Myten om det flerkulturelle samfund
Af Lone Nørgaard

Nettet har som bekendt den kæmpefordel, at man kun er et tastetryk fra at orientere sig i udenlandsk presse. Det gælder også den norske avis Aftenposten’s netudgave på linket www.aftenposten.no/. Når jeg specielt reklamerer for det link, er det fordi det inden for de sidste par år her har været muligt at orientere sig i oplysende artikler om indvandring og mislykket integration. To af dem vil jeg gerne formidle videre til den danske debat.

Den ene artikel er en kronik (4.10.02) af Walid Al-Kubaisi (WAK), der har baggrund i Bagdad og udgivet en række bøger i Norge. Han skriver under overskriften Vi har ikke et flerkulturelt samfunn i Norge, at (jeg har oversat i det følgende): ”Vi muslimer taler med to tunger, vi ser ned på den norske kultur som en vantro kultur, men vogter os for at udtrykke dette udadtil." Og han fortsætter med at stille følgende spørgsmål: ”Er det lykkedes os at skabe et multikulturelt fællesskab hvor alle samfundsmedlemmer kan kommunikere med hinanden og føle loyalitet mod folket og landet?” WAK hævder, at spørgsmålene spontant bliver besvaret ”af halal-antiracister og kebab-politikere med: JA! Det har vi...! De kan referere til mange minoriteter som er synlige i de store byer, henvise til mange indvandrerbutikker og kebab-kiosker, som okkuperer hvert hjørne i Oslo, pege på mange kulturarrangementer, hvor indvandrere er deltagere, indiske, tyrkiske og libanesiske restauranter.”
WAK fortsætter: ”Men hvis vi ser lidt dybere end kulturernes farverige facade: Hvad betyder et flerkulturelt samfund? Det er et samfund, hvor enhver minoritet kan beholde sin kultur, tro og etnicitet, men har fælles værdier og interesser i majoritetssamfundet, som inkluderer alle minoriteter. Det kan sammenlignes med en frugtsalat. Hvert eneste frugtstykke beholder sin smag, og saften gir salaten sin fælles smag. Denne saft er et fælles sprog for det flerkulturelle samfund. Men har vi sådan et fælles sprog i vores samfund?”
Han siger videre, at ”Kultur er ikke først og fremmest madskikke, klædedragter, krydderi, folkemusik, litteratur og kulturarrangementer. Alt dette er kulturens dragt, kulturens produkt. Kultur er først og fremmest et symbolsystem, som gør det mulig at kommunikere og at leve i fællesskab. Og fordi vi har flere kulturer i Norge, betyder det, at vi har flere symbolsystemer, dvs. vi har flere kulturelle systemer, dvs. flere fællesskaber, dvs. flere samfund, som skjuler sig og isolerer sig i det store samfunds rum.
Det flerkulturelle samfund er en myte, som ikke eksisterer i virkeligheden (…) Kulturen er ikke bare et slør (…), men et værdisæt, som tilhængerne lever efter, optræder med og bekender sig til. Det vil sige, at vi i Norge ikke har fælles værdier, fælles kommunikationskoder og fælles symboler. I overført betydning har vi ikke et fælles sprog vi alle kan forstå og acceptere. Den muslimske minoritet har brug for et dobbelt sprog. Det er fordi denne muslimske minoritet lever i spagat mellem to kulturelle universer: De lever i deres religions univers, men er forpligtet til at vise hensyn over for de norske omgivelsers reaktion.
Den muslimske indvandrer oplever derfor en daglig værdikollision mellem sine egne muslimske værdier og de norske værdier. De to værdier kører ikke parallelt, men kolliderer med hverandre. Det er fordi islams værdier er religiøse og hører til middelalderen; de er skrøbelige, senile, selvdestruktive, mens de norske værdier er moderne, opdaterede, forsvarlige og humanistisk legitime.”
WAK skriver videre, at de norske værdier er sekulære og har plads til andre religioner. De bevæger sig inden for menneskerettighederne, som sikrer muslimerne retten til deres religionspraksis. Islam derimod er teocentrisk – har altså Gud som midtpunkt. ”Derfor bliver mennesket vurderet, ikke ud fra sit bidrag til samfundet, men ud fra sin tro og sit religiøse tilhørsforhold. Derfor ser muslimerne på kristne, ateister, jøder og andre borgere som ikke tilhører islam, som vantro (…)”
”Det norske samfund bliver set på som vantro fordi det er sekulariseret. Det bliver betegnet med ordet "nedjes" – styggedom.” (urent, LN). ”(…) En respekteret muslimsk lærd, Khomeini, siger i sin bok Tahrir Alwasila at "nedjes er ti ting". Blandt disse er blandt andet urin, skidt, det døde dyr, hunden, svinet, og de som ikke tror på islam (…) Hvordan kan en muslimsk indvandrer levere et bidrag til det norske samfund og samarbejde med norske kristne og ateister når han betragter dem som skidt, svin og hund, og i værste fald styggedom/vantro? Hvordan kan man udøve loyalitet til Norge når man betragter det som et vantro-land? (…) Og måske vil man lure på om alle muslimer holder sig til det koranske bud om de vantro. Selvfølgelig ikke! Men ateister og oplyste muslimer er også vokset op i et muslimsk samfund med muslimsk tro.”
Det er kronikørens pointe, at til trods for oplystheden deler de med det resterende muslimske samfund den kollektive underbevidsthed, som de er flasket op med. Herunder åbenbaringen om de vantro: ”Og derfor vil selv en oplyst muslim heller ikke se helt frit på "vantro" nordmænd, fordi underbevidstheden protesterer. Derfor lever den muslimske minoritet i en dobbelttænkning, og bruger to sprog, et internt sprog til internt brug, og et eksternt sprog som pynter forholdene og beskytter minoriteten for kritik og afstandtagen. Vi snakker med to tunger: Vi tror på arrangerede ægteskaber, æresdrab, tvangsægteskaber, men offentlig tager vi afstand fra alt dette. Vi har bygget muslimske organisationer, finansieret med norske penge, men knyttet til de muslimske lande, alligevel taler vi ikke om dette.”
Så vidt WAK.

