Jeg er netop
blevet belært om, at jeg som offentligt ansat er "statens
tjener". Nærmere bestemt er jeg som gymnasie- og HF-lærer
sat til at forvalte nogle centralt bestemte retningslinier i mine fag,
der udover at bibringe mine elever viden, kvalifikationer og
kompetencer skal give dem forudsætninger for at indgå som
borgere i et demokratisk samfund. Det lyder smukt, og da jeg på
dette overordnede plan ikke har problemer med at tjene staten og dermed
samfundet, prøver jeg på bedste vis i min daglige praksis
at leve op til de fine og rigtige ord.
Desværre oplever jeg i stadig stigende grad at være del af
et system, der er styret af alt andet end klart formulerede mål.
Det vil sige - målsætninger, hensigtserklæringer og
visioner skorter det ikke på. Tværtimod. De bliver
sprøjtet ud i kaskader i et top-down-flow skåret over
mantraerne kvalitet, kvalitetsstyring, effektivitet, mere for mindre,
fornyelse, udvikling, fleksibilitet, forandrings-nødvendighed,
omstillingsparathed, teamwork, projektarbejde, rationalisering,
mobilitet….…. Flotte begreber, ingen tvivl om den sag. De lider bare af
den skavank, at virkeligheden ikke kan mases ned i dem.
Nu ville mine
tanker omkring globaliseringens nedslag være uinteressante for
alle andre end mig selv og mine nærmeste, hvis ikke lige der var
den humle, at jeg igennem de sidste år til stadighed har
mødt klangbund for min undren frustration over den sunde
fornufts afgåen ved døden. De samstemmende toner klinger
ud fra brede samfundsgrupper. De kommer fra folk, der arbejder i
folkeskolen, de gymnasiale uddannelser og på universiteterne. Fra
medarbejdere i bank- og forsikringsverdenen. Fra ansatte i DSB, DR og
postvæsenet. Fra diverse forvaltninger på gulvplanet. Fra
sundhedsvæsenets mange grene og forskellige professioner:
Læger, sygeplejersker, jordemødre, sundhedsplejersker og
fysioterapeuter. Fra hjemmehjælpere, plejehjemspersonale, og
folk, der arbejder med indvandrere.
Det er den samme
sang, jeg hører overalt - og nej, jeg tror ikke, at koret
skyldes, at et stort antal danskere generelt har udviklet et
særligt gen for dovenskab, der gør dem uvillige til at
lære nyt og til modstandere af at påtage sig ændrede
arbejdsopgaver inden for deres forskellige brancher. Derimod er de
hamrende trætte af virksomhedskonsulenter, evalueringseksperter
og symbolanalytikere, hvis levebrød det er blevet - på
højere instansers vegne - at give andre råd og anvisninger
om ledelse og arbejdsorganisering. Hvilket sker, uden at
rådgiverne nødvendigvis har belemret deres hoveder med
andet end et dybt overfladisk kendskab til den komplicerede organisme,
enhver arbejdsplads udgør. Systemisk tænkning er et
begreb, der alene optræder i lærebøgerne, mens
"eksperterne" hygger sig med en moderne variant af Kejserens nye
klæder i deres praksis.
Medarbejder-utilfredsheden får imidlertid meget begrænset
luft, og siver gassen endelig ud, sker det som regel over
fotokopimaskinen, kaffekolben og i intime rum med et par særligt
nære kolleger, der ikke går med knive i ærmerne. Et
samlet og systematisk udtryk for kritikken kommer derfor kun i
begrænset omfang til udfoldelse, og fraværet af denne
kollektive kritik er både beklagelig og skadelig. Af flere
forskellige grunde. Hvoraf den vigtigste er, at der pt - stik imod alle
intentioner - foregår et kæmpemæssigt ressourcespild
på danske arbejdspladser som et resultat af
uhensigtsmæssige management-teorier med tyk streg under teorier.
Lad mig give et
konkret eksempel fra de gymnasiale uddannelser, hvor en ny overenskomst
og et nyt lønsystem har smadret engagementet og
arbejdsglæden hos en stor gruppe lærere. Hvor
gymnasielærernes fagforening tidligere har forhandlet centrale
overenskomster ca. hver andet år, skal forhandlingerne nu
foregå lokalt mellem tillidsrepræsentanten sekunderet af
yderligere 2-3 medarbejdere som den ene part, ledelsen på den
enkelte skole som den anden. Så i 14 amter og to kommuner sidder
der nu en lind strøm af TR'ere plus lærere på
hundredvis af skoler og forhandler præcis de samme arbejdstids-
og nylønsspørgsmål med deres rektorer, forstandere
og forvaltninger.
Hvad det koster i arbejdstimer og kroner og ører, der går
fra undervisning, opdatering af lærernes faglige viden,
pædagogiske og didaktiske diskussioner mv., tør jeg slet
ikke regne på. Beløbet er totalt deprimerende. Det samme
er de unge læreres flugt fra branchen.
Hvorfor denne
idioti, der forholder sig til alt andet end eksisterende virkeligheder?
Mit bedste bud bygger på to forklaringer.
For det
første tror en række politikere, ledere og administratorer
uden gulv-forbindelse, at de kan få mere kvalitet og mere for
mindre ved - både billedligt og bogstaveligt talt - at
tælle medarbejderskridt. Efter princippet tillid er godt, kontrol
er bedre.
