Hurra! Ja, egentligt er der ikke noget at råbe hurra for, men
så et heureka da udløst af Jyllands-Postens helside om de
stadigt voksende udgifter til utilpassede børn og unge d. 25.2.
For her dokumenteres sort på hvidt, hvad enhver sund fornuft godt
nok kunne have sjusset sig frem til uden antydning af statistisk
materiale ved hånden: Den særlige støtte til
børn og unge er vokset med 50 procent fra godt 5 mia. kr. i 1993
til 7.4 mia. kr. i 2000. Grimme tal og oven købet så
ubehagelige, at socialdirektøren i den pæne
Stenløse Kommune føler sig foranlediget til at fremkomme
med følgende udtalelse: "Det var en stor overraskelse med
så mange "velfungerende" familier, der alligevel ikke kunne
få det til at fungere."
Helt ærligt. Hvor overrasket kan man være, når der er
blevet givet vink på vink på vink med vognstænger
så tykke som Rundetårn op igennem 90erne? Selv om jeg
straks må ile socialdirektøren til undsætning med de
trøstens ord, at han ikke på nogen måde skal
føle sig ensom i sin forbløffelse. Han deler den med
tusindvis af naivister og børneteoretikere i dette land, som
troede, at samfundet ustraffet kan erstatte en omsorgsperson i hjemmet
med pædagog-Mette, tv-skærme og forbrug.
Først nu er det blevet klokkeklart, hvilket kæmpe,
usynligt gratisarbejde kvinder har ydet i hjemmet. Ikke mindst har mor
dag ud og dag ind, år ud og år ind, masseret på sine
poder, mens hun indlærte dem social adfærd: Ikke holde
så langt nede på gaflen, kan du gå ud med
skraldespanden, nej du må ikke gå ud at spille fodbold,
før du har lavet dine lektier, tal høfligt til fru
Nielsen, skift sko, har du husket at børste dine tænker? -
lad mig se, om du har gjort det ordentligt - nej, det er ikke godt nok
- om igen, osv, osv, osv. En sej hverdagsmassage godt hjulpet på
vej af små penge, samfundsmæssig nødvendighed og
ydre autoritetsstrukturer - indrømmet. Men stort set hver dag
var mor over lige præcis sin lille Poul, og hvis det ikke var
mor, så var det nabokonen eller viceværten.
Derfor er det også set i bakspejlet så morsomt, at der i
60'erne blev lavet film om latterlige husmødre, der havde
støv på hjernen, mens de gik derhjemme og hyggede sig.
HYGGE SIG. Må jeg være fri. Når de reproduktive
funktioner og ikke mindst børneopdragelsen er noget af det
hårdeste og kedeligste arbejde, man næsten kan blive udsat
for. Den opdragelse, som flere og flere forældre altså
heller ikke mere orker eller rigtigt har lyst (!) til at tage sig af.
Hvad gør vi = samfundet, før toget kører rigtigt
af sporet?
Jeg kan umiddelbart kun se tre realistiske muligheder: 1. Kvinderne er
nødt til at gå på halv tid på arbejdsmarkedet
for at få tid til primært børneopdragelsen. 2.
Kvinderne må holde op med at føde børn, når
hverken mødre eller fædre har overskud til at tage
børneomsorgen på sig. Arbejdskraften importerer vi. 3.
Samfundet tager over. Det betyder, at forældre skal give afkald
på eksisterende rettigheder, fx at tage en række
beslutninger på deres børns vegne. Standardiserede norm-
og adfærdsmønstre skal i stedet formidles via samfundets
agenter (pædagoger, lærere, psykologer,
socialrådgivere mv.), der naturligvis må tildeles de
nødvendige belønnings- og sanktionsmuligheder. I den
forbindelse skal børn og unges forbrug skæres radikalt ned
af mindst to grunde: a) Mennesker bliver overlevelsesdygtige af at
arbejde for det, de gerne vil have - frem for at få hængt
alle materielle goder på næsen, som det sker i dag. Det
bliver børn og unge alene slappe, forkælede og
livstrætte af b) Færre børn og unge vil blive for
tykke.
Så er det trods alt ikke bedst, at samfundet tager over alle de
steder, hvor mor og far har ladet stå til - og ikke har evnet at
følge deres rettigheder op med ansvar og forpligtelser?
Jeg la'r den lige stå et øjeblik………
(Trykt i Jyllands-Posten
søndag d. 3. marts 02)