Lagt på nettet 14. januar 2004
Nedenstående svarindlæg er aldrig blevet bragt i Politiken.
Til trods for et klart løfte om optagelse, valgte Politikens
debatredaktør 9 dage efter min fremsendelse at maile følgende
standardsvar:
Det var meningen, at dit indlæg skulle
have været i avisen, men den overvældende tilgang af tekster
og presset på debatsiderne har desværre betydet, at tiden
er løbet fra det.
Derfor må jeg nu takke nej til din tekst, men håber ikke
det har afskrækket dig fra at forsøge en anden gang.
Med venlig hilsen
Søren A. Nielsen
Debatredaktør
Utøj fra BR?
Af Lone Nørgaard
Skal – skal ikke? Bruge tid
på at svare på Birgitte Rahbeks (BR) debatindlæg
d. 23. december 2003 under overskriften ’Hadsk kampagne’?
Min vaklen skyldes, at det forekommer mig næsten omsonst at
diskutere videre på de præmisser, BR bygger på:
Personangreb frem for argumenter, krænkelse af brevhemmeligheden
og krænkelse af privatlivets fred.
Hvem af os der er hadsk og skinger, må det være op til
læseren at afgøre, fx ved at genlæse såvel
BR’s indlæg som antropologen Britta Mogensens og min
kronik om tvangsægteskaber d. 13. december. Jeg vil også
gerne henvise til min hjemmeside www.lone-noergaard.dk, hvor jeg
har lagt en række af de kronikker, artikler og kommentarer,
som jeg har skrevet til dagspressen igennem de seneste år.
Bl.a. om mislykket integration, som ikke mindst har fået min
interesse og mit samfundsmæssige engagement ud fra et ligestillings-
og kvinderettighedssynspunkt. Et tema som i mange år har været
en mærkesag for mig. Henvisningen til min hjemmeside sker
ikke i reklameøjemed, men for at læseren kan stifte
bekendtskab med mine synspunkter og mine argumenter ved selvsyn
og i ikke-beklippet form frem for i den BR’ske optik.
BR har valgt at bygge sit indlæg op omkring mine private e-mails
omkranset af et ordvalg, der kan sætte læseren i rette
stemning til at udnævne mig til nyttig idiot. Private e-mails
sendt til private personer, og dermed aldrig beregnet på offentliggørelse.
Disse e-mails har hun bekvemt hentet direkte fra Dagbladet Information,
hvor presseetikken har kendt bedre dage. Hvordan Dagbladet Information
er kommet i besiddelse af en del af min private mail-korrespondance
er fortsat en gåde, men én ting ved jeg: Mine private
breve er blevet bragt til offentlighedens kendskab uden min tilladelse,
og uden at den pågældende journalist / red. på
Information har fundet det nødvendigt i den anledning at
kontakte mig for en kommentar. Oven i købet er de bragte
citater udover at være en krænkelse af brevhemmeligheden
publiceret i forvansket form. Sådan føjes spot til
skade. Det er det, man kalder citatfusk, og denne sproglige manøvre
er velegnet til at skabe sensationelle nyheder, men knapt så
velegnet til at sikre et offentligt debatniveau over bæltestedet.
Hvad journalister på Information og hvad BR (ud over kultursociolog
også medarbejder på min yndlingskanal P1, hvor hun ofte
laver fremragende programmer) kan slippe afsted med i denne sag,
viser en hel del om presseetikkens aktuelle status. Ord som research
og kildekritik samt den fairness at give den anklagede part mulighed
for at gøre indsigelser øjeblikkeligt har tilsyneladende
ingen relevans. Aviser skal sælges, og de fleste er i økonomiske
vanskeligheder. En cocktail, som måske næppe er fremmende
for den journalistiske ædruelighed, hæderlige rapportering
og fakta frem for henvisninger til fiktive broderskaber?
Til BRs afsløringer vil jeg gerne tilføje denne: Jeg
bekender, at jeg er dybt bekymret for ghetto-tendenserne og de stadig
flere eksempler på mislykket integration – så
bekymret at jeg tillader mig at deltage i den offentlige debat og
i denne debat undertiden alliere mig med mennesker, der enten deler
mine synspunkter eller kan uddybe og nuancere dem. Jeg bekender
også, at jeg på sigt gerne vil bevare et samfund, hvor
bande- og borgerkrige er noget, man læser om i historiebøgerne,
og ellers foregår langt fra Danmark.
Og så er det ganske vist, at jeg ville ønske, at BR
havde forholdt sig til substansen i vores kronik, der sætter
lighedstegn mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber
og følgelig voldtægt. Og argumenterer for synspunktet
bl.a. med baggrund i bogen Feminin integrering – utfordringer
i et fleretnisk samfunn af Hege Storhaug.
(Afvist af Politiken)