Det
europæiske kvindesyn
af
Lone Nørgaard
Helt
overordnet kan det europæiske kvindesyn koges ned til ligestilling.
Ligestilling mellem de to køn, som begge anses for at være
fuldgyldige samfundsborgere med samme rettigheder og pligter.
Moderne ligestilling drejer sig om at give både kvinder
og mænd mulighed for at udnytte deres evner optimalt og
realisere deres drømme. Køn er ikke mere (bare)
skæbne.
Europas værdigrundlag er forankret i verdslige samfund,
hvis hjørnestene er kapitalisme, demokrati, individualisme
– og ligestilling. De europæiske stater er baseret
på enkeltindividet m/k og på de personlige frihedsrettigheder,
herunder ytringsfrihed for begge køn. Kvinder er ikke mere
mænds ejendom og handelsvare. Tværtimod er de på
en række områder ved at overhale mændene indenom
i både uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
En af de største landvindinger i kvindefrigørelsens
lange historiske udviklingsproces frem mod ikke bare lige værdighed,
men formel og reel lige stilling har været, at det står
kvinder frit for, om de vil knytte deres liv til en mand. Som
selvforsørgende kan kvinder for første gang i verdenshistorien
stille sig selv det spørgsmål: Er der nogen speciel
lykke i at leve sammen med en mand? Var det ikke meget bedre at
leve alene og så i de unge år have en mand til lyst
og som legekammerat - uden sure sokker og idelige slagsmål
om opvasken? Eller at satse på at bo sammen med en anden
kvinde eller i et kønsblandet kollektiv, hvor medlemmerne
kunne tage sig af de reproduktive funktioner i fællesskab
og af hinanden og eventuelle børn?
Hvis svaret er: Ja, jeg vil gerne danne par/giftes, så er
det igen kvindens eget valg. Ikke bare at indgå ægteskab,
men også at bestemme hvem partneren skal være. Hun
kan også senere omgøre beslutningen og lade sig skille,
hvis mand og parforhold viser sig ikke at leve op til forventningerne.
I den forbindelse vil det som oftest og med rette være mor
og ikke far, der får børnene. Af den enkle grund
at mor i de fleste tilfælde har udført hovedparten
af omsorgsarbejdet.
Både i og uden for ægteskabet har kvinden rådighed
over sin egen krop. Det gælder seksuelt, og det gælder
i spørgsmålet om, hvorvidt hun vil have børn.
Vælger hun børn til, bestemmer hun som hovedtendens
selv hvor mange.
Kvinder kan rent fysisk bevæge sig, hvorhen de vil. Alene
eller i selskab med andre. Såvel gifte som ugifte kvinder
omgås ubesværet mænd både på arbejdspladsen,
i familien og i det offentlige rum. Kvinder bestemmer også
selv, hvordan de vil gå klædt, og hvordan de vil agere,
så længe adfærden befinder sig inden for lovens
rammer. De er på godt – men også på ondt
- sat fri. På ondt fordi træerne ikke vokser ind i
himlen: Vold(tægt), ufrivillige skilsmisser / enlige mødre,
rodløshed, ængstelighed og ensomhed hører
også med til fortællingen om frigørelse.
Hvordan harmonerer europæiske kvinders udstrakte frihed
og selvbestemmelsesret med kvindesynet hos de mange indvandrere
fra ikke-vestlige lande? På baggrund af de seneste 30 års
integrationsfallit lyder det entydige svar: Dårligt.
Disharmonien kommer først og fremmest til udtryk i de grupper,
som enten ikke magter eller pure afviser at pakke kufferten ud
fra hjemlandet. De er fanget ind i det dilemma, som opstår,
når en slægts- og klanbaseret, patriarkalsk kultur
med traditionelle og religiøst funderede kønsroller
og æresbegreber møder de sekulære samfund og
den individbaserede modernitet. U-samtidigheden er markant. Den
kultur, traditionalisterne medbringer, er ikke bare et slør,
men et helt værdisæt, som tilhængerne bekender
sig til og lever efter. Det sker i parallelsamfund, hvor mange
vælger at leve i overensstemmelse med islamiske sharia-love,
som sættes over lovgivningen i deres nye land. Eller rettere:
Mændene vælger. Kvinderne har lidt eller intet at
skulle have sagt, hvilket både de og deres børn lider
under.
