Kan drab forsvares?
Af Lone Nørgaard

Denne kronik er et indlæg i debatten om aktiv dødshjælp. Eller 'aktiv selvhjælp', som jeg har døbt begrebet om til. Dermed har jeg også gjort min egen holdning klar: Jeg går ind for en afkriminalisering.
I Danmark er det kriminelt at tage en syg persons liv, selv om det sker på den lidendes eget initiativ. Kriminaliseringen af aktiv dødshjælp er en kendsgerning til trods for, at der gives en række andre situationer, hvor samfund ser anderledes på dét at tage liv. Drab er ikke altid og pr. definition uacceptabelt og strafværdigt. Det mener fx filosoffen Jonathan Glover. Han argumenterer for, at der gives situationer, hvor det er rigtigt at tage menneskeliv, hvilket er det samme ærinde, jeg er ude i.
I sin bog Spørgsmål om liv og død skriver Jonathan Glover:

"Mange af os mener, det er forkert at slå mennesker ihjel. Nogle mener, det er forkert under alle omstændigheder, mens andre mener, at under særlige omstændigheder (for eksempel i en retfærdig krig eller i selvforsvar) er visse former for drab berettiget. Men selv de, der ikke synes, at det at slå ihjel altid er forkert, plejer at mene, at det kræver en særlig begrundelse. Antagelsen er den, at det at slå ihjel kan i bedste fald kun begrundes, hvis det forhindrer et større onde." (s. 29)

Glover præsenter her to uforenelige grundanskuelser. Den ene holdning tager udgangspunkt i princippet om livets ukrænkelighed. 'Livets ukrænkelighed' har det grundlag, at livet er Gudgivet og derfor ukrænkeligt. Den anden holdning har som sit fundament, at lidelse er uønsket, og der gives situationer, hvor dét at slå ihjel kan betyde en begrænsning af lidelse. At begrænse lidelse er efterstræbelsesværdigt.
Hvis man anser livet for helligt og ukrænkeligt, så får man problemer med at forklare, hvorfor provokeret abort er forkert, men at slå mennesker ihjel i krig er i orden. Der er tydelig inkonsekvens.
Provokeret abort og krig er ikke de eneste eksempler på drab, hvor de to grundholdninger vil kunne støde sammen. En liste over drabstyper kunne omfatte: Abort, attentat, barnedrab, henrettelse, krig, medlidenhedsdrab efter eget ønske, medlidenhedsdrab - uopfordret,
selvforsvar, selvmord.
'Drab' forstår jeg som 'afbrydelse af liv', der uden indgriben ville være fortsat. I det følgende vil jeg ved hjælp af Glover diskutere, hvad liv er, og hvordan vi skal definere liv.
Det er selvfølgeligt muligt at tale om liv fuldstændigt abstrakt, men dermed også upræcist. For hvis der ved liv alene forstås en eller anden form for ikke-målrettet livsdrift, så må den logiske konsekvens være, at vi ophører med enhver skelnen mellem mennesker og dyr og mennesker og planter. Vi måtte holde op med at spise dyr, for det ville kunne sidestilles med kannibalisme. Vi måtte ligeledes holde op med at spise gulerødder, fordi også planter har en livsdrift i sig. Hvilket viser sig ved, at de søger op mod sollyset. Men når vi taler om liv er det i denne sammenhæng menneskeliv, vi taler om.
I den forbindelse må vi skelne mellem forskellige former for menneskeliv. En forenet æg- og sædcelle er således allerede i sin tidligste vorden 'menneskeliv', forstået som medlem af arten homo sapiens. Alligevel vil et flertal i vores del af verden mene, at vi her ikke har at gøre med et menneske. Det tidlige foster har således ikke nogen ubetvivlelig ret til at leve. Der må altså være nogle egenskaber til stede hos eller i et menneske, der tilfører det denne ret, og som gør det forkert at slå den pågældende ihjel. Glover taler i den forbindelse om, at det ikke er nok at være medlem af arten homo sapiens, men at individet skal kunne opfattes som og opfatte sig selv som 'en person'.
Men hvad er en person? Man har opereret med forskellige grænser, der er blevet sat ved a) Undfangelsen, b) Levedygtighed, c) Fødslen, d) Senere.
Ad a) Argumentet imod at undfangelse skal være kriterium for, hvornår man bliver en person, er, at det befrugtede æg er vidt forskellig fra det, vi normalt regner for en person. Det befrugtede æg er lige så lidt en person, som et korn er et hvedeaks.
Ad b) Levedygtighed, det tidspunkt hvor barnet kan overleve uafhængigt af moderen, kan ikke placeres på en entydig grænse. Den er variabel og rykker sig ikke mindst i forhold til den seneste teknologiske udvikling.
Ad c) Nogen vil måske mene, at det oplagt at sætte fødslen som en præcis grænse. Men vi får et problem, for der er ingen tydelig grænse mellem fosteret på de sene stadier i svangerskabet og for tidligt fødte børn.
Ad d) Glovers definition på en person kan ikke sættes til et bestemt tidspunkt hverken under svangerskabet, ved fødslen eller umiddelbart efter. At være en person fordrer som minimum, at centralnervesystemet er dannet og færdigudviklet, således at barnet udviser en adfærd, der antyder bevidsthed.
Den grænse, jeg selv bekender mig til, er den sidstnævnte.

