Gør fede tider federe
Af Lone Nørgaard

Under overskriften Vigtig indsats for unges sundhed (12.2) skriver Kim Andersen, at vi skal møde børn og unge med klare grænser og mere opmærksomhed. Det er så sandt som det er sagt, og jeg hilser initiativet velkomment.
For ét er at voksne mennesker har problemer med at disciplinere sig, når dagligdagen flyder med Snickers og smørkage. Det må nemlig være folks egen sag at administrere deres kostvaner. Efter princippet: Lev fedt og dø ung og hvorfor pokker skal alle være så gamle, når vi i alderdommen alligevel kommer til at gå for lud og lumpen liberalisme.
Og dog? For noget andet er, når sværvægterne så overleverer gumlen-konstant-ritualet til de nye generationer. Fede børn er nemlig som regel upopulære børn. Og trods velmenende og opbyggelige pegefingre om, at det er de indre værdier, der tæller, er gumpetunge filipens-Egon på 16 med 10 kilos overvægt nemlig ganske klar over, at klassens lækre lyshårede sild aldrig ville drømme om at se til hans side. For blot at nævne et enkelt eksempel på livsbanen, hvor fedt ikke betyder fedt mand, men fandens fortvivlende.
Det er ikke særligt svært at blive enige om analysen: Overvægt er en uting, og for det store flertal af slagsen anledning til fysisk og psykisk ubehag. Men strategierne for en løsning? Hvad med dem? Børnene interesserer mig mest, fordi jeg synes, at det er utroligt synd for dem, at far og mor og samfundet tillader, at de skridt for skridt opbygger en overvægt.
Det burde være en klokkeklar forældreopgave at lære børnene sunde kostvaner, men i en tid, hvor mange forældre knapt nok orker at læse lektier med deres børn og derfor kræver flere skematimer pr. uge, er det utopisk at appellere alene til bassernes ophav. Dels fordi forældrene selv typisk har et vægtproblem, dels fordi det er frygteligt besværligt at sætte et barn på slankekur. Taget i betragtning hvor vanskeligt det er at opdrage børn til at tage småpligter på sig i hjemmet, er det at styre samme børns fødeindtag en gigantisk opgave. Især når mor og far ikke er fysisk til stede.
Så nok engang - og ganske urimeligt - må især skolen og lærerne holde for.
For det første skulle hjemkundskab indgå på flere klassetrin fra børnehaveklassen og op til 9., så Tykke-Berta og Klumpe-Kurt fremover helst kun eksisterer som eksotiske typer i børnelitteraturen.
For det andet skal hver skoledag rumme organiserede fysiske aktiviteter. Hvis gymnastiksalen ikke kan stå for det massive pres, må løbeture i gården blive en del af skoleskemaet. Især drengene må opdrages til at begå sig, men de skal selvfølgelig have masser af hjælpende hænder. Daglig motion, der kan holde peberet i kroppen i skak, er et must.
For det tredje skal sodavands- og slikautomaterne fjernes fra skolerne. I eventuelle kantiner skal al junkfood væk fra spisekortet. Eleverne skal ikke have lov til at forlade skolen for at købe grill-kylling og chokoladeboller. I det omfang det ikke er økonomisk muligt at organisere sund bespisning på skolen, skal forældrene pålægges at lave madpakke, og den skal indtages under opsyn, så æggemaderne på rugbrød ender i mave- og ikke i affaldssækken.
For det fjerde burde serier af typen ’Beverly Hills’ rationeres, eller endnu bedre forbydes. For disciplin omkring fødeindtag kan ikke adskilles fra disciplinering generelt. Mange især amerikanske serier skaber totalt fejlagtige forestillinger om, hvad dette liv går ud på. Eksempelvis er gymnasielivet ikke en lang fest med amourøse affærer, interessante intriger og fede fester, men hårdt arbejde, hvis gennemsnittet skal over 6,5 – som alligevel ikke kan bruges til en snus.
For det femte må undervisningsministeren ud over andre initiativer se at få undersøgt, om hun kan få forbudt en række af de reklamer, der fører børn og unge ud i spisefordærv.
For det sjette er der ingen unge mænd, der skal kasseres til militærtjeneste. Hver og en har godt af at underkaste sig en daglig disciplin på en kaserne, hvor andre (befalings)mænd ikke bare vil lære dem at rydde op og holde orden på sig selv og udstyret, men hvor hård fysisk træning vil styrke krop og muskler i et fællesskab, og hvor maden tillige bliver uddelt i passende portioner.
For det er ikke fedt for børn og unge at blive fede. Og derfor skal de hjælpes til at gøre (u)fede tider federe – alias slanke.

(Trykt i Jyllands Posten lørdag den 14. februar 2004)