Et etisk råd uden jordforbindelse
Af Lone Nørgaard
Torsdag d. 13. november barslede Det Etiske Råd med en ny rapport
om dødshjælp. Den afløser Dødshjælp?
en redegørelse fra 1996, som anbefalede, at det gældende
forbud mod aktiv dødshjælp blev opretholdt.
Som tilhænger af aktiv dødshjælp imødeså
jeg ikke den nye rapport med større forventninger. For det første
var titlen Eutanasi - lovliggørelse af drab på begæring?
et temmelig klart signal om udfaldet. For det andet viste det sig, at
konklusionen havde været nærmest draget på forhånd,
i og med at Rådet tog udgangspunkt i følgende begrebsdefinition:
"Eutanasi består i, at en læge tager livet af en svært
lidende og evt. døende patient, der anmoder lægen herom."
(s.7, min fremhævning). En definition, som giver associationer
til at placere lægen i kategorien '(ond) drabsmand'.
Værdidiskussioner, moralske debatter og politiske spørgsmål
afgøres sjældent alene af sund fornuft og efter princippet
lad-de-bedste-argumenter-sejre. 'Vinderne' er dem, som er i stand til
at sætte dagsordenen for, på hvilken måde og i hvilket
sprog deltagerne taler om de forskellige problemer. I min bevidsthed
skabes et ganske andet billede af eutanasi, hvis aktiv dødshjælp
oversættes til det, som det i bund og grund er: Aktiv selvhjælp.
Hermed associeres til et handlende menneske, der aktivt bestemmer over
egen livssituation, og som afviser at befinde sig i en offerrolle. Oversættes
eutanasi derimod til 'aflivning', som Det Etiske Råd har valgt,
er jeg sikker på, at jeg ikke er den eneste, der får et
umælende offer frem på nethinden.
Modstanderne af aktiv selvhjælp har domineret debatten. Som det
da også skete på den høring, der fandt sted på
Christiansborg i forbindelse med præsentationen af den nye rapport.
Såvel det fremlagte materiale som de indbudte oplægsholdere
havde en klar hældning i retning af nej-til-eutanasi. Rådet
og de fleste oplægsholdere var 'på livets side', hvor muligheden
for aktiv dødshjælp blot vil 'skabe et indirekte pres på
patienten og de pårørende til at vælge eutanasi'.
Og dét, vi i stedet skal have, er 'smertelindrede behandling',
'medmenneskelighed' og 'omsorg'.
Det er svært at være uenig, men kun så længe
debatten foregår på diskussionsplanet. Det er imidlertid
nødvendigt at levere modargumenter til den næstekærlighedsretorik,
der frister stadig trangere kår på praksisplanet på
sygehuse og plejehjem. Ramt som institutionerne er af personalemangel,
nedskæringer og uhensigtsmæssige arbejdsgange.
Det er mig lidt af en gåde, at samtlige Det Etiske Råds
17 medlemmer viste sig at være imod en legalisering. Sidste gang
var der dog en enkelt opponent, der afgav mindretalsudtalelse. Men måske
hænger den enstemmige anbefaling sammen med, at Rådets debat
er forankret i et ikke-eksisterende samfund med opofrende pårørende,
tilstrækkeligt med hospice-pladser og nok sygeplejersker? Frem
for i det virkelige liv med dets virkelige hospitaler, dets virkelige
alderdomshjem og dets virkelige mangel på omsorg for gamle og
svage.
Modstandere af dødshjælp plæderer igen og igen for
palliativ (smertelindrende) behandling, der skal give bedre pleje til
alle, således at eutanasi slet ikke kommer på programmet.
Det er en smuk, men desværre - meget desværre - urealistisk
løsning på grund af manglende økonomiske og menneskelige
ressourcer.
Beklageligvis skorter det på kærlige og omsorgsfulde pårørende
med tid til overs. Ikke mindst fordi det store flertal af kvinder er
på arbejdsmarkedet og i forvejen er ved at gå op i sømmene
over dobbeltarbejdet. Og der mangler hænder til den rent fysiske
pleje. Hvortil kommer, at sygeplejersker og andet personale er professionelle
og ikke leverandører i kærlighed. Hvilket ikke bare ville
være dybt urimeligt at afkræve dem, men også dumt,
fordi et sådant krav ikke lader sig imødekomme.
