Børn fjernes for sent
Af Lone Nørgaard

"Børn fjernes for ofte." Under denne overskrift orienteres læseren d. 24. december 2001 om, at antallet af børn, der fjernes fra hjemmet, bliver ved med at stige, selv om undersøgelser sætter spørgsmålstegn ved værdien af anbringelser. Videre - om at for mange børn fjernes fra deres hjemlige miljø, uden at hverken børnene, deres forældre eller samfundet som helhed har nogen fordel af det bekostelige indgreb. I hvert fald ifølge socialminister Henriette Kjær (K), der udtaler sin mening på baggrund af endnu en stigning i antallet af anbringelser uden for hjemmet. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 14.171 børn i 2001 var anbragt uden for eget hjem. Det er over 500 mere end året før.

Hvad lyder løsningen a la Kjær så på? Jo, vi (hvem?) har i for lang tid ladet de professionelle tage ansvar for børnene, når det går galt i en familie. Derfor må vi inddrage familien mere seriøst. Fx i form af familierådslagning, hvor hele familiens netværk samles for at hjælpe udsatte børn, og familiekontrakter, hvor forældre og kommune laver forpligtende aftaler om at forbedre forholdene i hjemmet.

Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Leila Walther, er enig med ministeren i, at der anbringes for mange børn uden for hjemmet. Men ifølge socialrådgiverne mangler der i dag alternativer til anbringelser.
Jeg er ganske og aldeles uenig. Der anbringes ikke for mange børn uden for hjemmet, men det sker på en fundamentalt forkert måde. Ikke mindst på grund af en svingdørspolitik, hvor de stakkels børn bliver fjernet og kommer tilbage, bliver fjernet og kommer tilbage, bliver fjernet ….

Og der er i den grad alternativer, hvis politikerne kunne rumpe sig op til at melde klart ud, at to helt basale interesser er på spil i denne sag: 1. At spare skatteborgerne for penge til stadig flere socialt udsatte børn og unge, 2. At varetage værgeløse børns tarv. Og nej - jeg har ikke glemt forældrenes interesser, men de er bedøvende ligegyldige i dette tilfælde. Er en familie nået så vidt som til, at et barn skal fjernes, har forældrene nemlig forspildt muligheden for fortsat at have rettigheder i forhold til deres barn. Et barn er ikke et forbrugsgode eller en genstand, der kan skaltes og valtes og flyttes rundt med efter behov, men et lille sårbart individ, der meget gerne skulle gøres en duelig samfundsborger ud af. Så barnet ikke som voksen 1. kommer til at ligge samfundet til byrde, 2. får et dårligt liv og bærer ved til den sociale arv.

Derfor er problemet ikke, at børn fjernes for ofte, men at børn fjernes for sent. Samt - og endnu vigtigere - at ansvarsløse og inkompetente forældre igen og igen får nye chancer for at destruere videre på det fine råstof, deres barn er.

Allerede på et meget tidligt tidspunkt i de pågældende børns liv, har sundhedsplejersker, pædagoger, diverse sociale myndigheder mv begrundede formodninger om, at her vil det gå galt (far og eller mor drikker eller er på stoffer eller på piller eller er psykisk syge eller…). Derfor lyder løsningen og det helt oplagte alternativ til den nuværende slingrekurs og fallit: Når et barn fjernes, er det 'for good.' Det skal ske i form af adoption til godkendte forældre, og barnet skal ikke gives mulighed for kontakt til sine biologiske forældre, før det er fyldt 16 år. (Aldersgrænsen kan diskuteres). Forældrene har som allerede nævnt spillet deres forældreværdighed af hænde, og det er op til barnet / den unge, om han eller hun på et senere tidspunkt i sit liv ønsker at opsøge sine biologiske forældre.

For 117ende gang og med stadig mere dokumentation i bagagen prøver jeg at lave et fremstød for, at det skal være slut med, at forældres rettigheder og behov skal tildeles førstepladsen i forhold til deres børn. Giv de virkeligt udsatte børn en reel chance for at vokse op i en ordentlig og omsorgsfuld familie - og samtidig ansvarsforflygtigende forældre et vink med en vognstang om, at vi = forældre kun har vores børn til låns, og at de ikke er vores ejendom.

(trykt i Jyllands Posten 2. januar 2002)