Det europæiske kvindesyn
af Lone Nørgaard

Helt overordnet kan det europæiske kvindesyn koges ned til ligestilling. Ligestilling mellem de to køn, som begge anses for at være fuldgyldige samfundsborgere med samme rettigheder og pligter. Moderne ligestilling drejer sig om at give både kvinder og mænd mulighed for at udnytte deres evner optimalt og realisere deres drømme. Køn er ikke mere (bare) skæbne.
Europas værdigrundlag er forankret i verdslige samfund, hvis hjørnestene er kapitalisme, demokrati, individualisme – og ligestilling. De europæiske stater er baseret på enkeltindividet m/k og på de personlige frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed for begge køn. Kvinder er ikke mere mænds ejendom og handelsvare. Tværtimod er de på en række områder ved at overhale mændene indenom i både uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
En af de største landvindinger i kvindefrigørelsens lange historiske udviklingsproces frem mod ikke bare lige værdighed, men formel og reel lige stilling har været, at det står kvinder frit for, om de vil knytte deres liv til en mand. Som selvforsørgende kan kvinder for første gang i verdenshistorien stille sig selv det spørgsmål: Er der nogen speciel lykke i at leve sammen med en mand? Var det ikke meget bedre at leve alene og så i de unge år have en mand til lyst og som legekammerat - uden sure sokker og idelige slagsmål om opvasken? Eller at satse på at bo sammen med en anden kvinde eller i et kønsblandet kollektiv, hvor medlemmerne kunne tage sig af de reproduktive funktioner i fællesskab og af hinanden og eventuelle børn?
Hvis svaret er: Ja, jeg vil gerne danne par/giftes, så er det igen kvindens eget valg. Ikke bare at indgå ægteskab, men også at bestemme hvem partneren skal være. Hun kan også senere omgøre beslutningen og lade sig skille, hvis mand og parforhold viser sig ikke at leve op til forventningerne. I den forbindelse vil det som oftest og med rette være mor og ikke far, der får børnene. Af den enkle grund at mor i de fleste tilfælde har udført hovedparten af omsorgsarbejdet.
Både i og uden for ægteskabet har kvinden rådighed over sin egen krop. Det gælder seksuelt, og det gælder i spørgsmålet om, hvorvidt hun vil have børn. Vælger hun børn til, bestemmer hun som hovedtendens selv hvor mange.
Kvinder kan rent fysisk bevæge sig, hvorhen de vil. Alene eller i selskab med andre. Såvel gifte som ugifte kvinder omgås ubesværet mænd både på arbejdspladsen, i familien og i det offentlige rum. Kvinder bestemmer også selv, hvordan de vil gå klædt, og hvordan de vil agere, så længe adfærden befinder sig inden for lovens rammer. De er på godt – men også på ondt - sat fri. På ondt fordi træerne ikke vokser ind i himlen: Vold(tægt), ufrivillige skilsmisser / enlige mødre, rodløshed, ængstelighed og ensomhed hører også med til fortællingen om frigørelse.
Hvordan harmonerer europæiske kvinders udstrakte frihed og selvbestemmelsesret med kvindesynet hos de mange indvandrere fra ikke-vestlige lande? På baggrund af de seneste 30 års integrationsfallit lyder det entydige svar: Dårligt.
Disharmonien kommer først og fremmest til udtryk i de grupper, som enten ikke magter eller pure afviser at pakke kufferten ud fra hjemlandet. De er fanget ind i det dilemma, som opstår, når en slægts- og klanbaseret, patriarkalsk kultur med traditionelle og religiøst funderede kønsroller og æresbegreber møder de sekulære samfund og den individbaserede modernitet. U-samtidigheden er markant. Den kultur, traditionalisterne medbringer, er ikke bare et slør, men et helt værdisæt, som tilhængerne bekender sig til og lever efter. Det sker i parallelsamfund, hvor mange vælger at leve i overensstemmelse med islamiske sharia-love, som sættes over lovgivningen i deres nye land. Eller rettere: Mændene vælger. Kvinderne har lidt eller intet at skulle have sagt, hvilket både de og deres børn lider under.
