis ikke stå til regnskab for. Men
i det offentlige rum, på arbejdspladser og i offentlige institutioner
må muslimer tilpasse sig gængs adfærd. Ellers var
der jo heller ingen som helst årsag til, at de skulle bosætte
sig lige her. Det gælder tørklæder. Det gælder
ligestilling af de to køn. Og det gælder tvangsægteskaber.
Disse kronikører har i hvert fald ikke tænkt sig stiltiende
at se på, mens en omsiggribende kvindeundertrykkelse foregår
lige for øjnene af os. Lige så lidt som vi stiltiende vil
se på, at den ligestilling og ligeberettigelse, vi selv har kæmpet
for igennem et langt liv, bliver truet af stærke patriarkalske
og ideologiske kræfter.
(trykt i Politiken 13. november 2003 under anden titel)
|