Kvindesynet og kvindeundertrykkelsen i brede indvandrergrupper
er skridt for skridt blevet afdækket i bøger, artikler,
tv- og radioprogrammer. I dag ved enhver, som orienterer sig i
andet end Anders And, at den multikulturelle utopi netop er –
en utopi: Det er ikke bare et spørgsmål om tid og
et par generationer, før nydanskere, nyhollændere
og nyfranskmænd etc. overtager europæiske værdier
hentet i den græske filosofi, romerretten, kristendommen
og oplysningstiden. Hvor grelt det står til, dokumenteres
på forbilledlig vis i Hege Storhaugs bog Men størst
af av alt er friheten (2006). Med udgangspunkt i det norske samfund
dokumenterer hun, hvordan en fejlslagen integrationspolitik sammenkædet
med familiesammenføringer = visum-til-Vesten sætter
den individuelle frihed og demokratiet under pres i Europa. Stadig
flere piger og kvinder ifører sig tørklæde.
Homoseksuelle forfølges. Antallet af grove voldtægter
øges. Ytringsfriheden trues af selvcensur og trusler. Islamismen,
den politisk-totalitære udgave af islam, breder sig, også
blandt tredjegenerationsindvandrere. Og begreber, som vi troede,
var en saga blot, har fået nyt liv på vores breddegrader:
Kønslemlæstelse af piger, tvangsægteskab, påklædningskodeks,
udstødelse af familien og kvindelikvidering.
Undertrykkelsen antager mange former: Kvinderne isoleres, forholdes
information og sprogundervisning, indespærres eller holdes
under opsyn. De udsættes for vold, både fysisk og
i form af trusler på livet. For kønsgrænserne
skal overholdes, og de kvinder, som ikke vil rette ind, lever
livet farligt. Kvindesynet retfærdiggør nemlig straf
af de piger og kvinder, hvis opførsel falder uden for de
islamiske love og bestemmelser. Det er et kvindesyn, som giver
mænd ret til og mulighed for at kontrollere kvinder og bestemme
over deres liv. Volden mod "ulydige" kvinder legitimeres
af, at kvindernes seksualitet og beskyttelse af pigernes dyd før
ægteskabet er en pligt for de mandlige familiemedlemmer.
Kan islam forenes med et moderne menneskes værdier og det
europæiske kvindesyn? Ja, mener forfatteren Irshad Manji
i bogen Problemet med islam (2005). Hun er muslim og overbevist
om, at det er muligt at finde en vej frem. Hun er selv klar med
et bud på en reformation af islam, der forudsætter,
at muslimer lægger offermentaliteten på hylden og
tager ansvar for eget liv. Styrkelsen af kvinder, viden og frihed
er tre nøgleenergier i den proces - en proces, der er snævert
sammenhængende med et opgør med Koranen som Guds
ord frem for en tekst, der kan fortolkes og tilpasses moderniteten.
Jeg er mere pessimistisk. I hvert fald er det sidste udkald, hvis
velfærdsstaterne skal overleve. ’Det åbne samfund’
har vist sig sårbart over for totalitære og religiøse
kræfter, der udnytter traditionelt indstillede (mandlige)
indvandreres modstand mod og utilpashed ved moderniteten.
Men traditionalisme og religionsfrihed står ikke over individuel
frihed og ligestilling. Det er krumtappen i det europæiske
– ikke bare kvindesyn – men menneskesyn.
Lone
Nørgaard, lektor, cand.mag og voksenunderviser. Arbejder
som foredragsholder, freelance-skribent og anmelder. Forfatter
til bøgerne Sex, løgn og kvinder (1993), Børn,
løgn og kvinder (2001) og Aktiv selvhjælp –
et forsvar for aktiv dødshjælp (2002). Medredaktør
af og bidragyder til antologien Storm over Europa. Islam –
fred eller trussel? (2006)
(Trykt i debatbogen ’Europas værdier
og rolle i verden’ (2007).