”Hos familien i Hørsholm tærer
moderens nye ejendomsmæglerbutik på tid og energi. En
anden familie vil gerne flytte, men er uenige om, hvorvidt det skal
være til et rækkehus eller til en villa med pool. Hos
strategifamilien stemmer de om en ny regel: "Jeg sidder stille,
når vi spiser". ”
Sådan præsenteres 4. afsnit af en dansk
dokumentarserie på TV-2 med titlen En lykkelig familie sendt
tirsdag d. 4. maj. Grunden til mit indlæg er følgende
slut-replik fra ejendomsmægler-mor – citeret efter hukommelsen:
Med den nye butik får jeg mindre tid til børnene, men
det er vigtigt, at børnene har en glad mor.
Jamen, det er da fuldstændigt utroligt, som voksne mennesker
kan tillade sig at lyve både for sig selv og deres omgivelser.
Bemærkningen, der desværre er alt andet end atypisk,
afspejler i den grad en manglende forståelse af, hvad ordentlig
børneomsorg drejer sig om: 1. At have børn er et arbejde,
2. At have børn kræver afsavn og behovsudskydelse fra
forældreside, 3, At have børn tager tid – forældretid
vel at mærke.
Hvor mange børne-’lig’ skal vi alias samfundet
have på bordet, før der bliver gjort op med myten om,
at hvis jeg har et spændende arbejde, så er det også
godt for mine børn. Efter princippet: Hvad-der-er-godt-for-mig-er-godt-for-mine-børn.
Det gælder om at holde sår og øjne åbne
for de stadig flere følelsesmæssigt forsømte
børn i vores samfund. En sværm af overvægtige
unge mænd, et stigende antal unge piger med spiseforstyrrelser,
flere utilpassede drenge, unge på 13-14-15 år der drikker
og ryger sig lamme og skæve, stofmisbrug, et voksende antal
børn i specialundervisning, hos skolepsykolog eller anbragt
uden for hjemmet, selvmordstanker, øget stress, ensomhed
og ringe selvværd. Udgifterne til utilpassede børn
og unge er nærmest eksploderet, fordi mor og far har sluppet
tøjlerne. Vi har endnu kun set toppen af isbjerget, og i
de kommende år vil samfundet høste, som det har sået
– med ungdomsgenerationer fulde af psykisk skrøbelige
og livsduelige individer.
Jeg plæderer ikke for, at forældre skal sidde lårene
af deres børn. Det har husmødre i øvrigt aldrig
gjort, det havde de alt for travlt til. Jeg argumenterer for 117de
gang for, at mor og / eller far eller en anden konstant omsorgsperson
i hverdagen skal være langt mere fysisk tilgængelig
for Lille Peter, hvis han har brug for voksenkontakt rettet mod
lige præcis hans specifikke behov. Pædagog-Camilla med
ansvar for 12 børn rækker bare ikke.
Voksne mennesker, der bestemmer sig til få børn, bliver
samtidig nødt til at træffe valg: At vælge barn
til betyder at vælge noget andet fra – som fx to fuldtidsjobs.
Ellers kommer børnene til at betale prisen for de voksnes
egoistiske selvrealiserings-projekter.
Hvor jeg ved det fra?
Helt elementært. Ved iagttagelse af hvilke børn og
siden unge, der i hverdagen er trygge, velfungerende og hvilende-i-sig-selv
– og hvem der er det modsatte….
Og om jeg vil give kvinderne dårlig samvittighed? Ja, det
er lige, hvad jeg vil. Jeg ved nemlig ikke, hvor jeg ellers skal
henvende mig.