Fædre og fødsler
Af Lone Nørgaard

Lørdag d. 1. juni havde Berlingske afsat en helside til fædre og børn med den prægnante overskrift: 'Baby på fars dagsorden'. Jeg fornøjede mig i første omgang over, at fædre tilsyneladende er begyndt at gå mere op i deres børn, men glæden holdt kun en stakket stund, indtil mit blik ramte næste overskrift: 'Far føler sig ikke velkommen' - fulgt op af bl.a. følgende erklæring fra chefpsykolog Svend Aage Madsen: "Fædre må kræve ligelig del i forældreskabet (…) "

Det anede mig. Nok engang handler far-mor-og-børn om fædres rettigheder og fædres krav og ikke om, at farmand endelig er klar til at trække i arbejdstøjet i forhold børneomsorgen. Nok engang skal man som kvinde lægge krop og ører til, at der skal bruges ressourcer på at forsøge at forstå mændenes psyke, så sundhedssystemet fremover kan tage hensyn til deres ønsker i forbindelse med graviditet og fødsel. Om at der skal indrettes fødestuer og tilrettelægges fødselsforberedelse i forståelse for, at det ikke kun er kvinden, der skal være mor, men at der faktisk også er en mand, der skal være far.
Jamen, er verden da gået fuldstændigt at lave? Det næste bliver vel, at manden skal med op og ligge på briksen og simultan-føde, mens han får jordemoderens og alle andre tilstedeværendes absolutte og udelte opmærksomhed, fordi det bare er så tungt at blive far.
Jeg kunne tie og samtykke i alle disse tiltag for at forsøge at behandle lige, hvad der i sit biologiske udgangspunkt er forskelligt, hvis der blev truttet i ren røv: Initiativerne handler dybest set om at få spanket fædrene til at tage mere del i den efterfølgende børnepasning, de som hovedtendens ikke gider. På den led er modellen med fædre-in-spe-servicering da interessant. Uheldigvis lider den bare af den fatale brist, at den nedtoner og usynliggør kvinders indsats i forbindelse med graviditet, fødsel og amning.
Vejen frem - og væk fra skilsmisserne = den skjulte dagsorden - burde derfor være en ganske anden. Meget ville være vundet, hvis kommende fædre ville forstå, at den måde, hvorpå de bedst kan deltage i deres koners graviditeter og fødsler og første barselstid, er ved at sørge for, at hun er så glad og harmonisk som mulig - kvinder vil oplagt have forskellige behov i denne fase spændende fra avislæsning til saltagurker. Men ét er sikkert: jo mere ømhed og betænksomhed og indlevelsesevne (den kommende) fader lægger for dagen. Jo mere han prøver at fjerne stenene fra sin gravide, fødende og ammende kones vej ved bl.a. at overtage de sure pligter i hjemmet, jo tættere vil han komme på sin viv, (fordi hun vil være så taknemmelig over for ham) og dermed sit kommende barn. Og hvis han så kan følge fødslen - hendes fødsel indtil den kunstige livmoderæra - op med at give hende den hjælp, hun beder om, så skulle familiens og dermed hans lykke på lidt længere sigt være gjort, og hans fulde adgang til arvingen sikret.
Det er muligt, at hjælpen for nogle kvinders vedkommende består i, at de kan få mere tid for sig selv. Andre kvinder ønsker måske at være tæt sammen med deres nye baby hele tiden, og det skal de naturligvis have lov til - uden gnist af dårlig samvittighed overfor barnefaderen. Det er trods alt dem, der har lagt krop til. Båret barnet i 9 måneder, indrettet deres kost og levevis i overensstemmelse med deres foster og gennemlevet en (hyppigt smertefuld) fødsel, der for en tid bringer kroppen ud af balance. Respekt for moderskabet og kvinders reproduktive arbejde, om jeg må be'. Der er ikke for tidligt.
Nogle mener, at ligestillingen er gået for vidt. Jeg er helt enig. Bare med omvendt fortegn. Fædres behov og rettigheder er kommet til at fylde for meget på både barselsgange og fødestuer.