Frygtens kultur
Af Lone Nørgaard

"Vidste du, at tungekys kan give allergi. Italienske læger advarer mod tungekysseri, efter at flere par har fået problemer med, at den ene part pludselig fik kløe og hævelser på læberne og i ansigtet."

Den advarsel stammer fra Børneavisen maj 2002, og det er lige præcis den slags advarende formaninger den engelske sociolog Frank Furedi langer ude efter i sin bog Culture of Fear - Risk-taking and the Morality of Low Expectation fra 1997, revideret i 2002.
Skulle man være en af dem, der som jeg tilhører 'bekymringsindustrien' - som det så smukt er blevet døbt, når man er stærkt kritisk over for den aktuelle samfundsudvikling - er 'Frygtens kultur' lidt af en modgift. Vaccinen hedder: Individerne skal udskifte de skeptiske briller med optimist-linser og gå i skarp træning med at opfatte det at tage risici som noget positivt og som udtryk for aktivitet og handlekraft.
Tankegangen er besnærende, og fordi Furedi med sin position har fat i flere lange ender, er bogen måske ikke det dårligste valg til sommerens litteraturliste?

Hovedtemaet i Culture of Fear er frygten for at tage chancer, for at tage en risiko og følgerne af den ængstelighed: 'Sikkerhed' gøres til en af de vestlige samfunds helt fundamentale værdier. Dømt ude er 'Hvo intet vover, intet vinder', nu hedder det i stedet 'sikkerhed frem for alt' (Better Safe Than Sorry).
Mange oplever i dag verden som et farligt og udsat sted at være. Ikke mindst efter d. 11. september. Men allerede lang tid før var den offentlige panik udbredt. Panikken omfatter genmanipulerede fødevarer, stamcelleforskning, stråling fra mobiltelefoner, nedbrydning af ozonlaget, svindende skovområder, jorderosion, døende søer, udryddelse af dyrearter osv. osv.
Men de nye teknologier truer ikke verden. De er faktisk eksempler på resultater, der viser den konstruktive side af menneskeheden, og opfattelsen af, hvad der er faretruende og hvad der er sikkert, har lidt eller intet at gøre med videnskabelig eller erfaringsmæssig dokumentation. Ikke desto mindre konstaterer Furedi, at det positive der tidligere lå i at tage chancer, er blevet afløst af fordømmelse, noget der skal undgås.
Men et samfund organiseret omkring bekymring og ængstelse vil udvikle sig i en konservativ og irrationel retning. Derfor er det nødvendigt at eksperimentere, for det er den eneste måde at overkomme uvidenhed på. Hvis eksperimenter bliver udelukket af frygt for konsekvenserne, fører angsten til samfundsmæssig lammelse.
Massemedierne spiller en afgørende rolle i udformningen af vores risikotænkning. Det er dem, der formidler de mange farer og risici, og få tør anfægte eller problematisere påstandene. Når vægten fx lægges på bestemte ulykker eller skader, fører det til en forøget angst i forhold til dem. En enkelt terroristepisode i Grækenland, der involverede en amerikaner førte fx til en voldsom nedgang i det antal turister, der rejste til Europa. En rejse hertil forekom at være et hasarderet foretagende, og folk blev hjemme, og det til trods for, at der var flere amerikanere, der druknede i deres badekar end blev dræbt af terrorister i Europa.
Men hvorfra stammer den irrationelle frygt? Furedi henviser til, at bekymringerne i efterhånden alle sociale sfærer må være symptom på nogle underliggende problemer. Der må være en eller anden 'fejl' i vores samfund. Risikobevidstheden udspringer af en fornemmelse af sårbarhed og af et klima, der er præget af følelser og mistro frem for fornuft og beviser. De negative følelser er typisk kædet sammen med ny teknologi. Men mistillid til videnskaben og dens mulige uheldige bivirkninger breder sig som ringe i vandet og kommer til smitte af på forholdet til både autoriteter og fornuften i det hele taget.
Paradoksalt nok opfattes risici i dag hovedsageligt som værende menneskeskabte. Det skyldes, at selv naturkatastrofer som orkaner og jordskælv og laviner som oftest kan forudsiges, og derpå kan myndighederne jo bare advare borgerne imod dem. Men når risici opfattes som frembragt af mennesker, er forståelsen ensbetydende med beskedne forventninger til menneskelig formåen og med begrænset tiltro til andre mennesker overhovedet.
Mistroen kan bl.a. aflæses af det dalende vælgertal. Politikerne afvises som korrupte og inkompetente, for de tænker kun på partiinteresser eller rettere sagt sig selv.

