Biobanker rimer ikke på borgerbeskyttelse
Af Lone Nørgaard og Bente Holm Nielsen

Så er vi der igen. Vi vil i denne sammenhæng sige de borgere, der er skuffede over det nye tiltag om at lovregulere biobanker i Danmark. Initiativet resulterer nemlig ikke i øget beskyttelse af borgerne. Tværtimod. Borgerbeskyttelsen ofres som så ofte før på forskningsinteressernes alter.

Man skal stå tidligt op for at prøve at følge med i bio-føljetonen - ikke mindst fordi det er rigtigt svært stof for lægfolk. Ikke desto mindre skal vi forsøge at redegøre for, hvad sagen går ud på, og i første omgang bede læseren om at holde styr på følgende to forskellige udvalg:
I. Genteknologiudvalget, der er nedsat under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling,
II. Biobankudvalget, der er nedsat under Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Der er to aktuelle anledninger til vores kronik.
1. Folketinget afholdt d. 28. november en forespørgselsdebat om en rapport, som Videnskabsministeriets Genteknologiudvalg har udarbejdet med titlen "Fremtidens bioteknologier".
2. Indenrigs- og Sundhedsministeriet afsluttede d. 15. november en høringsrunde om Biobankudvalgets "Redegørelse om biobanker. Forslag til retlig regulering af biobanker inden for sundhedsområdet".

Genteknologirapporten er et resultat en forespørgsel i Folketinget fra Kristeligt Folkeparti d. 30. januar 2001 til forskningsministeren, sundhedsministeren og justitsministeren om forskning i og forsøg med overførsel af organer fra dyr til mennesker.

Det er særdeles heldigt for den offentlige debat og for den politiske beslutningsproces, at Genteknologiudvalget nåede at komme på gaden med rapporten "Fremtidens bioteknologier" - før Folketinget nu snart skal til at arbejde med den retlige regulering af biobanker. Til oplysning er de bedst kendte eksempler på biobanker dem, der har været accepteret i mange år, nemlig blodbankerne og samlingen af hæl-blodprøver fra samtlige nyfødte.

Udsagnet 'heldigt for den offentlige debat' er på sin plads, fordi Videnskabsministeriets Genteknologiudvalg ikke har været presset til at foretage en afbalancering af hensyn til "individbeskyttelse" på den ene side, "forskning og samfund" på den anden. Tværtimod formulerede Folketinget, at Genteknologiudvalgets opgave så sådan her ud:
"At beskrive muligheder og risici i forbindelse med stamcelle-terapi, xenotransplantation, genterapi og gendiagnostik af raske."
Desuden skulle det være en forudsætning for Genteknologiudvalget, at "Forsøg og behandling skal finde sted i offentligt regi". Derfor er der også for de borgerretsinteresserede mest guf at hente i "Fremtidens bioteknologier". Rapporten har ikke behøvet at agere halehæng på den model, der ellers har været trendy siden lægernes Helsinkideklaration nr. 2. (Modellen er en etisk kodeks eller et regelsæt for lægeuddannede, og altså ikke en konvention, som en stat kan acceptere og forpligte sig på).

Set fra vores synspunkt er det godt, at Genteknologiudvalget har kunnet styre klar af 'trendy-modellen'. Af den grund at modellen har bidraget til, at den forskningsetik, der blev gældende kort efter 2. verdenskrig med Nürnbergkoden, er blevet udhulet og afviklet. Her kan fx henvises til Nürnbergkodens regel nr.6, der lyder: Graden af den risiko, der tages, må aldrig overskride graden af den humanitære vægt, der lægges på det problem, der skal løses ved eksperimentet.

