Dannelse er smørelse
Af Lone Nørgaard

Det skorter i stigende omfang på høflighed og almindelig dannelse i dette samfund. Det er i hvert fald min påstand, som jeg dagligt bliver bekræftet i i min omgang med især mennesker under 30.

Allerede i første sætning er jeg på tynd is, når jeg sætter høflighed og dannelse på fællesnævner. For om dannelsesbegrebet er der skrevet mange lærde og lange bøger, men jeg har nu tænkt mig i denne sammenhæng at springe over, hvor gærdet er lavest. Hvilket i øvrigt ikke altid er det dårligste sted at forcere en forhindring.

Jeg faldt nemlig over en avisrubrik på opslagstavlen på min arbejdsplads, der kort og præcist gav et bud på begrebet 'dannelse'. Desværre uden kildeangivelse, så jeg ved ikke, hvis copyright jeg anfægter, men her kommer i hvert fald definitionerne i redigeret form.

Almendannelse kaldes også almindelig dannelse. Den er almindelig, fordi den ikke har noget bestemt sigte, men kan bruges af den enkelte til at begå sig i samfundet i almindelighed. Almendannelse er fx den viden og indsigt, som eleverne får i gymnasiet om vigtige fagområder og videnskabers almene dele og er et udtryk for en slags fællesgods.

Dannelse kaldes også personlig dannelse eller social dannelse. Almendannelsen er grundlag for dannelsen, som tager udgangspunkt i individet og dets personlige præferencer. Den type dannelse fortsætter tilværelsen igennem ad forskellige spor.

Det var dannelsesrammen, som jeg nu har tænkt mig at udvide med dimensionen høflighed. Man kan nemlig ikke være høflig i betydningen 'i-stand-til-at-overholde-spilleregler-for-menneskeligt-samkvem' - uden samtidig i en eller andet forstand at være dannet alias formet på af voksne mennesker, der selv er i besiddelse af dannelse.

Derfor har min artikel fokus på den generelle socialisering af børn og unge, som for alt for manges vedkommende ikke har fået indlært basale kulturelle adfærdskoder og ordentlig omgangstone. Men begge dele smører nu så dejligt og bidrager til at kitte både grupper, fællesskaber og samfund sammen.

Den herskende misére har baggrund i, at dagens socialisering foregår efter hurra-ordene 'selvforvaltning' og 'ansvar-for-egen-læring'. Et af yndlingscredoerne lyder: Lad børnene og de unge gøre, hvad de har lyst til - det fører længst.

For at få credoet til at glide ned, syltes det ind i skysovsen 'frihed-under-ansvar'. Det mantra er bare helt i skoven, fordi konsekvensen er, at i første omgang forældrene - i anden omgang børneinstitutionerne og skolesystemet - godt kan glemme alt om at opdrage børn til, at der stadigvæk er forskel på lyst og pligt. Derfor er der virkelig grund til at råbe vagt i gevær, inden børneopdragelsen = tilpasning til at indgå i fællesskaber - glider endnu længere hen imod afgrunden.

Hvad bygger jeg den forståelse på? Jeg noterer mig, at stadig flere børn og unge er forfærdelige i deres mangel på basale sociale kompetencer. At det efterhånden er på en anden planet end jorden, at man holder døren for den, der kommer bagefter, så vedkommende ikke får knaldet den i hovedet, at man rejser sig op i bus eller tog for gravide kvinder og gamle mennesker, at man tier stille i klassen, når Birte har fået ordet, og at man ikke hverken efterlader eller smider sit affald på gulve, gader og stræder. For nu bare at give fire eksempler ud af et bjerg.