Kvindesynet og kvindeundertrykkelsen i brede indvandrergrupper er skridt for skridt blevet afdækket i bøger, artikler, tv- og radioprogrammer. I dag ved enhver, som orienterer sig i andet end Anders And, at den multikulturelle utopi netop er – en utopi: Det er ikke bare et spørgsmål om tid og et par generationer, før nydanskere, nyhollændere og nyfranskmænd etc. overtager europæiske værdier hentet i den græske filosofi, romerretten, kristendommen og oplysningstiden. Hvor grelt det står til, dokumenteres på forbilledlig vis i Hege Storhaugs bog Men størst af av alt er friheten (2006). Med udgangspunkt i det norske samfund dokumenterer hun, hvordan en fejlslagen integrationspolitik sammenkædet med familiesammenføringer = visum-til-Vesten sætter den individuelle frihed og demokratiet under pres i Europa. Stadig flere piger og kvinder ifører sig tørklæde. Homoseksuelle forfølges. Antallet af grove voldtægter øges. Ytringsfriheden trues af selvcensur og trusler. Islamismen, den politisk-totalitære udgave af islam, breder sig, også blandt tredjegenerationsindvandrere. Og begreber, som vi troede, var en saga blot, har fået nyt liv på vores breddegrader: Kønslemlæstelse af piger, tvangsægteskab, påklædningskodeks, udstødelse af familien og kvindelikvidering.
Undertrykkelsen antager mange former: Kvinderne isoleres, forholdes information og sprogundervisning, indespærres eller holdes under opsyn. De udsættes for vold, både fysisk og i form af trusler på livet. For kønsgrænserne skal overholdes, og de kvinder, som ikke vil rette ind, lever livet farligt. Kvindesynet retfærdiggør nemlig straf af de piger og kvinder, hvis opførsel falder uden for de islamiske love og bestemmelser. Det er et kvindesyn, som giver mænd ret til og mulighed for at kontrollere kvinder og bestemme over deres liv. Volden mod "ulydige" kvinder legitimeres af, at kvindernes seksualitet og beskyttelse af pigernes dyd før ægteskabet er en pligt for de mandlige familiemedlemmer.
Kan islam forenes med et moderne menneskes værdier og det europæiske kvindesyn? Ja, mener forfatteren Irshad Manji i bogen Problemet med islam (2005). Hun er muslim og overbevist om, at det er muligt at finde en vej frem. Hun er selv klar med et bud på en reformation af islam, der forudsætter, at muslimer lægger offermentaliteten på hylden og tager ansvar for eget liv. Styrkelsen af kvinder, viden og frihed er tre nøgleenergier i den proces - en proces, der er snævert sammenhængende med et opgør med Koranen som Guds ord frem for en tekst, der kan fortolkes og tilpasses moderniteten.
Jeg er mere pessimistisk. I hvert fald er det sidste udkald, hvis velfærdsstaterne skal overleve. ’Det åbne samfund’ har vist sig sårbart over for totalitære og religiøse kræfter, der udnytter traditionelt indstillede (mandlige) indvandreres modstand mod og utilpashed ved moderniteten.
Men traditionalisme og religionsfrihed står ikke over individuel frihed og ligestilling. Det er krumtappen i det europæiske – ikke bare kvindesyn – men menneskesyn.

Lone Nørgaard, lektor, cand.mag og voksenunderviser. Arbejder som foredragsholder, freelance-skribent og anmelder. Forfatter til bøgerne Sex, løgn og kvinder (1993), Børn, løgn og kvinder (2001) og Aktiv selvhjælp – et forsvar for aktiv dødshjælp (2002). Medredaktør af og bidragyder til antologien Storm over Europa. Islam – fred eller trussel? (2006)

(Trykt i debatbogen ’Europas værdier og rolle i verden’ (2007).