Og det er ikke bare mit hjørne af samfundet, det går galt
for. Branchen deler nemlig mange vilkår og endnu flere floskler
med hundredvis af andre organisationer, institutioner og
arbejdspladser.
Derfor må
jeg på det bestemteste opponere mod den pt dominerende
ledelsesfilosofi, der går ud på, at jo mere man stresser
sine medarbejderne med krav om nye forretningsgange, ændrede
arbejdsorganiseringer,
nye-kompetencer-uden-nødvendig-tid-til-efteruddannelse - jo mere
effektiv og kvalitetsproducerende bliver virksomheden.
Hvad med at trække på lidt sund fornuft og ikke mindst det
eksisterende erfarings-reservoir frem for at lade sig styre af det
postmoderne begrebscirkus, hvor man sågar kan risikere at skulle
forholde sig til en genistreg som glosen erfaringsramt. Vi la'r den
lige stå et øjeblik…………..
Jeg vil
naturligvis pure afvise, at jeg bare er en gammel, forstokket
reaktionær, der burde gå på efterløn hurtigst
muligt og overlade arenaen til mere omstillingsparat og opdateret
arbejdskraft. Tværtimod er jeg som god statstjener i fuld gang
med at gøre oprør ved at gøre staten
opmærksom på, at den får al for lidt for sine
bevillinger. Og at vejen frem ikke hedder ny-liberalistiske
skrivebordsteorier og evalueringseksperter, men visioner og
målsætninger udviklet af ledere og beslutningstagere i
samarbejde med og ikke mod de medarbejdere, der skal løfte
opgaverne.
Derfor er jeg
også vældig glad for at kunne finde delvist støtte
for mine synspunkter hos intet ringere end en amerikansk
virksomhedskonsulent (!), der skriver bøger om lederskab.
Bestsellere, for at det ikke skal være løgn.
Iflg. David P. Hanna forventes en moderne leder at kunne bygge bro
mellem organisatoriske og personlige behov - uden at sætte
konkurrenceevnen overstyr. Hvilket de fleste vil kunne nikke så
nogenlunde accept til. At overskride budgettet vil selv i offentlige
institutioner være en kortsigtet løsning.
I Hannas optik er lederskabets kerne en konstant proces, der
bevæger sig indefra-og-ud. Lederpersonligheden er startfeltet og
krumtappen. Den der engageret udvikler visioner og kan få
enkeltpersoner til at arbejde effektivt sammen frem mod et fælles
defineret mål. Den, der skaber tillid og loyalitet hos andre,
så alle gerne vil være med til at arbejde på
organisatoriske tilpasning.
Det lyder så rigtigt, og jeg er også sikker på, at
det ER rigtigt, men -men - men:
Hvor befinder de ledere sig inden for de mange offentlige systemer,
institutioner og organisationer, som er i stand til at skabe tillid og
loyalitet hos andre, så alle, eller i hvert fald det store
flertal, gerne vil være med på vognen? Af lyst og ikke af
nød. Er det fx en langsigtet visionær udviklings- og
arbejdsproces, der er i gang i Danmarks Radio med udflytningen til
Ørestaden, hvor offentligheden ellers har fået den
forståelse, at stort set alle andre end ledelsen lader til at
være imod? Er der fælles fodslag på hospitalerne?
Eller på Det kongelige Teater? Eller i postvæsenet? Eller
på universiteterne? Med ledere, der viser, at de vil og kan andet
og mere end at overleve? Og at de rent faktisk kerer sig om de
mennesker, der skal levere ydelserne til brugerne?
Sagt med lidt andre ord: Chefer har underordnede, ledere har
tilhængere.
Den anden
forklaring på, hvorfor der ikke bliver sagt systematisk og
organiseret fra over for uhensigtsmæssige tiltag er frygt. Mange
tør ganske enkelt ikke gå op imod den
ødelæggende, dominerende management-trend (stress
medarbejderne, eliminer erfaringer og frem fleksibilitet) af frygt for,
at protester kan skade den videre karriere.
Hvor ved jeg det fra? Fra undersøgelser og forskning? Nej, det
er jo pointen. Kritikken kan kun i begrænset omfang føres
frem i en offentlig debat, fordi kritikken indlysende vil rette sig mod
en række enkeltpersoner, der er kommet så højt op
på rangstigen, at de bestemmer over andres liv. Og det i en grad,
at hvis man vil være sikker på selv at kunne kravle op
på det næste karrieretrin eller få del i de
spændende projekter og arbejdsopgaver eller såmænd
bare at få lov til at blive siddende på den pind, hvor man
allerede er placeret, så gælder det om at klappe
hælene sammen og holde kæft. Med andre ord: Det er da
muligt, at selvforståelsen lyder på, at Danmark er et land,
hvor ytringsfriheden sidder i højsædet, og alle ustraffet
kan få lov til at give sit besyv med. Men min påstand er,
at censuren i form af velbegrundet selvcensur og salonfähige
meninger lever og har det godt. Skræmmende godt.
Derfor er
også, at det er på tide, at flere tager bladet fra munden
og gør oprør. Mod flosklernes tyranni. At sige fra er
nemlig det samme som at tjene staten.
(Trykt i Jyllands Posten mandag den 26.
november)