Børn, løgn og dannelse
Af Lone Nørgaard

Iflg. en meningsmåling, som analyseinstituttet Epinion har lavet for Kristeligt Dagblad, er børns frie udfoldelse ikke så populært mere. Tre ud af fire voksne synes, at danske børn er for dårligt opdraget.
Diverse eksperter er blevet bragt på bane for at kommentere det epokegørende resultat. Blandt andet nævnes den grove sprogbrug fra amerikansk musik og musikvideoer som eksempel på en adfærd, danske børn har overtaget, men som voksne finder uacceptabel.
Margrethe Brun Hansen, psykolog og forfatter til flere bøger om børneopdragelse, siger, at det ikke er børnenes skyld, at de opfattes om uopdragne. Det vil jeg give hende aldeles ret i, men når hun fortsætter (klip fra DR Nyheder Online d. 20.juli), at forældre forsømmer eller ikke har lyst til at tage konflikter med deres børn, så er det helt nødvendigt at få tilføjet en helt afgørende krølle på historien om den mangelfulde børneopdragelse. En krølle, der altid bliver glemt i kampens og diskussionens hede: Børneopdragelse er først og fremmest hårdt arbejde, og mor og/eller far (mest far) orker ikke de ulystfyldte, anstrengende sammenstød efter en lang arbejdsdag, hverken i børnehaven, supermarkedet eller i hjemmet. De vil have fred, for det er det nemmeste.
Med fare for at lyde kvalmende hellig, så maste jeg i årevis på for at lære mine børn at rede seng, rydde op, gøre rent, spise pænt med kniv og gaffel, lægge rent tøj på plads, købe ind, lave mad, vaske op, dække bord, tage af bordet, tage hjemmesko på, huske at ringe tak for gaven fra farmor, sige tak for mad, ikke tale med mad i munden, sætte stolen ind under bordet, spise sundt, spise regelmæssigt, lære klokken og passe tiden, sortere vasketøj, at begå sig i trafikken hvad enten det er på gåben, cykel, bus eller tog, binde skolebøger ind, smøre madpakke, skrive pæne 2-taller som forberedelse til 7. klasses blækregning, børste tænder efter tandlægens forskrifter, slukke lyset, når man forlader rummet osv, osv, osv.
Når jeg tænker tilbage på mine utallige titaniske kampe for at holde mine to sønner til ilden, skraldespanden og lektierne og fra tv'et, pc'eren og sofaen, så må jeg indrømme, at i hele mit lange liv har jeg aldrig været konfronteret med en byrde, jeg synes har været tungere at løfte end at socialisere mine knægte til at yde deres skærv til familiens opretholdelse i alle ordets betydninger. Og hvor en evt. lystgevinst ligger så langt ude i fremtiden, at den fortaber sig i tågerne.
Så når jeg nu fører mig frem i ulidelig selvgodhed anno 2004, hænger det sammen med, at det op igennem 90’erne faktisk var temmelig trættende at blive udråbt som autoritær sort-skole-og-spanskrør-mor af omgivelserne. Helt ærligt følte jeg mig temmelig alene med de opdragelsesprincipper, som nu åbenbart skal til ære og værdighed igen. Men masser af lig skal der som altid på bordet, før besindelsen sætter ind, og pendulet begynder at svinge den anden vej.
Ikke desto mindre skal jeg hilse den nye dannelses-trend særdeles velkommen. Mens jeg mildt erindrer om, at der skal være mindst én meget lidt konfliktsky og meget fysisk tilstedeværende forælder til at påtage sig den alt andet end søde arbejdsopgave: Et barns tilegnelse af helt almindelig høflighed og helt almindelige færdigheder.

(trykt i Kristeligt Dagblad, den 23. juli 2004)