Børn og unge er uhyre sjældent forfærdelige fra naturens hånd. De er i de fleste tilfælde grufulde, fordi forældre og andre voksne har svigtet deres ansvar. Når børn ikke ved, hvordan de skal opføre sig, er det fordi de ikke har lært, hvordan man skal opføre sig. Og når tilstrækkeligt mange børn ikke har lært at te sig, er det også slut med, at børnene via gruppepresset kan tilegne sig adækvat adfærd. Derfor er jeg også så tæt ved at kaste håndklædet i ringen, som jeg nogen sinde før har været, når jeg vil slå til lyd for, at samfundets institutioner helt generelt må være med til at disciplinere børnene anderledes målrettet end i dag. Via pædagoger, lærere og hele det sociale system inklusiv det offentlige rum. Fordi forældrene ikke kan eller vil løfte opgaven, så længe begge er fuldtids på arbejdsmarkedet.

Det må være slut med, at der sidder børn i hver klasse i folkeskolen og ødelægger undervisningen med henvisning til blødsøden og misforstået rummelighed. Det må være slut med, at det vigtigste for mange gymnasiaster er efterårsfesten, julefrokosten og studie- (læs: druk-)turen til Rom. Og lektierne noget man læser, hvis man altså lige gider og kan nå det i forhold til flaskedrengsjobbet i Brugsen og kasse-tjansen i Netto. Det må være slut med på den ene side at have en anti-ryge- og anti-druk-politik i samfundet, og så alligevel lade stå til, når de unge ignorerer forbudene.

Frihedsbasunen må indimellem afløses af pligtfløjten. I en erkendelse af at livet for de allerfleste bliver sådan ca. 80% rugbrød og 20% lagkage. Derfor er og bliver opdragelse et spørgsmål om begrænsninger af frihed. I den forstand at hele den bevidste socialisering er en afvejning af, hvilke krav der kan stilles til et barn på et givet tidspunkt i dets udviklingsforløb, og hvornår man er nødt til at sige eller handle et Nej, det må du ikke - lig med grænsesætning. For nu at tale Freudsk: Hvornår skal det grænseløse lystprincip have lov til at herske, og hvornår er det nødvendigt at far/ mor eller pædagog-Camilla eller læreren sætter realitetsprincippet i sving: Nej, du kan ikke få lov til at gå ud at spille fodbold, før du har lavet dine regnestykker. Du gider ikke. OK - så må du blive inde, indtil du gider.

Frihed under ansvar, my ass. Når det at tage ansvar for sig selv og sine omgivelser er lige præcis dét, hele opdragelses-projektet i al sin kompleksitet gerne skulle ende med.
Når ansvar-for-egen-læring fløjen har haft så stor succes med sine flyvske floskler, skyldes det ikke mindst, at den har givet forældrene den perfekte mulighed for at unddrage sig det tunge ansvar som opdragere og grænsesættere. Lige hvad de har brug for i deres stressede dobbeltarbejdsliv. Det liv, som ikke levner plads til at påføre poderne ulyst i form af lektielæsning, pligter og ansvarlighed.

At lege sig til viden og færdigheder er blevet en hel trend i disse år, hvor sagkundskaben prøver at gøre dyd af nødvendighed: Børnene gider ikke læse lektier eller lave noget, der gør lidt ondt - hvad stiller vi op med det? Jo, de pædagogiske og psykologiske forskere med fast adresse på Mount Everest er leveringsdygtige i popsange, hvor omkvædet lyder på, at eleverne alene skal beskæftige sig med noget, de er engagerede i, for hvis man ikke er følelsesmæssigt engageret i noget, kan man ikke lære noget.

Crap. Hvad jeg ikke har lært ved at smække en vis kropsdel i sædet, smøge ærmerne op og forsømme forår……

Med mine synspunkter og denne artikel deltager jeg i en værdikamp. Mit mål er at dreje samfundsudviklingen væk fra børneparkering i institutionerne til en pædagogik, der med afsæt i først og fremmest forældreansvar styrker og udvikler børns mestring af dagligdagens krav og udfordringer. På kort såvel som på lang sigt. Denne mestring implicerer almendannelse, herunder indlæring af høflighedsformer.