Til den 'uheldige' del af føljetonen hører, at Videnskabsministeriets Genteknologiudvalg og Sundhedsministeriets Biobankudvalg er enige om, hvordan "biobank" skal defineres, nemlig som "En struktureret samling af menneskeligt biologisk materiale, der er tilgængeligt efter bestemte kriterier, og hvor oplysninger, der er bundet i det biologiske materiale, kan henføres til enkeltpersoner". (Den noget indviklede definition på en biobank betyder på godt dansk, at den viden, der stammer fra en persons krop, er lige så betydningsfuld og privat som personens cpr.nummer og diverse offentlige attester).

Hvorfor er det uheldigt med enighed i definitionen? Jo, enigheden betyder nemlig, at den foreslåede regulering ikke vil få indflydelse på alle de biobanker, der rummer anonymt væv. Tværtimod skal anonymitet som hidtil betyde, at vævet må opbevares, behandles og forhandles frit.
Imidlertid forholder det sig sådan, at væv, der i dag må betragtes som anonymt, ikke nødvendigvis altid vil være det på grund af den teknologiske udvikling. Èt fremtidsscenarie ser sådan ud, at hele befolkningen om et par generationer er biologisk registreret. Så vil fx DNA-molekylet (der som hovedregel findes i alle celler) være så pålidelig en sladrehank, at anonymt væv og dets personophav vil kunne registersammenføres.

På den baggrund spørger vi: Hvorfor nu og her skabe præcedens for, at anonymt væv i biobanker skal være undtaget fra regulering?
Hertil kommer, at Biobankudvalget ikke respekterer ordlyden af artikel 2 i Europarådets Bioetikkonvention i samme grad som Genteknologiudvalget gør det. Artikel 2 er ellers lavet for at sikre 'menneskets fortrinsret' frem for andre interesser, og følgende citat er taget fra Europarådets og det danske Udenrigsministeriums officielle oversættelse:
"Menneskets interesser og tarv går forud for samfundets eller videnskabens interesser".

I øvrigt kan det oplyses, at hverken Genteknologiudvalget eller Biobankudvalget forholder sig til 'menneskets fortrinsret'. Genteknologiudvalget arbejder godt nok konkret med Bioetikkonventionen og drager konsekvenser af artiklerne. Men selve rækkevidden af "menneskets fortrinsret" udelades af begge udvalg.

Biobankudvalget informerer overhovedet ikke om, hvad Bioetikkonventionen går ud på de tre gange, der henvises til den. Hvad kan udeladelsen skyldes? Kan 'ikke-information' hænge sammen med, at når Danmark har tilsluttet sig Bioetikkonventionen, så har Danmark også forpligtet sig til en national lovgivning, der - som en ufravigelig ting - respekterer menneskets fortrinsret? Kan 'ikke-information' hænge sammen med, at den regulering, som Biobankudvalget foretrækker, ikke er forenelig med denne fortrinsret?

Så meget er sikkert, at de problemstillinger, som regeringsuafhængige organisationer (NGO'er) og personer har rejst igennem en årrække, er blevet enten latterliggjort eller fremskrevet til overvejelse engang ude i den fremtid, hvor biobanker skulle retligt reguleres.

Den fremtid er LIGE NU.

Derfor må man håbe, at Folketinget vil læse betænkning 1414 med pincet for at sikre, at den danske regulering af biobanker bliver i fuld overensstemmelse med Bioetikkonventionen.
Når vi er så engagerede i denne sag, hænger det sammen med, at en af de virkeligt forsømte problemstillinger vedrører svangerskab, graviditet og u-befrugtede æg. Får Biobankudvalget magt, som det har agt, så skal disse emner fortsat nedtones. Det til trods for at svangerskabet kan siges at være den mest almindelige 'undtagelsestilstand-fra-det normale', som kvinder kan befinde sig i. I det hele taget er det typisk, at den kvindelige forplantning er et tema, der så vidt muligt udelades i offentlige publikationer.

