Børn,
løgn og dannelse
Af Lone Nørgaard
Iflg. en meningsmåling, som analyseinstituttet
Epinion har lavet for Kristeligt Dagblad, er børns frie udfoldelse
ikke så populært mere. Tre ud af fire voksne synes,
at danske børn er for dårligt opdraget.
Diverse eksperter er blevet bragt på bane for at kommentere
det epokegørende resultat. Blandt andet nævnes den
grove sprogbrug fra amerikansk musik og musikvideoer som eksempel
på en adfærd, danske børn har overtaget, men
som voksne finder uacceptabel.
Margrethe Brun Hansen, psykolog og forfatter til flere bøger
om børneopdragelse, siger, at det ikke er børnenes
skyld, at de opfattes om uopdragne. Det vil jeg give hende aldeles
ret i, men når hun fortsætter (klip fra DR Nyheder Online
d. 20.juli), at forældre forsømmer eller ikke har lyst
til at tage konflikter med deres børn, så er det helt
nødvendigt at få tilføjet en helt afgørende
krølle på historien om den mangelfulde børneopdragelse.
En krølle, der altid bliver glemt i kampens og diskussionens
hede: Børneopdragelse er først og fremmest hårdt
arbejde, og mor og/eller far (mest far) orker ikke de ulystfyldte,
anstrengende sammenstød efter en lang arbejdsdag, hverken
i børnehaven, supermarkedet eller i hjemmet. De vil have
fred, for det er det nemmeste.
Med fare for at lyde kvalmende hellig, så maste jeg i årevis
på for at lære mine børn at rede seng, rydde
op, gøre rent, spise pænt med kniv og gaffel, lægge
rent tøj på plads, købe ind, lave mad, vaske
op, dække bord, tage af bordet, tage hjemmesko på, huske
at ringe tak for gaven fra farmor, sige tak for mad, ikke tale med
mad i munden, sætte stolen ind under bordet, spise sundt,
spise regelmæssigt, lære klokken og passe tiden, sortere
vasketøj, at begå sig i trafikken hvad enten det er
på gåben, cykel, bus eller tog, binde skolebøger
ind, smøre madpakke, skrive pæne 2-taller som forberedelse
til 7. klasses blækregning, børste tænder efter
tandlægens forskrifter, slukke lyset, når man forlader
rummet osv, osv, osv.
Når jeg tænker tilbage på mine utallige titaniske
kampe for at holde mine to sønner til ilden, skraldespanden
og lektierne og fra tv'et, pc'eren og sofaen, så må
jeg indrømme, at i hele mit lange liv har jeg aldrig været
konfronteret med en byrde, jeg synes har været tungere at
løfte end at socialisere mine knægte til at yde deres
skærv til familiens opretholdelse i alle ordets betydninger.
Og hvor en evt. lystgevinst ligger så langt ude i fremtiden,
at den fortaber sig i tågerne.
Så når jeg nu fører mig frem i ulidelig selvgodhed
anno 2004, hænger det sammen med, at det op igennem 90’erne
faktisk var temmelig trættende at blive udråbt som autoritær
sort-skole-og-spanskrør-mor af omgivelserne. Helt ærligt
følte jeg mig temmelig alene med de opdragelsesprincipper,
som nu åbenbart skal til ære og værdighed igen.
Men masser af lig skal der som altid på bordet, før
besindelsen sætter ind, og pendulet begynder at svinge den
anden vej.
Ikke desto mindre skal jeg hilse den nye dannelses-trend særdeles
velkommen. Mens jeg mildt erindrer om, at der skal være mindst
én meget lidt konfliktsky og meget fysisk tilstedeværende
forælder til at påtage sig den alt andet end søde
arbejdsopgave: Et barns tilegnelse af helt almindelig høflighed
og helt almindelige færdigheder.
(trykt i Kristeligt Dagblad, den
23. juli 2004)
|