Ifølge Glover bør 'spørgsmålet om at slå ihjel' - at dræbe personer - tage afsæt i følgende forhold: a) Den pågældende persons autonomi, b) Det omfang hans liv er leveværdigt, c) De virkninger afgørelsen har for andre mennesker.

Ad a) Det første forhold drejer sig om en indvending mod at slå ihjel, hvor man ser stort på vedkommendes autonomi, hvis han foretrækker livet. Givet at menneskets selvbestemmelsesret enten bør respekteres, eller er af væsentlig betydning for hans livskvalitet, og som sådan ikke må krænkes.
Ad b) Det andet forhold drejer sig om, at det er forkert at ødelægge et leveværdigt liv. Hvis en person ud fra sit eget indre perspektiv har livskvalitet, vil et drab på ham ødelægge hans liv.
Hvad der er det leveværdige liv kan ikke afgøres objektivt. Det er imidlertid ikke helt umuligt at indkredse en række træk, der karakteriserer det gode liv. Det gode liv vælger jeg at definere som et liv, der i mindst 50% af den vågne tilstand er fri for dårlige og smertefulde stunder. Jeg er klar over, at det er en subjektiv tolkning. Måske ville Van Gogh leve med lidelser, der fyldte 85 % af hans liv, fordi lidelserne var forudsætning for, at han kunne skabe sin malerkunst.
Jeg afviser heller ikke, at handicappede netop i kraft af deres handicap vil kunne udnytte nogle talenter, der ellers ikke ville være kommet til udfoldelse. Men jeg vil hævde, at det alt andet lige må være bedre at være et normalt fysisk fungerende menneske end et menneske udstyret med svære handicap.
Vil nogen afvise denne påstand med henvisning til, at al liv er lige værdifuldt, må jeg stille spørgsmålet: Hvis du kunne vælge mellem at sætte et barn i verden, der er skadet af alkohol, eller at sætte et ikke-skadet barn i verden, fordi du er kommet ud af dit alkoholmisbrug, hvad vælger du så?
Jeg er ikke i tvivl om, at en hvilken som helst person givet valget ville vælge det ikke-handicappede barn af hensyn til barnets formodede større livskvalitet.
Hvis vi holdt fast i, at alt liv er (lige) godt, så ville det også være det samme som at sige ja til, at alle ikke-normale fostre skulle leve. Det ville også betyde, at lægevidenskaben skulle sætte alt ind på at redde et foster fra spontan abort. Også hvor den spontane abort er udløst af defekter, hvad man af erfaring ved, at den ofte er.
Ad c) Det tredje forhold drejer sig om, hvad afgørelsen betyder for andre mennesker. Dels de der skal drage omsorg for et stærkt lidende menneske, dels hensynet til andre (lidende?) mennesker, der måske kunne frygte for deres eget liv. Også aspektet 'optimering af samfundets ressourcer' må medtænkes.

En diskussion om aktiv selvhjælp har ikke mindst afsæt i ovenstående definitioner og betragtninger om liv og person. Hvad der på denne baggrund taler tungtvejende til forsvar for frivillig eutanasi (medlidenhedsdrab) ligger i en kombination af 1) respekt for dét personen vil, 2) autonomien hos den der beslutter sig for eutanasi, 3) et klart rationelt grundlag for selve beslutningen.
Måske vil idealsamfundet en dag oprinde, hvor det bliver muligt at behandle alle dødeligt syge så godt, at ingen kræver eutanasi. Men endnu er det kun et uopnåeligt ideal, hvor de gamle bliver flere og flere, og opofrende familiemedlemmer og dermed plejepersoner færre og færre. Derfor er der heller ikke grund til at nægte de patienter eutanasi, der er tvunget til at dø under langt mindre behagelige omstændigheder end på fx hospicer. I alle tilfælde er det ikke særlig respektfuldt at fortælle døende, at plejen er så god, at det ikke er nødvendigt at tilbyde dem mulighed for eutanasi. Det ville være mere respektfuldt at lovliggøre eutanasi og lade patienterne selv afgøre, om deres lidelser er uudholdelige. Eller om de blot ikke mere magter at tage tilværelsen på sig.
En afklaring i forhold til aktiv selvhjælp må nødvendigvis tage udgangspunkt i, at det er umuligt at være entydigt for eller entydigt imod. Verden er som altid grågrumset, ikke sort-hvid, og der er vægtige argumenter på begge sider. Modstanderne af aktiv selvhjælp slår især på, AT muligheden for aktiv dødshjælp risikerer at presse beslutningen igennem hos patienter, der f.eks. føler, de er til besvær for deres omgivelser, fordi de er syge. AT et ønske om aktiv dødshjælp højst sandsynligt ofte vil komme fra personer, der ikke kan holde ud af se deres kære have det dårligt. AT læger ikke skal tvinges til at stå med magten til at tage et menneskes liv. Gode og vigtige argumenter, men for mig er argumenterne for eutanasi med årene kommet til at veje tungere end argumenterne imod.

Så ja. Der gives situationer, hvor drab kan forsvares.

Lone Nørgaard udgiver d. 26. august bogen "Aktiv selvhjælp - et forsvar for aktiv dødshjælp" på forlaget Fremad.

(trykt som kronik i Kristeligt Dagblad, mandag d. 26. august 02)