Et etisk råd uden jordforbindelse
Af Lone Nørgaard

Torsdag d. 13. november barslede Det Etiske Råd med en ny rapport om dødshjælp. Den afløser Dødshjælp? en redegørelse fra 1996, som anbefalede, at det gældende forbud mod aktiv dødshjælp blev opretholdt.
Som tilhænger af aktiv dødshjælp imødeså jeg ikke den nye rapport med større forventninger. For det første var titlen Eutanasi - lovliggørelse af drab på begæring? et temmelig klart signal om udfaldet. For det andet viste det sig, at konklusionen havde været nærmest draget på forhånd, i og med at Rådet tog udgangspunkt i følgende begrebsdefinition: "Eutanasi består i, at en læge tager livet af en svært lidende og evt. døende patient, der anmoder lægen herom." (s.7, min fremhævning). En definition, som giver associationer til at placere lægen i kategorien '(ond) drabsmand'.
Værdidiskussioner, moralske debatter og politiske spørgsmål afgøres sjældent alene af sund fornuft og efter princippet lad-de-bedste-argumenter-sejre. 'Vinderne' er dem, som er i stand til at sætte dagsordenen for, på hvilken måde og i hvilket sprog deltagerne taler om de forskellige problemer. I min bevidsthed skabes et ganske andet billede af eutanasi, hvis aktiv dødshjælp oversættes til det, som det i bund og grund er: Aktiv selvhjælp. Hermed associeres til et handlende menneske, der aktivt bestemmer over egen livssituation, og som afviser at befinde sig i en offerrolle. Oversættes eutanasi derimod til 'aflivning', som Det Etiske Råd har valgt, er jeg sikker på, at jeg ikke er den eneste, der får et umælende offer frem på nethinden.
Modstanderne af aktiv selvhjælp har domineret debatten. Som det da også skete på den høring, der fandt sted på Christiansborg i forbindelse med præsentationen af den nye rapport. Såvel det fremlagte materiale som de indbudte oplægsholdere havde en klar hældning i retning af nej-til-eutanasi. Rådet og de fleste oplægsholdere var 'på livets side', hvor muligheden for aktiv dødshjælp blot vil 'skabe et indirekte pres på patienten og de pårørende til at vælge eutanasi'. Og dét, vi i stedet skal have, er 'smertelindrede behandling', 'medmenneskelighed' og 'omsorg'.
Det er svært at være uenig, men kun så længe debatten foregår på diskussionsplanet. Det er imidlertid nødvendigt at levere modargumenter til den næstekærlighedsretorik, der frister stadig trangere kår på praksisplanet på sygehuse og plejehjem. Ramt som institutionerne er af personalemangel, nedskæringer og uhensigtsmæssige arbejdsgange.
Det er mig lidt af en gåde, at samtlige Det Etiske Råds 17 medlemmer viste sig at være imod en legalisering. Sidste gang var der dog en enkelt opponent, der afgav mindretalsudtalelse. Men måske hænger den enstemmige anbefaling sammen med, at Rådets debat er forankret i et ikke-eksisterende samfund med opofrende pårørende, tilstrækkeligt med hospice-pladser og nok sygeplejersker? Frem for i det virkelige liv med dets virkelige hospitaler, dets virkelige alderdomshjem og dets virkelige mangel på omsorg for gamle og svage.
Modstandere af dødshjælp plæderer igen og igen for palliativ (smertelindrende) behandling, der skal give bedre pleje til alle, således at eutanasi slet ikke kommer på programmet. Det er en smuk, men desværre - meget desværre - urealistisk løsning på grund af manglende økonomiske og menneskelige ressourcer.
Beklageligvis skorter det på kærlige og omsorgsfulde pårørende med tid til overs. Ikke mindst fordi det store flertal af kvinder er på arbejdsmarkedet og i forvejen er ved at gå op i sømmene over dobbeltarbejdet. Og der mangler hænder til den rent fysiske pleje. Hvortil kommer, at sygeplejersker og andet personale er professionelle og ikke leverandører i kærlighed. Hvilket ikke bare ville være dybt urimeligt at afkræve dem, men også dumt, fordi et sådant krav ikke lader sig imødekomme.
