Børn fjernes for
sent
Af
Lone Nørgaard
"Børn fjernes for ofte." Under
denne overskrift orienteres læseren d. 24. december 2001 om,
at antallet af børn, der fjernes fra hjemmet, bliver ved
med at stige, selv om undersøgelser sætter spørgsmålstegn
ved værdien af anbringelser. Videre - om at for mange børn
fjernes fra deres hjemlige miljø, uden at hverken børnene,
deres forældre eller samfundet som helhed har nogen fordel
af det bekostelige indgreb. I hvert fald ifølge socialminister
Henriette Kjær (K), der udtaler sin mening på baggrund
af endnu en stigning i antallet af anbringelser uden for hjemmet.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at 14.171 børn i 2001 var
anbragt uden for eget hjem. Det er over 500 mere end året
før.
Hvad lyder løsningen a la Kjær så på? Jo, vi
(hvem?) har i for lang tid ladet de professionelle tage ansvar for
børnene, når det går galt i en familie. Derfor
må vi inddrage familien mere seriøst. Fx i form af
familierådslagning, hvor hele familiens netværk samles for
at hjælpe udsatte børn, og familiekontrakter, hvor
forældre og kommune laver forpligtende aftaler om at forbedre
forholdene i hjemmet.
Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Leila Walther,
er enig med ministeren i, at der anbringes for mange børn uden
for hjemmet. Men ifølge socialrådgiverne mangler der i dag
alternativer til anbringelser.
Jeg er ganske og aldeles uenig. Der anbringes ikke for mange
børn uden for hjemmet, men det sker på en fundamentalt
forkert måde. Ikke mindst på grund af en
svingdørspolitik, hvor de stakkels børn bliver fjernet og
kommer tilbage, bliver fjernet og kommer tilbage, bliver fjernet ….
Og der er i den grad alternativer, hvis politikerne kunne rumpe sig op
til at melde klart ud, at to helt basale interesser er på spil i
denne sag: 1. At spare skatteborgerne for penge til stadig flere
socialt udsatte børn og unge, 2. At varetage
værgeløse børns tarv. Og nej - jeg har ikke glemt
forældrenes interesser, men de er bedøvende ligegyldige i
dette tilfælde. Er en familie nået så vidt som til,
at et barn skal fjernes, har forældrene nemlig forspildt
muligheden for fortsat at have rettigheder i forhold til deres barn. Et
barn er ikke et forbrugsgode eller en genstand, der kan skaltes og
valtes og flyttes rundt med efter behov, men et lille sårbart
individ, der meget gerne skulle gøres en duelig samfundsborger
ud af. Så barnet ikke som voksen 1. kommer til at ligge samfundet
til byrde, 2. får et dårligt liv og bærer ved til den
sociale arv.
Derfor er problemet ikke, at børn fjernes for ofte, men at
børn fjernes for sent. Samt - og endnu vigtigere - at
ansvarsløse og inkompetente forældre igen og igen
får nye chancer for at destruere videre på det fine
råstof, deres barn er.
Allerede på et meget tidligt tidspunkt i de
pågældende børns liv, har sundhedsplejersker,
pædagoger, diverse sociale myndigheder mv begrundede formodninger
om, at her vil det gå galt (far og eller mor drikker eller er
på stoffer eller på piller eller er psykisk syge eller…).
Derfor lyder løsningen og det helt oplagte alternativ til den
nuværende slingrekurs og fallit: Når et barn fjernes, er
det 'for good.' Det skal ske i form af adoption til godkendte
forældre, og barnet skal ikke gives mulighed for kontakt til sine
biologiske forældre, før det er fyldt 16 år.
(Aldersgrænsen kan diskuteres). Forældrene har som allerede
nævnt spillet deres forældreværdighed af hænde,
og det er op til barnet / den unge, om han eller hun på et senere
tidspunkt i sit liv ønsker at opsøge sine biologiske
forældre.
For 117ende gang og med stadig mere dokumentation i bagagen
prøver jeg at lave et fremstød for, at det skal
være slut med, at forældres rettigheder og behov skal
tildeles førstepladsen i forhold til deres børn. Giv de virkeligt
udsatte børn en reel chance for at vokse op i en ordentlig
og omsorgsfuld familie - og samtidig ansvarsforflygtigende
forældre et vink med en vognstang om, at vi = forældre kun
har vores børn til låns, og at de ikke er vores ejendom.
(trykt i Jyllands Posten 2.
januar 2002)