Og hvad i øvrigt, hvis den lidende eller døende har været
et usympatisk menneske? Hvis han fx ikke har været i stand til
at holde på sin kone, eller konen er død, og der ikke er
nogen børn til at gå ind og støtte ham? Eller børnene
har ikke lyst til at tage sig af ham, fordi han aldrig selv har gidet
yde noget for andre? Så er der ikke engang en enkelt kærlig
pårørende at trække bare lidt på.
Jeg går derfor ind for to-bens-modellen. På den ene side
virke for at familierne tager sig så meget af deres gamle og døende
som muligt, så det offentlige og familien i forening kan lindre
den sidste vej. Og helst med det resultat, at den gamles lyst til at
forblive i live overstiger ulysten og lidelserne. På den anden
side bør det erkendes, at denne udvej ikke er realistisk eller
ønskelig for alle. Familierne går i retning af at blive
mindre og mindre og hverken kan eller vil tage det samme ansvar som
tidligere. Det sociale ansvar er også på tilbagetog. Atomiseringen
vokser især i byerne, hvad bl.a. dødsannoncer med efterlysning
af eventuelle pårørende er et tydeligt signal om.
Der kan ikke være to meninger om, at denne udvikling er både
utiltalende og sørgelig, men vi fjerner ikke ubehaget blot ved
at lukke øjnene for kendsgerningerne. Det hjælper ikke
at sige hospicer, hvor hospicer ikke er.
Desuden vil jeg rejse spørgsmålet, om hvorfor mit (menneske)liv
er mindre værd end en hunds?
For mindre-værdet er et faktum, sådan som lovgivningen ser
ud nu. Hvis min hund efter et godt og langt liv i kærlighed og
omsorg bliver uhelbredeligt syg, tager jeg den nemlig til dyrlægen
og får den aflivet. Jeg sidder med dens hoved i mit skød,
mens den får et beroligende middel, der får den til at sove
ind. Når den sover trygt og godt, får den en dødbringende
indsprøjtning og glider ind i evigheden. Behandlede en hundeejer
ikke sit kæledyr på denne vis, ville han blive udnævnt
til dyrplager.
Hvorfor skal et menneske behandles ringere end min hund? Hvorfor kan
en læge ikke få lov til at udøve den samme barmhjertighedsgerning
over for min gamle, smerteplagede mor, som en dyrlæge kan udøve
over for en hund?
Og skulle der mangle læger til at udføre handlingen - hvad
jeg tvivler på - ligger der en løsning i Jack Kevorkians
selvmordsmaskine, hvor den lidende hele vejen igennem selv styrer forløbet
og kan afbryde processen når som helst.
Hvad der taler tungtvejende til forsvar for aktiv dødshjælp
ligger i en kombination af 1) respekt for dét personen giver
udtryk for, at han eller hun vil, 2) autonomien hos den der beslutter
sig for eutanasi, 3) et klart rationelt grundlag for selve beslutningen.
Legalisering af eutanasi er det stik modsatte af accept af aflivning.
Det er et forsvar for aktiv selvhjælp, som ikke bare er noget
positivt, men, paradoksalt nok, også livsbekræftende. Som
viser sig i, at jeg dagligt tager livet på mig.
Derfor vil jeg også anfægte (den kristelige) opfattelse(n),
at livet er en gave. Den fortolkning ville nemlig forudsætte,
at jeg havde haft mulighed for at sige nej tak til foræringen
'menneskelig eksistens'. Men den valgmulighed har ikke været mig
givet. Jeg har ikke bedt om at blive bragt ind i denne verden. Tilværelsen
er blevet mig påført, uden at jeg har haft et ord at skulle
have sagt. På den baggrund må det være op til mig
og mig alene at finde det rette tidspunkt at takke af. Den beslutning
har ikke nogen at gøre med hverken egoisme eller menneskerettigheder.
Alene med at givet mine eksistensbetingelser magter jeg ikke mere at
tage livet på mig. Lidelsesfyldt som det er og blottet for livskvalitet.
Ingen har sagt det bedre end filosoffen Peter Singer: "Hvis vi
er i stand til at indrømme, at vores mål er en hurtig og
smertefri død, burde vi ikke overlade det til tilfældigheder
at bestemme, om dette mål nås". (Praktisk Etik 1993).
(trykt i Kristeligt Dagblad 5. december 2003)
|