Dialog er ikke altid mulig
Af Lone Nørgaard

Dialog-dialog synges der i denne tid. Altså bortset fra hvor der råbes, skriges og brændes flag af.

Men i takt med at dette absurde teater om Muhammed-tegninger og undskyldninger udvikler sig i en fuldstændigt grotesk spiral, går det forhåbentlig op for stadig flere, at dialog ikke altid er vejen frem.

Dialog og konsensus, som hos ’os’ er noget positivt, vil i den arabiske verden ofte blive betragtet som et svaghedstegn. En venlig og imødekommende og åben adfærd over for en modstander i en konflikt regnes ikke for en styrke, men for svaghed. Som lægger op til, at nu kan den stærkeste for alvor slå til. Lad mig citere fra en kommentar om salami-taktik af Tina Magaard, ph.d. forskningsassistent på Statskundskab, Aarhus Universitet, som i nøddeskalsform illustrerer problemstillingen:

”Islamisk Trossamfund følger troligt den salamitaktik, profeten selv benyttede over for vantro: Først fremprovokerer man en konflikt, som man eskalerer ud over, hvad de vantro kunne have forestillet sig. Så giver man sig selv rollen som forsoneren med den fremstrakte hånd for at opnå indrømmelser, som de vantro ellers aldrig ville have accepteret.

Islamisk Trossamfund præciserer i den konkrete sag, at »striden kan bilægges, HVIS...”. Dette "hvis" implicerer, at det ikke drejer sig om forsoning for forsoningens skyld, men om, at modparten skal flytte sig i forhold til sit udgangspunkt og altså begynde at acceptere det mønster, som ifølge islam skal være gældende.”

På den baggrund og med den (nye) forståelse af nogle væsentlige kulturkløfter, skal ’vi’ ikke gå på kompromis. Vi skal – fremover! - stå urokkeligt fast, hvis vi da vel at mærke har lyst til fortsat at leve i et demokrati, hvor ytringsfriheden ikke er blevet ædt op af selvcensur.

(Trykt i Berlingske Tidende den 7. februar 2006).