I dag kan mange grundlæggende menneskelige relationer ikke tages for givne. De svækkede bindinger bidrager til en følelse af isolation, fremmedgørelse og magtesløshed. Manglende konsensus om elementære adfærdsnormer giver brændstof til usikkerhed og skaber forvirring, der ikke fremmer kritisk tænkning. Resultatet er forsigtige og skrøbelige individer, der oplever ikke at have kontrol over deres eget liv, og bag ved mennesker, der ikke kan tage ansvar, ligger et samfund, der har tabt orienteringen.
Når holdninger og adfærdsmåder ikke mere kan tages for givne, bliver handlinger og erfaringer som hidtil har været relativt ligetil og uproblematiske pludseligt betænkelige. Fx hvad vi putter i munden, og hvordan vi opdrager vores børn. Børneopdragelsen er omgærdet af usikkerhed, og tidens tendens til overdreven forældrebekymring kan føres tilbage til en hel generation af voksne, som har svært ved at overskue deres eget liv. Furedis råd lyder, at forældrene skal slippe bekymringerne, eftersom overbeskyttende forældre opnår det modsatte af det, de stræber efter.
Når børn og unge bliver pakket ind i vat, går de glip af muligheder for at udvikle deres egen dømmekraft og sunde fornuft. De kommer ikke i situationer, som styrker modstandskraften og den indre tillid til sig selv. Og det er ressourcer, der beskytter dem langt bedre end konstant forældreovervågning.

Samfundet forsøger at kompensere for den herskende usikkerhed og rådvildhed i form af selvhjælps-grupper, hjælpe-linier og professionelle rådgivninger. De løser bare ikke problemerne, for i stedet tilpasser folk sig magtesløsheden og rollen som ofre.
Strømmen af nye og indflydelsesrige eksperter og rådgivere ser Furedi som karakteristisk for et samfund, der mangler tiltro til den fremtidige retning. Den nye ekspertise prædiker budskabet, at ingen kan forventes at klare tilværelsens usikre tilskikkelser selv. Derfor er enhver da også berettiget til at nyde godt af de professionelles dygtighed, for alle lider vi af et eller andet problem i form af misbrug eller traumer eller mishandling. Men behandlerkulturen gør mennesker til ofre og opmuntrer dem til at tænke på sig selv som afhængige eller syge.
Den kolossale vækst i rådgivningsbranchen inden for alle felter er et klart belæg for 'jeg-kan-ikke-klare-mig-selv' tendensen. Stigningen i antallet af ofre må imidlertid også ses i sammenhæng med nye og udvidede definitioner på misbrug og mishandling. Mennesker bliver i tiltagende grad opfattet som overlevende efter traumatiske oplevelser, fx mobning. Og til trods for at hypotesen om stigende mishandling savner dokumentation, har den opnået status af ubestridelig sandhed.

Det er paradoksalt, at til trods for de mange problemer menneskeheden står overfor, så lever vi i en verden, der er langt sikrere end nogen sinde før i historien. Alligevel oplever mange det altså som om, at samfundet er under konstant trussel fra den teknologiske udvikling. De fleste opinionsundersøgelser bekræfter i hvert fald, at offentligheden ser på fremtiden med frygt. Der lægges hele tiden vægt på, at det er umuligt at vide eller beregne konsekvenserne af de nye teknologier eller af menneskelige handlinger i det hele taget. Og det er noget skidt. For når man på forhånd forventer negative resultater, bæres der ved til et pessimistisk mentalt klima, der er alt andet end befordrende for de sociale eksperimenter, som Furedi efterlyser.
Teknologi-forskrækkelsen viser sig altså at gå hånd i hånd med forestillingen om, at mennesker ikke er i stand til at gribe effektivt ind og styre og kontrollere. Det gælder ikke bare i politik. Det gælder i lederskab, hvor ledere og direktører er bange for at lede og må have virksomhedskonsulenter og management-guruer til at hjælpe sig. Det gælder i skolen, hvor lærerne er bange for at undervise. Og det gælder i familien, hvor forældrene er bange for at opdrage deres børn.

Det er svært at anfægte Furedis signalement af de nedbrudte tillidsrelationer mellem mennesker, det han døber 'de små forventningers moral'. Og han har en pointe i at kalde moralen for passificerende, eftersom den foreskriver, at individet skal underlægge sig kerneværdien 'sikkerhed'.
Men selvom han har fat i lange ender med sin indkredsning af frygtens behandlerkultur og moral, er der også adskillige steder, hvor han går galt i byen. Selv om jeg grumme nødigt bekender mig som endnu en bærer af 'de små forventningers moral', er det en smule foruroligende, at dér hvor jeg især kan kigge ham i kortene, laver han efter min bedste overbevisning fejlfortolkninger af data. Ét af flere eksempler må række i denne omgang: Fejlen i børneopdragelsen ligger ikke i for meget beskyttelse og overvågning, men i for få krav til børnene og i al for lidt konsekvens og kontakt mellem opdragere og børn. Og der er godt nok forskel på den forklaringsmodel og så Furedis - og dermed på de opdragelsesstrategier, familie og samfund skal have i omdrejninger.

Uanset en række indvendinger er Furedis bud på risikotænkning forfriskende. Om ikke af andre grunde - så fordi den giver modspil til disse års sociologiske hovedstrøm i den offentlige debat.

(trykt som kronik i Information onsdag d. 28. august 02)