Et forsvar for aktiv dødshjælp
Af Lone Nørgaard

I den kommende tid skal Det Etiske Råd diskutere aktiv dødshjælp. Rådet har, efter hvad jeg er blevet oplyst, en ny redegørelse på vej inden for det næste år. Den forrige Dødshjælp? en redegørelse stammer tilbage til 1996. På daværende tidspunkt anbefalede et flertal på seksten medlemmer, at det gældende forbud mod aktiv dødshjælp skulle opretholdes. Kun et medlem mente, at loven skulle ændres, så der blev åbnet mulighed for aktiv dødshjælp.
Siden da er der en del, der tyder på, at Det Etiske Råds redegørelse ikke (mere) er dækkende for befolkningens holdning i denne sag. Et kraftigt indspark i diskussionen har det i alt fald været, at et stort flertal af den danske befolkning lader til at gå ind for aktiv dødshjælp. 68 pct. er tilhængere, mens 20 pct. er imod, viste en meningsmåling foretaget for Jyllands-Posten.
I modsætning til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, der er citeret for, at tallet er overraskende højt, er jeg ikke forundret. Selv om jeg da godt vil give ham ret i, at der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved, hvor dybt der har været reflekteret over spørgsmålet. Derfor er det også væsentligt at alle sten inden for temaet dødshjælp bliver vendt og endevendt og vendt igen.

I det følgende vil jeg prøve at besvare en række af de spørgsmål, der blandt adskilligt flere er væsentlige at afklare - og som samtidig er med til at begrunde min egen position. Jeg har til det formål lavet en dialog med mig selv og en fiktiv modstander konstrueret til lejligheden.

Når du går ind for aktiv dødshjælp, så bryder du med et grundlæggende princip i vores kulturtradition om, at menneskelivet ikke må krænkes. Det må betyde, at man ikke må tage et andet menneskes liv, også selv om det liv er fysisk og psykisk svækket?

Hvis livet er helligt og ukrænkeligt, så må det vel gælde for alt liv? Men hvorfor slår mennesker så dyr ihjel for at spise dem? Og ikke bare fisk og fugle, men også dyr som fx heste og køer, der er tæt på mennesket i fødekæden?

Jeg mener selvfølgelig ikke alt liv. Du gør det alt for bredt og abstrakt. Jeg taler om menneskeliv, forstået som bevidst og selvbevidst liv. Andet liv er bevidst, men ikke selvbevidst.

Ifølge bl.a. filosoffen Peter Singer viser doktrinen om livets ukrænkelighed sig bare at være en anden måde at sige på, at lige præcis mennesket og menneskelivet har en meget speciel værdi. En værdi, der er forskellig fra værdien af alle andre levende væsners liv. Den opfattelse stammer fra kristendommen og dens menneske- og gudsforståelse. Den tolkning har du netop givet ham ret i ved at reservere ukrænkeligheden til menneskelivet. Ved at sige, at det er menneskelivet, som er helligt. Og altså ikke alt liv.

Jamen, det er da indlysende, at et menneskeliv har en helt speciel og enestående værdi.

Hvorfor er det egentlig det? Jeg er helt med på, at opfattelsen er dybt rodfæstet i vores samfund og afspejles i vores love og regler. Men hvis du sammenligner den behandling, man giver et for tidligt født barn, og så den praksis vi udviser, når vi tager livet af omstrejfende hunde, forsøgsdyr og slagtekvæg, så er der tale om en voldsom modsætning. Hvad retfærdiggør forskelsbehandlingen af babyer og abeunger?

Det er da oplagt. Den nyfødte er jo et menneske.

Dermed siger du alene, at den nyfødte er medlem af vores art. Men mener du, det er i orden at påføre forsøgsdyr smerte, for som bekendt er abeunger blevet brugt til forsøg? Men det er måske netop, fordi de ikke er medlem af vores art?

Jeg siger i hvert fald ja til, at jeg går ind for dyreforsøg, hvis det er nødvendigt for at skaffe sig oplysninger, der i anden omgang skal kunne hjælpe mennesker. Men dyrene må selvfølgelig ikke udsættes for nødvendig smerte.

Hertil vil jeg med Peter Singer sige:

"Det forkerte ved at påføre en skabning smerte kan ikke afhænge af skabningens art: det kan det forkerte ved at slå den ihjel heller ikke (…) At sætte en skabnings liv højere, simpelthen fordi den er medlem af vores art, ville placere os i samme position som racister, der sætter medlemmer af deres egen race højere." (Praktisk Etik, s. 85)

Jeg mener nu, at mennesket altid må komme i første række. Vi siger også, at mennesket er skabt i Guds billede.

Så vil jeg godt spørge dig om, hvilket liv du tillægger størst værdi. En intelligent, sund, ung gorilla eller en dybt åndssvag baby født uden hjerne, som aldrig vil få det bedre, og som vil dø inden for kort tid?

Selvfølgelig babyen, fordi den stadigvæk er et menneske.

Du mener stadigvæk menneske forstået som medlem af vores art, kan jeg høre. Og det må betyde, at du er imod provokeret abort? Gælder det også selv om fosterdiagnose har vist, at fosteret er stærkt handicappet og vil blive født unormalt?

