Forfatningstraktat rimer på Tyrkiet
Af Lone Nørgaard

Lad os få EU og forfatningstraktaten sat øverst på mediernes dagsorden fra nu af, tak. For så er politikerne nødt til at følge trop. Det ønske har jeg, fordi folkeafstemningen om forfatningstraktaten d. 27. september er en af de vigtigste beslutninger i danmarkshistorien. Store ord i april, men alt andet end floskler.

For det første vil forfatningen give EU muligheder for at træffe afgørelser med kvalificeret flertal, uden at de skal sendes ud til folkeafstemning. EU-retten kommer altså til at stå over den danske grundlov, så hvor den demokratiske beslutningsproces forputter sig i den pakke, vides ikke. Når Folketinget skal bøje sig for domstolenes (politiske) fortolkninger, har domstolene reelt overtaget den politiske magt. Men da dommere ikke bliver valgt, kan borgerne ikke efterfølgende stille dem til ansvar for deres afgørelser. Sådan som vi kan med vores politikere.

For det andet kommer arbejdskraftens fri bevægelighed til at handle om langt mere end lavtlønnede arbejdere i og fra Østeuropa. Kommer Tyrkiet ind i EU, vil tyrkerne få ret til at søge arbejde inden for EU's grænser, hvilket mange (millioner?) selvfølgelig vil benytte sig af. Hvordan integrationen i Europa skal foregå fortaber sig i tavshed eller tom retorik. Ret så tankevækkende, når lille velorganiserede Danmark i løbet af bare 20 år må konstatere nærmest total integrations-fallit i forhold til store dele af vores muslimske indvandrergrupper. Der til oplysning pt udgør ca. 200.000 eller knap 4 pct. af landets befolkning.

Den franske præsident Jacques Chirac har med pondus erklæret, at afstemningen om EUs nye forfatningstraktat intet har at gøre med Tyrkiets medlemskab. Jeg tillader mig ligesom franskmændene at tvivle på hans udtalelser. Eftersom forfatningstraktaten angiver den retning EU skal køre i – ved at give de store lande større magt - hvordan så på sigt holde det folkerige Tyrkiet i skak, når forfatningen vil lægge landenes folketal til grund for indflydelse i EU?

Et massivt flertal i Folketinget anbefaler et ja til EU-forfatningen. Det samme flertal vil selvfølgelig målbevidst fra nu af og op til afstemningen d. 27. september træde i Chiracs fodspor og insistere på, at forfatning og Tyrkiet ikke skal sammenkædes. De vil i stedet sælge den nye EU-pakke med forfatningstraktat-sløjfe og vedhæftet kortet: En lykkelig fremtid venter i de multikulturelle fællesskaber, der kan rumme alle etniske og religiøse grupperinger, herunder også 70 millioner tyrkere. Men - meget desværre har visionen om den kulturelle smeltedigel vist sig at være gjort af drømmestof, der forbistret dårligt rummer ghettoerne i Marseilles, Amsterdam og Odense.

Jeg siger nej tak til at optage et Tyrkiet, hvor det er militæret, der dæmmer op for de stærke islamistiske strømninger i samfundet. Når Tyrkiets styre om få år ikke mere bliver garanteret af hærens beskyttelse – et EU-krav! – hvad sker der så? Tænk hvis islamisterne kommer til magten på demokratisk vis efter iransk opskrift. De intellektuelle i Iran drømte ikke om, hvor hurtigt moderne reformer skulle blive afløst af udrensninger, tørklædetvang og censur (læs fx Azar Nafisi: At læse Lolita i Teheran (2003). I løbet af et par år var det sekulære samfund løbet over ende af fundamentalisterne.

Jeg siger nej tak til et Tyrkiet, hvor ” Det anslås, at mellem en tredjedel og halvdelen af alle tyrkiske kvinder er ofre for fysisk vold i familien. Ligesom kvinder andre steder i verden bliver de slået, voldtaget og i nogle tilfælde dræbt eller tvunget til at begå selvmord. Det fastslår Amnesty International i en ny rapport.” (2. juni 2004).

Jeg siger nej tak til et Tyrkiet, som anno 2005 stadigvæk ikke har kunnet finde ud af at anerkende folkedrabet mod armenierne i 1915. Næsten hele den armenske befolkning i den tyrkiske del af Osmannerriget var væk i 1923, de fleste af dem slået ihjel. Lige efter Første Verdenskrig var der et kortvarigt retsopgør, men siden hen har tyrkiske regeringer konsekvent benægtet, at der var tale om folkedrab.

Armenien fastholder, at tæt på halvanden million armeniere blev udsat for systematiske massemord og deportationer. Men de tyrkiske myndigheder har gjort alt hvad de kunne for at lægge låg på. Den sænkede bom med adgang forbudt skilt på arkiverne er nu ikke så afgørende, eftersom Vesten er leveringsdygtig i et omfattende kildemateriale, der kan belyse grusomhederne.

Godt nok har den tyrkiske regering nu opfordret Armenien til at nedsætte en fælles komite, der skal undersøge udryddelsen af armeniere. Men at åbne arkiverne 90 år efter, vil næppe føje nyt til sagen. Tyrkerne har haft rigeligt tid til at fjerne belastende materiale. Og hvis Tyrkiet for alvor havde været interesseret i at komme til bunds i sagen og tage skylden på sig, var de nok ikke faret frem med bål og brand over for den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, da han d. 6. februar i år udtalte til den schweiziske avis Tagesanzeiger, at armenierne blev udsat for et folkedrab.

I disse år gambles der, så det forslår med Europas fremtid. Af en politisk og økonomisk elite, som aldrig kommer i nærheden af de parallel-samfund af the-not-havers, der knopskyder fra Gibraltar til Oslo.
Indrømmet. Føljetonen om den socialdemokratiske fløjkrig og lykkes-Helles-linedans er umiddelbart langt mere spændende end forfatningstraktater, EU-direktiver og ratifikationsprocesser. Men vent bare. Med et ja til EU's nye grundlov d. 27. september skulle almindelige borgere være sikret solid og gedigen multikulturel spænding dagligt i årevis. Spørgsmålet er så blot, om det bliver af den ufrivillige slags….