Den indfaldsvinkel betyder ud med den såkaldte selvforvaltningspædagogik, der er så udbredt i børneinstitutionerne i dag, og som delvist fortsætter i skolen.

Selvforvaltningspædagogikken er en pædagogik, hvor de voksne skal træde i baggrunden og blande sig så lidt som muligt i børnenes aktiviteter. Det vil fx sige, at børnene selv bestemmer, hvornår de vil spise deres madpakke, fordi det opfattes som skadeligt, at man griber ind i børnenes leg for at samle alle til fællesspisning på et bestemt tidspunkt af dagen.
Den teori kommer til at fungere som sovepude for de fleste pædagoger og ledere, der bliver reduceret til opsynskvinder. Frem for målrettede pædagoger, der samler en gruppe af børn for at lave et bevidst obligatorisk og voksenstyret pædagogisk arbejde med dem.

Selvforvaltningspædagogikken taber en række børn på gulvet. Især de børn, der ikke bliver stimulerede hjemmefra, og de børn, der lider af adfærdsforstyrrelser eller handicap. I den frie struktur har de børn ikke noget at byde på. De bliver utrygge og reagerer med at blive aggressive eller indadvendte. Når de så møder op i skolen, er de stort set ikke mulige at undervise, for der er ikke noget fundament at bygge på.

Der bliver flere og flere af den slags børn i dag. En del af modstrategien lyder på en langt mere struktureret hverdag, som kunne indledes med at samle alle børn på deres stuer og beskrive for dem, hvad dagen skal gå med. På denne måde får børnene et overblik, som vil skabe tryghed for især de svage. Desuden skal der være tilbud om aktiviteter, som børnene i forskellige smågrupperinger skal deltage i. Hermed bliver også de 'dårlige' børn stimuleret og får en chance for at være med i socialt samvær med de 'gode' børn i stedet for på forhånd at blive fravalgt.

Jeg ved ikke, hvorfor voksne mennesker er blevet så bange for at påvirke børn. Hvis børnene skal bringe vores kultur og en dannelse videre, må de jo få den fra nogle voksne, som ved, hvad denne kultur og dannelse indeholder. De kan ikke få den fra hinanden…
Det betyder, at daginstitutionerne kommer til at tage et langt større socialt ansvar i dag, hvor stort set alle børn går i børnehave. I det omfang det ikke er muligt at tvinge forældrene til selv at tage sig ordentligt af deres børn - hvilket ellers er min hovedopskrift - så må daginstitutionerne tage over og bibringe de små nærhed, empati, socialisering og kultur. Med ét ord: Dannelse.

Daginstitutionerne må påtage sig deres del af ansvaret, men det er helt klart, at den opgave ikke kan løftes ordentligt med de ressourcer, der er til rådighed i dag både normeringsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Derfor skal de økonomiske midler inden for de næste 5-10 år omprioriteres fra behandling af socialt udsatte og skadede børn til forebyggelse i form af forbedrede institutioner. Det er billigere rent samfundsøkonomisk og bedre for flere børn.
Vægten skal flyttes fra parkering til pædagogik i form af systematisk indlæring af kvalifikationer og kompetencer. Som for eksempel daglig højtlæsning og fælles måltider, der fremmer henholdsvis evnen til at tie og lytte til andre og indlæring af bordskik. Med dette fundament, der fører til dannede børn, vil skolen også få langt bedre 'materiale' at arbejde videre med. Især hvis strategien kan gå hånd i hånd med en legitimering af, at voksne mennesker kan korrigere børn og unges uhensigtsmæssige adfærd i det offentlige rum.

Hovedgevinsten ud over mere velfungerende og selvkørende børn og unge: Jeg og andre på den anden side af de 40 vil nyde godt af samfundsmedlemmer, der både ved, hvordan man går ud og ind af en elevator og et S-tog, og hvordan man sender kyllingelårene videre ved middagsbordet.....

(trykt som kronik i Jyllands Posten 19. april 2003)