Ambitiøse forældre på børnenes bekostning
Af Lone Nørgaard

”Hos familien i Hørsholm tærer moderens nye ejendomsmæglerbutik på tid og energi. En anden familie vil gerne flytte, men er uenige om, hvorvidt det skal være til et rækkehus eller til en villa med pool. Hos strategifamilien stemmer de om en ny regel: "Jeg sidder stille, når vi spiser". ”

Sådan præsenteres 4. afsnit af en dansk dokumentarserie på TV-2 med titlen En lykkelig familie sendt tirsdag d. 4. maj. Grunden til mit indlæg er følgende slut-replik fra ejendomsmægler-mor – citeret efter hukommelsen: Med den nye butik får jeg mindre tid til børnene, men det er vigtigt, at børnene har en glad mor.
Jamen, det er da fuldstændigt utroligt, som voksne mennesker kan tillade sig at lyve både for sig selv og deres omgivelser. Bemærkningen, der desværre er alt andet end atypisk, afspejler i den grad en manglende forståelse af, hvad ordentlig børneomsorg drejer sig om: 1. At have børn er et arbejde, 2. At have børn kræver afsavn og behovsudskydelse fra forældreside, 3, At have børn tager tid – forældretid vel at mærke.
Hvor mange børne-’lig’ skal vi alias samfundet have på bordet, før der bliver gjort op med myten om, at hvis jeg har et spændende arbejde, så er det også godt for mine børn. Efter princippet: Hvad-der-er-godt-for-mig-er-godt-for-mine-børn.
Det gælder om at holde sår og øjne åbne for de stadig flere følelsesmæssigt forsømte børn i vores samfund. En sværm af overvægtige unge mænd, et stigende antal unge piger med spiseforstyrrelser, flere utilpassede drenge, unge på 13-14-15 år der drikker og ryger sig lamme og skæve, stofmisbrug, et voksende antal børn i specialundervisning, hos skolepsykolog eller anbragt uden for hjemmet, selvmordstanker, øget stress, ensomhed og ringe selvværd. Udgifterne til utilpassede børn og unge er nærmest eksploderet, fordi mor og far har sluppet tøjlerne. Vi har endnu kun set toppen af isbjerget, og i de kommende år vil samfundet høste, som det har sået – med ungdomsgenerationer fulde af psykisk skrøbelige og livsduelige individer.
Jeg plæderer ikke for, at forældre skal sidde lårene af deres børn. Det har husmødre i øvrigt aldrig gjort, det havde de alt for travlt til. Jeg argumenterer for 117de gang for, at mor og / eller far eller en anden konstant omsorgsperson i hverdagen skal være langt mere fysisk tilgængelig for Lille Peter, hvis han har brug for voksenkontakt rettet mod lige præcis hans specifikke behov. Pædagog-Camilla med ansvar for 12 børn rækker bare ikke.
Voksne mennesker, der bestemmer sig til få børn, bliver samtidig nødt til at træffe valg: At vælge barn til betyder at vælge noget andet fra – som fx to fuldtidsjobs. Ellers kommer børnene til at betale prisen for de voksnes egoistiske selvrealiserings-projekter.
Hvor jeg ved det fra?
Helt elementært. Ved iagttagelse af hvilke børn og siden unge, der i hverdagen er trygge, velfungerende og hvilende-i-sig-selv – og hvem der er det modsatte….
Og om jeg vil give kvinderne dårlig samvittighed? Ja, det er lige, hvad jeg vil. Jeg ved nemlig ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig.

(trykt i Politiken lørdag d. 8. maj 2004)