Domstole fælder også domme på skøn
Af Lone Nørgaard

I et interview d. 2.8 under overskriften Lykketoft garanterer stramning udtaler Mogens Lykketoft (ML) bl.a. følgende: ””24-årsreglen skal ubetinget og uden nogen mulig tvivl administreres, så den lever op til regeringens løfte om at overholde internationale aftaler Jeg mener i øvrigt, at det vil være velgørende - hvis der er nogen tvivl - at den afklares ved retssager,” siger Mogens Lykketoft (…)”
På det opfølgende spørgsmål: Men er det ikke noget mærkeligt noget at lade sin politik afgøre ved domstolene? svarer ML: ”Næ. Det synes jeg ikke. Politikken fastlægges ikke ved domstolene. Men de kan svare på spørgsmålet, som det kan være svært at gennemskue, om der er konflikt på nogle hjørner af denne lovgivning. Dette kan afgøres ved retssager,” siger Mogens Lykketoft.
Man kan være enig eller u-enig med Lykketoft i den betragtning. Men det er væsentligt at gøre sig nogle konsekvenser af MLs position klart: Når der fældes dom i retssager, bliver dommene fældet af mennesker, der selvfølgelig har et politisk ståsted. Fortolkningen af loves ordlyd er aldrig ’ren’ eller objektiv - og det kan ikke være anderledes. Men når dommene er fældet, kan dommerne ikke senere stilles til regnskab for deres fortolkninger. Hvilken instans skulle gøre det? Det er jo netop indbygget i tredelingen af magten, at dommerne skal være uafhængige, hvilket imidlertid ikke er en trylleformular til neutralitet/objektivitet.
Dommere adskiller sig således fra politikere, der skal stå til ansvar for deres handlinger og beslutninger/fortolkninger ved førstkommende valg. Det modsatte synspunkt af MLs vil slå på, at fortolkningen af et givet lovkompleks må bringes til veje i en demokratisk proces, hvor parlament/folketing og folk er i dialog med hinanden igennem den offentlige debat. Hvor loves fortolkninger (praksis) står til forhandling og bliver afgjort processuelt. Hvis parlamentet skal bøje sig for domstolenes fortolkninger, har domstolene fået en magt, som er medvirkende til at sætte den politisk-demokratiske proces ud af kraft. Der hersker nemlig så ikke mere ligeværdighed mellem parlament og domstole, for domstolene er på forhånd blevet tildelt forrang i fortolkningskampen.
Domstole er ikke demokratisk repræsentative. Alligevel ønsker ML-positionen at tilkende domstole magt til at træffe afgørelser på hele samfundets vegne, uden at dommerne efterfølgende kan stilles til ansvar for deres holdninger ved politiske valg.
Sagen er imidlertid i sin kerne, at enhver – politiker, dommer, lægmand – der foretager en afgørelse, må basere sin kendelse på et skøn, og det skøn vil altid være politisk. Også selv om det nok så meget foretages af en domstol.


(trykt i Jyllands Posten den 11. august 2004)