Den anden artikel (d. 2.3.04) i Aftenposten handler om, at norske intellektuelle ikke forstår verden. Rejseguruen Jens A. Riisnæs (JAR) er citeret for, at ”Politisk korrekthed i den akademiske verden og medierne har påført samfundet skyklapper. Et forståelsesunderskud af, hvordan verden faktisk ser ud.”
Han siger ’ud-og-rejs’. For ingen som har rejst over det asiatiske kontinent fra den buddhistiske del i øst til den muslimske del i vest kan være i tvivl om, at religion er en af de vigtigste faktorer, der bestemmer samfundsudviklingen. JAR slår til lyd for, der bliver oprettet et rejsefond til norske akademikere. Ikke til delegationsrejser og møder med ministre og bureaukrater, men til frie rejser, som vil flytte akademikerne ud at deres elfenbenstårne.
JAR hævder, at venstrefløjen i Norge ”foretog et kollektivt åndelig harakiri ved systematisk at undlade at kritisere, og i værste fald støtte, totalitære, menneskefjendtlige og middelalderlige regimer. Alligevel har venstrefløjen fået lov til at dominere den intellektuelle scene i Norge etter krigen, fordi den har påberåbt sig at være mere moralsk end centrum og højrefløjen (…)”
Han påstår videre, at det korrekte etablissement i Norge har manglet intellektuelt mod og dertil har haft det, som han kalder endnu en hellig ko: ” (…) nemlig tesen om religionernes underordnede og stadig dalende betydning.” Kort fortalt mener han, at selv om kristendommen også rummer påbud, så står påbudene så meget stærkere i Koranen, fordi de dirigerer hele livsstilen.
Jeg er ganske enig med JAR i hans udsagn om, at man ikke kan bebrejde fattige mennesker, at de søger til Vestens honningkrukker, som han kalder det. Men, siger han så, ikke mindst intellektuelle har et ansvar for, at den proces foregår så smertefrit som muligt. Men de har svigtet, for hver gang der er nogen, som har forsøgt at rejse en debat om indvandringens problematiske sider, er de politisk korrekte kommet frem med ordet, som stempler "djævlene", nemlig racisme. Heroverfor fremholder JAR, at de fleste af dem, som har siddet med de praktiske erfaringer i dagligdagen har trukket sig hovedrystende tilbage.


Så vidt to indspark i den norske debat. Vi er nået længere i Danmark, men tænk hvis Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og i egen selvforståelse 'gode' intellektuelle havde kendt deres besøgelsestid før det sidste folketingsvalg. Frem for efter.

(Trykt i Kristeligt Dagblad den 21. april 2004)