Og hvad i øvrigt, hvis den lidende eller døende har været et usympatisk menneske? Hvis han fx ikke har været i stand til at holde på sin kone, eller konen er død, og der ikke er nogen børn til at gå ind og støtte ham? Eller børnene har ikke lyst til at tage sig af ham, fordi han aldrig selv har gidet yde noget for andre? Så er der ikke engang en enkelt kærlig pårørende at trække bare lidt på.
Jeg går derfor ind for to-bens-modellen. På den ene side virke for at familierne tager sig så meget af deres gamle og døende som muligt, så det offentlige og familien i forening kan lindre den sidste vej. Og helst med det resultat, at den gamles lyst til at forblive i live overstiger ulysten og lidelserne. På den anden side bør det erkendes, at denne udvej ikke er realistisk eller ønskelig for alle. Familierne går i retning af at blive mindre og mindre og hverken kan eller vil tage det samme ansvar som tidligere. Det sociale ansvar er også på tilbagetog. Atomiseringen vokser især i byerne, hvad bl.a. dødsannoncer med efterlysning af eventuelle pårørende er et tydeligt signal om.
Der kan ikke være to meninger om, at denne udvikling er både utiltalende og sørgelig, men vi fjerner ikke ubehaget blot ved at lukke øjnene for kendsgerningerne. Det hjælper ikke at sige hospicer, hvor hospicer ikke er.
Desuden vil jeg rejse spørgsmålet, om hvorfor mit (menneske)liv er mindre værd end en hunds?
For mindre-værdet er et faktum, sådan som lovgivningen ser ud nu. Hvis min hund efter et godt og langt liv i kærlighed og omsorg bliver uhelbredeligt syg, tager jeg den nemlig til dyrlægen og får den aflivet. Jeg sidder med dens hoved i mit skød, mens den får et beroligende middel, der får den til at sove ind. Når den sover trygt og godt, får den en dødbringende indsprøjtning og glider ind i evigheden. Behandlede en hundeejer ikke sit kæledyr på denne vis, ville han blive udnævnt til dyrplager.
Hvorfor skal et menneske behandles ringere end min hund? Hvorfor kan en læge ikke få lov til at udøve den samme barmhjertighedsgerning over for min gamle, smerteplagede mor, som en dyrlæge kan udøve over for en hund?
Og skulle der mangle læger til at udføre handlingen - hvad jeg tvivler på - ligger der en løsning i Jack Kevorkians selvmordsmaskine, hvor den lidende hele vejen igennem selv styrer forløbet og kan afbryde processen når som helst.
Hvad der taler tungtvejende til forsvar for aktiv dødshjælp ligger i en kombination af 1) respekt for dét personen giver udtryk for, at han eller hun vil, 2) autonomien hos den der beslutter sig for eutanasi, 3) et klart rationelt grundlag for selve beslutningen.
Legalisering af eutanasi er det stik modsatte af accept af aflivning. Det er et forsvar for aktiv selvhjælp, som ikke bare er noget positivt, men, paradoksalt nok, også livsbekræftende. Som viser sig i, at jeg dagligt tager livet på mig.
Derfor vil jeg også anfægte (den kristelige) opfattelse(n), at livet er en gave. Den fortolkning ville nemlig forudsætte, at jeg havde haft mulighed for at sige nej tak til foræringen 'menneskelig eksistens'. Men den valgmulighed har ikke været mig givet. Jeg har ikke bedt om at blive bragt ind i denne verden. Tilværelsen er blevet mig påført, uden at jeg har haft et ord at skulle have sagt. På den baggrund må det være op til mig og mig alene at finde det rette tidspunkt at takke af. Den beslutning har ikke nogen at gøre med hverken egoisme eller menneskerettigheder. Alene med at givet mine eksistensbetingelser magter jeg ikke mere at tage livet på mig. Lidelsesfyldt som det er og blottet for livskvalitet.
Ingen har sagt det bedre end filosoffen Peter Singer: "Hvis vi er i stand til at indrømme, at vores mål er en hurtig og smertefri død, burde vi ikke overlade det til tilfældigheder at bestemme, om dette mål nås". (Praktisk Etik 1993).

(trykt i Kristeligt Dagblad 5. december 2003)