Ja, jeg er imod provokeret abort.

Så du indtager den holdning, at lige meget hvilket handicap et foster har, så skal det fødes? Selv om det fødte barns liv vil være fuldt af lidelse, og det kun kan holdes i live ved anvendelse af al moderne teknologi, så skal det holdes i live?

Når du sætter det så hårdt op, kan jeg ikke sige, at jeg er helt sikker.

Hvis vi fortsætter tankebanen lidt, og du vælger at fastholde, at alt liv er godt og skal bevares, så vil det være det samme som at sige ja til, at alle unormale fostre skal leve. Det vil også betyde, at lægevidenskaben skal sætte alt ind på at redde et foster fra spontan abort. Også hvor den spontane abort er udløst af defekter, hvad man af erfaring ved, at den ofte er. Hvis du accepterer synspunktet om livets ukrænkelighed i forhold til fostre, så vil det forpligte dig til konsekvent at støtte en praksis, hvor samfundet forøger antallet af mennesker med alvorlige abnormiteter.

Jamen, så vidt ønsker jeg ikke at gå.

Det tror jeg, at de allerfærreste vil. Men sagen er den, at det øjeblik du har sagt ja til at abortere unormale fostre med begrundelsen, at de ikke vil få et leveværdigt liv, så har du åbnet op for muligheden for abort også på fostre, der ikke er udstyret med handicap.
Med accepten af abort er du nødt til at forlade den traditionelle etik om livets ukrænkelighed, for bliver der slået bare et lille hul i ukrænkelighedsskallen, så kan der også åbnes for eutanasi.

Hvis det først bliver tilladt at slå ihjel, så skaber det utryghed hos det enkelte menneske. Det vil undergrave tilliden til læger og hospitalssystemet i det hele taget. En alvorligt syg kunne frygte at blive indlagt, fordi lægen måske viser sig at være morder.

Det er et vigtigt argument. Derfor er det også altafgørende, at samfundet udvikler en så fintmasket procedure og fremgangsmåde, at misbrug forhindres. Jeg vil gerne bruge lang tid på at diskutere, hvilke modeller, der kan tage højde for misbrug. Evt. med udgangspunkt i de retningslinier, der er blevet udviklet af de hollandske domstole, og som nu er lov i Holland. De principper, der skal være opfyldt her, er:

• Den aktive dødshjælp finder sted med assistance af en læge
• Patienten har udtrykkeligt krævet eutanasi på en måde, der ikke efterlader tvivl om patientens ønske om at dø
• Patientens beslutning er velinformeret, fri og permanent (vedvarende)
• Patienten lider af en uhelbredelig sygdom, der forårsager langvarige fysiske eller psykiske lidelser, som patienten finder ulidelige
• Der findes ikke noget fornuftigt alternativ (fornuftigt - fra patientens synspunkt) til at lindre patientens lidelser
• Lægen har rådført sig med en anden uafhængig læge, der er enig i hendes eller hans vurdering

Aktiv dødshjælp, som jeg har døbt om til aktiv selvhjælp, vil ikke sprede frygt og usikkerhed, når folk dræbes efter samtykke. For hvis vi ikke nærer ønske om at blive dræbt, giver vi naturligvis ikke vores samtykke.
Faktisk peger frygt-argumentet paradoksalt nok i modsat retning, nemlig i retning af frivillig eutanasi. For hvis frivillig eutanasi ikke er tilladt, vil jeg kunne frygte, at min død bliver unødvendigt langtrukken og kvalfuld. Og det med god grund.
Jeg kan i øvrigt fortælle dig, at i Holland konkluderede en landsdækkende undersøgelse, at mange patienter ønsker sikkerhed for, at deres læge vil hjælpe dem med at dø, hvis smerterne bliver ulidelige. Og så viste det sig, at når folk først havde fået den sikkerhed, var der ikke noget fortsat krav om eutanasi. Muligheden for eutanasi var åbenbart beroligende, uden at den blev taget i anvendelse. Den undersøgelse maner til eftertanke, synes jeg.

Til sidst: For mig ville det allerstærkeste argument imod aktiv selvhjælp være, at det blev dokumenteret, at individets mulighed for at vælge døden ville skabe større lidelser end dem, der følger af at opretholde forbudet mod eutanasi. Og jeg er arg modstander af mennesker, der under henvisning til parolen 'det-må-være-en-menneskeret tillader sig at kræve hvad som helst af samfundet. Fra barn over bryster til bolig på Strandvejen.
Men jeg er ikke blevet overbevist om, at der kan sættes lighedstegn mellem menneskers krav om lykke - herunder deres forventninger til at velfærdssamfundet skal give dem et meningsfyldt liv - og så en generel ansvarsforflygtigelse. At tage ansvar for eget liv og egne valg kan i en given situation lige præcis være at vælge aborten frem for det fødte barn. Det kan være at vælge selvmordet frem for det lidende sind. Det kan være at vælge aktiv dødshjælp frem for den smertende krop.
For som Peter Singer siger:
"Hvis vi er i stand til at indrømme, at vores mål er en hurtig og smertefri død, burde vi ikke overlade det til tilfældigheder at bestemme, om dette mål nås."

(trykt i Jyllands-Posten torsdag d. 29.8.02)