Heldigvis er Genteknologiudvalget ikke konfliktsky i deres rapport. Her forsøger udvalget at give et fagligt fundament for "en række problemfelter, som vil kræve en offentlig debat og en snarlig politisk stillingtagen". Det gælder specielt felterne kunstig befrugtning og donation af u-befrugtede æg.
I den forbindelse stilles spørgsmål om, på hvilke måder og til hvilke formål, det skal være tilladt at befrugte æg, samt om der skal gælde specielle regler omkring information og samtykke fra de par/de kvinder, som måtte donere ubefrugtede æg.

Genteknologiudvalget må siges at være på kollisionskurs med Biobankudvalget, der for det første kommer meget let henover kunstig befrugtning. For det andet har valgt at definere opbevaring af u-befrugtede æg i en biobank som noget helt uproblematisk med den begrundelse, at den eksisterende regulering allerede i tilstrækkeligt omfang tager "hensyn til individbeskyttelsen afbalanceret med hensynet til forskning og samfund" (s.28).

Retfærdigvis skal det siges, at Biobankudvalget ikke har været begrænset af at skulle efterkomme en bestemt dagsorden fra Folketingets side, således som Genteknologiudvalget har været underkastet. Dette udvalg har nemlig skullet forholde sig til, at forsøg og behandling ønskes foretaget i offentligt regi (F11, den 30. januar 2001).
Biobankudvalget har derimod efter forgodtbefindende kunnet udelade kontroversielle problemstillinger ved 1) at definere 'alt det svære' over i privat regi, 2) at nyde godt af, at private biobanker ikke nødvendigvis skal reguleres efter samme regler som offentlige biobanker.

At kritisere for udeladelse og udhuling er en vanskelig sag. For at opnå troværdighed, burde vi derfor selvfølgelig starte med Adam og Eva, men spaltepladsen tillader ikke denne grundighed. Alligevel skal vi forsøge at skære ind til benet af problemstillingerne og overveje, hvad der er hensigtsmæssigt set fra et generelt beskyttelsesperspektiv.

Eksempel 1: Det lykkes Biobankudvalget at holde et så vigtigt og kontroversielt emne som stamceller helt ude ved hjælp af et definitions-kunstgreb. I "Redegørelse om biobanker" defineres fire forskellige typer biobanker: 1. Kliniske biobanker, 2. Forskningsbiobanker, 3. Donorbiobanker, 4. Biobanker til andre sundhedsformål (jf.s. 41).

Ved 1) at placere stamceller i den sidste type og 2) at beslutte, at "Biobanker til andre sundhedsformål" ikke skal være omfattet af redegørelsen, kan kategorien stamceller holdes helt udenfor, når Folketinget skal tage stilling til lovregulering af Biobanker.
Hvorfor skal stamceller monstro holdes udenfor? Biobankudvalget skylder os at forklare, hvorfor det er en god idé at udgrænse stamceller - taget i betragtning at stamceller er, hvad forskerne er utroligt interesserede i til terapeutisk kloning, altså sygdomsbehandlende kloning.

Eksempel 2: Forudsætningen for en seriøs folkelig og politisk debat er et korrekt grundlag. Det har Biobankudvalget ikke leveret. Hvis man ikke vidste bedre, så kan læsning af "Redegørelse om biobanker" fx forlede én til at tro, at metoden til nedfrysning af u-befrugtede æg for længst er afprøvet og taget i brug på behandlingsområdet barnløshed (jf. s. 106). Men sandheden er den modsatte: Nedfrysning af u-befrugtede æg befinder sig på eksperimentalstadiet. Hvorfor så ikke gøre klart, at redegørelsens afsnit om æg-banker er kopieret med de medfødte fejl og mangler, som findes i lovreguleringen om kunstig befrugtning?
Forhåbentligt ikke, fordi en korrekt beskrivelse ville være grobund for en langt mere kvalificeret og velinformeret offentlig debat?

