Forfatningstraktat rimer på Tyrkiet
Af Lone Nørgaard
Lad os få EU og forfatningstraktaten
sat øverst på mediernes dagsorden fra nu af, tak. For
så er politikerne nødt til at følge trop. Det
ønske har jeg, fordi folkeafstemningen om forfatningstraktaten
d. 27. september er en af de vigtigste beslutninger i danmarkshistorien.
Store ord i april, men alt andet end floskler.
For det første vil forfatningen give EU muligheder for at træffe
afgørelser med kvalificeret flertal, uden at de skal sendes
ud til folkeafstemning. EU-retten kommer altså til at stå
over den danske grundlov, så hvor den demokratiske beslutningsproces
forputter sig i den pakke, vides ikke. Når Folketinget skal
bøje sig for domstolenes (politiske) fortolkninger, har domstolene
reelt overtaget den politiske magt. Men da dommere ikke bliver valgt,
kan borgerne ikke efterfølgende stille dem til ansvar for deres
afgørelser. Sådan som vi kan med vores politikere.
For det andet kommer arbejdskraftens fri bevægelighed til at
handle om langt mere end lavtlønnede arbejdere i og fra Østeuropa.
Kommer Tyrkiet ind i EU, vil tyrkerne få ret til at søge
arbejde inden for EU's grænser, hvilket mange (millioner?) selvfølgelig
vil benytte sig af. Hvordan integrationen i Europa skal foregå
fortaber sig i tavshed eller tom retorik. Ret så tankevækkende,
når lille velorganiserede Danmark i løbet af bare 20
år må konstatere nærmest total integrations-fallit
i forhold til store dele af vores muslimske indvandrergrupper. Der
til oplysning pt udgør ca. 200.000 eller knap 4 pct. af landets
befolkning.
Den franske præsident Jacques Chirac har med pondus erklæret,
at afstemningen om EUs nye forfatningstraktat intet har at gøre
med Tyrkiets medlemskab. Jeg tillader mig ligesom franskmændene
at tvivle på hans udtalelser. Eftersom forfatningstraktaten
angiver den retning EU skal køre i – ved at give de store
lande større magt - hvordan så på sigt holde det
folkerige Tyrkiet i skak, når forfatningen vil lægge landenes
folketal til grund for indflydelse i EU?
Et massivt flertal i Folketinget anbefaler et ja til EU-forfatningen.
Det samme flertal vil selvfølgelig målbevidst fra nu
af og op til afstemningen d. 27. september træde i Chiracs fodspor
og insistere på, at forfatning og Tyrkiet ikke skal sammenkædes.
De vil i stedet sælge den nye EU-pakke med forfatningstraktat-sløjfe
og vedhæftet kortet: En lykkelig fremtid venter i de multikulturelle
fællesskaber, der kan rumme alle etniske og religiøse
grupperinger, herunder også 70 millioner tyrkere. Men - meget
desværre har visionen om den kulturelle smeltedigel vist sig
at være gjort af drømmestof, der forbistret dårligt
rummer ghettoerne i Marseilles, Amsterdam og Odense.
Jeg siger nej tak til at optage et Tyrkiet, hvor det er militæret,
der dæmmer op for de stærke islamistiske strømninger
i samfundet. Når Tyrkiets styre om få år ikke mere
bliver garanteret af hærens beskyttelse – et EU-krav!
– hvad sker der så? Tænk hvis islamisterne kommer
til magten på demokratisk vis efter iransk opskrift. De intellektuelle
i Iran drømte ikke om, hvor hurtigt moderne reformer skulle
blive afløst af udrensninger, tørklædetvang og
censur (læs fx Azar Nafisi: At læse Lolita i Teheran (2003).
I løbet af et par år var det sekulære samfund løbet
over ende af fundamentalisterne.
Jeg siger nej tak til et Tyrkiet, hvor ” Det anslås, at
mellem en tredjedel og halvdelen af alle tyrkiske kvinder er ofre
for fysisk vold i familien. Ligesom kvinder andre steder i verden
bliver de slået, voldtaget og i nogle tilfælde dræbt
eller tvunget til at begå selvmord. Det fastslår Amnesty
International i en ny rapport.” (2. juni 2004).
Jeg siger nej tak til et Tyrkiet, som anno 2005 stadigvæk ikke
har kunnet finde ud af at anerkende folkedrabet mod armenierne i 1915.
Næsten hele den armenske befolkning i den tyrkiske del af Osmannerriget
var væk i 1923, de fleste af dem slået ihjel. Lige efter
Første Verdenskrig var der et kortvarigt retsopgør,
men siden hen har tyrkiske regeringer konsekvent benægtet, at
der var tale om folkedrab.
Armenien fastholder, at tæt på halvanden million armeniere
blev udsat for systematiske massemord og deportationer. Men de tyrkiske
myndigheder har gjort alt hvad de kunne for at lægge låg
på. Den sænkede bom med adgang forbudt skilt på
arkiverne er nu ikke så afgørende, eftersom Vesten er
leveringsdygtig i et omfattende kildemateriale, der kan belyse grusomhederne.
Godt nok har den tyrkiske regering nu opfordret Armenien til at nedsætte
en fælles komite, der skal undersøge udryddelsen af armeniere.
Men at åbne arkiverne 90 år efter, vil næppe føje
nyt til sagen. Tyrkerne har haft rigeligt tid til at fjerne belastende
materiale. Og hvis Tyrkiet for alvor havde været interesseret
i at komme til bunds i sagen og tage skylden på sig, var de
nok ikke faret frem med bål og brand over for den tyrkiske forfatter
Orhan Pamuk, da han d. 6. februar i år udtalte til den schweiziske
avis Tagesanzeiger, at armenierne blev udsat for et folkedrab.
I disse år gambles der, så det forslår med Europas
fremtid. Af en politisk og økonomisk elite, som aldrig kommer
i nærheden af de parallel-samfund af the-not-havers, der knopskyder
fra Gibraltar til Oslo.
Indrømmet. Føljetonen om den socialdemokratiske fløjkrig
og lykkes-Helles-linedans er umiddelbart langt mere spændende
end forfatningstraktater, EU-direktiver og ratifikationsprocesser.
Men vent bare. Med et ja til EU's nye grundlov d. 27. september skulle
almindelige borgere være sikret solid og gedigen multikulturel
spænding dagligt i årevis. Spørgsmålet er
så blot, om det bliver af den ufrivillige slags….
|