Eksempel 3: Det fremgår ovenfor, at vi helst så at Folketinget arkiverede biobankrapporten lodret. I hvert fald håber vi på kraftig modstand imod oprettelse af et såkaldt "vævsanvendelsesregister". Baggrunden for oprettelse af et vævsanvendelsesregister er, at i dag må behandlingssteder (sygehuse, de praktiserende læger m.fl.) uden patientens viden og samtykke opbevare og bearbejde væv, der er udtaget i forbindelse med undersøgelse og patientbehandling. Men fremover skal der som noget nyt være ret til "at sige fra", så man kan være selvbestemmende over sit væv. Denne selvbestemmelse er dog med modifikationer, for hvis man ønsker mere beskyttelse end blot retten til at sige fra, fx hvis man gerne vil have sit væv enten destrueret eller udleveret, så skal man kunne argumentere for det.

Vi spørger: Hvorfor det? I betragtning af, at Biobankudvalget har fraskrevet sig pligten til at forholde sig til eventuelle etiske aspekter af væv, er det lidt morsomt at læse det svar, som udvalget selv giver på ovenstående spørgsmål (s. 237): "Baggrunden for, at udleveringsretten er betinget, er først og fremmest etiske overvejelser: Ved biologisk materiale forstås ikke alene blod- og vævsprøver, men også hele organer, amputerede lemmer, større eller mindre kropsdele m.v., dvs. genkendelige dele af et menneskeligt legeme. At en patient frit skulle kunne anvende sådanne dele af sit legeme efter forgodtbefindende, vil virke stødende på mange mennesker".

Oprettelse af det foreslåede vævsanvendelsesregister sammenligner vi med det sukker, der skal få pillen til at glide ned. Den glasur, der skal retfærdiggøre en udhuling af borgerbeskyttelsen, som danskerne i forvejen havde ret til ifølge Bioetikkonventionen.
Vævsanvendelsesregisteret vil udhule Bioetikkonventionen. Det er således ikke meningen, at vævsudtagelse skal medføre automatisk beskyttelse af dette væv. Nej, patienten skal selv i sving for at aktivere rettigheden: beskyttelse. Det svarer sådan cirka til, at man selv skulle tage initiativ til at aktivere sin stemmeret.

Hvorfor ikke lave et vævsanvendelsesregister med en automatisk beskyttelse. Hvorfor ikke gå ud fra, at ingen ønsker sit væv anvendt til andet formål end ens eget?
Som forslaget lyder nu, foregår retten til at sige fra ved, at man henvender sig til
vævsanvendelsesregisteret med følgende ønske: Nej tak - mit væv skal ikke bruges til noget som helst andet end det jeg samtykker i efter at være blevet ordentligt informeret. Ønsket kan også tage form af følgende alternativer: Jeg ønsker mit væv udleveret / jeg ønsker mit væv destrueret.
Med andre ord: "At sige fra" foregår ved at henvende sig i registeret og her melde sig i afdelingen for jeg-vil-selv-bestemme-over-mit-væv.

Oprigtigt ment borgerbeskyttelse må imidlertid som udgangspunkt forudsætte et klart forbud mod brug af væv - med mindre andet er aftalt med patienten. Fuldstændig lige som ved organdonation.
Ellers er der risiko for en række paralleller til den såkaldte Jason-sag håndteret af Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Ministeren gav moderen til 11-årige Jason lov til at få reagensglasbefrugtning i udlandet, idet den lille ny søskende vil kunne bruges som basis for medicinfremstilling mod Jasons blodsygdom. Det er en behandling, der ikke tilladt ifølge loven om kunstig befrugtning, men Lars Løkke Rasmussen hævder alligevel, at han ikke handler ulovligt, fordi loven ikke indeholder et udtrykkeligt forbud.

Vi efterlyser klare retningslinier og klar lovgivning, som den almindelige borger kan forstå. Og klarhed er faktisk mulig i sagsområdet biobanker.

Som virkeligheden ser ud nu, rimer biobanker ikke på borgerbeskyttelse. Det skulle de to b'er gerne komme til, når Folketinget har talt.

(ej trykt)