LOV FOR BØRN ELLER LOV FOR GENETISKE FÆDRE?
af Bente Holm Nielsen og Lone Nørgaard

Forslag til ny børnelov, der uændret er blevet genfremsat i denne folketingssamling, mener at tilgodese børns behov ved at give øgede rettigheder til genetiske fædre. Den tolkning er ikke bare problematisk, den er forkert.
Glem alt om automatisk fælles forældremyndighed som ligestillings- og løsningsmodel ved samlivsbrud. Juraens konstruktioner viser sig nemlig ikke at have nævneværdig indflydelse på, hvordan et forældreskab bliver. Det viser adskillige undersøgelser, heriblandt en spritny undersøgelse af 6000 børn, gennemført af sociolog, ph.d. Mai Heide Ottosen (Samboskab, ægteskab og forældrebrud. En analyse af børns familieforhold gennem de første leveår).
Måtte denne publikation sammen med adskilligt andre fra år 2000 nå at påvirke Folketingets Retsudvalg, der lige nu knokler på med at revidere både Børneloven og Loven om Forældremyndighed.

Iveren bag ændringen af de to love stammer fra det synspunkt, som alle formentlig er enige i, og som i hvert fald rent principielt er sympatisk: Ethvert barn har ret til en far og en mor. Endvidere at det bedste for et barn er at blive passet af både far og mor, som barnet skylder sin eksistens. Derfor synes så mange mennesker, at det er bedst, når den genetiske far og mor deler såvel pligter som rettigheder i forhold til barnet. Men når forældre enten ikke er gift, eller når de går hver til sit, kommer der fokus på fordelingsnøglen forældremyndighed versus samværsret.

Med basis i spørgsmålet, "Hvad er bedst for barnet?" har den politiske debat i over ti år jævnligt forsøgt at opnå enighed om en entydig definition af begrebet barnets tarv. I forbindelse med samlivsophør og skilsmisse skal der findes en løsning, og helst en, der er konsensus om som værende den bedste for barnet. Men konsensus er en illusion, så længe der fortsat er nogen, der synes, at det altid er bedst for et barn at kende og blive passet af begge sine genetiske forældre, og andre, der kender til situationer, hvor det kan være bedst for et barn hverken at kende eller at have samvær med en genetisk forælder. I dag er det den første definition, der er politisk korrekt, men den seneste tids forskningsrapporter støtter klart definition nr. to.

Det forslag til ny Børnelov og Lov om Forældremyndighed, som Justitsministeren fremsatte første gang i februar i år, bygger på mottoet: En gang forælder - altid forælder. Hvad enten mor eller far bor sammen eller ej, er gift eller ej. Det er imidlertid alene på et abstrakt og idéelt plan, at sagen tegner sig så enkelt og så indlysende. Flyttes blikket ud i hverdagslivet, presser en anden virkelighed sig på. En virkelighed, hvor en del forældre m/k ikke lever op til den politisk korrekte definition af barnets tarv men tværtimod svigter deres omsorgsforpligtelser. Der er tilfælde, hvor det er indlysende, at lovparagraffer ikke kan fremtvinge modenhed og ansvarsfølelse, og der er tilfælde, hvor paragraffer misbruges til at give forrang til voksnes ønsker, så børn udsættes for samværssvigt og vold. En virkelighed der bevisligt er så kompliceret, at Justitsminister og Folketing snarere burde slække lidt på korrektheden end at forestille sig, at lovgivning kan borttrylle problemer skabt af forældre omkring børn.

Alle aktører har været enige - i hvert fald i teorien - om, at centrum i en ny Børnelov mv. skal være det konkrete barns tarv og rettigheder. Altså ikke jura for juraens skyld, men snarere overvejelser over, hvad der her i livet er det vigtigste for et barn. Forskningen inden for området dokumenterer til fulde, at hvis en lov skal være til fordel for de børn, hvis far og mor konstant ligger i borgerkrig, så skal den kunne forhindre genetikken i at få forrang frem for det sociale moder-/faderskab i dagligdagen.

Til trods for, at de eksisterende love om børns retsstilling og forældres myndighed har fungeret godt for det store flertals vedkommende, så foreslås der i øjeblikket gennemgribende ændringer på området. På Retsudvalgets bord topper en lang ideologisk udviklingsproces, styret af to-forældre-dogmet, på trods af, at der kun sjældent opstår uenighed om forældremyndighed. Gældende lov bygger nemlig på et frivillighedsprincip, hvilket har fungeret så hensigtsmæssigt, at langt de fleste ugifte aftaler fælles forældremyndighed allerede når barnet er født (for så vidt angår ægteskabet følger fælles forældremyndighed automatisk med vielsesattesten). At forældremyndigheden i de - alt taget i betragtning - ganske få tilfælde, hvor der anlægges retssag, typisk tilfalder kvinden, burde ikke give anledning til undren i fald man inddrager afviklingen af graviditet, fødsel, barselsorlov, og i fald man inddrager statistikkerne over hvem-tager-barn-syg-dage og fordelingen af forældreorlov. En mor har ikke pr. natur, men pr. hyppig øvelse kvalificeret sig til at aflæse og tilfredsstille sit barns behov og kan på grund at hyppigere kontakt få et forspring i forhold til faderen.

Således er det svært at se, at gældende lov ikke på udmærket vis sikrer såvel faderskabets rettigheder som begge køns samvær med børnene ved evt. skilsmisse eller samlivsophør. Ligeledes er det svært at finde berettigelsen for lovforslagets 3 pejlemærker, der er:

1. Et barn har ret til en far og en mor
2. En mand, som har ønsket at få et barn, bør også have ret til at blive dets far
3. Fædre skal have ligestilling med mødre fra fødslen.

Ad 1) Hvad betyder det reelt, at et barn har ret til en far og mor? Er erklæringen mere end en floskel? Et samfundsmæssigt ideal? Hvor ingen kan være uenig i hensigten, men hvor ytringen - ligesom en række andre proklamationer, fx på menneskerettighedsområdet, i praksis ikke er det papir værd, den er skrevet på? Svarer udsagnet ikke til at udbasunere, at ethvert barn på kloden har ret til at spise sig mæt hver dag? Eller at ethvert gadebarn har ret til en velfungerende familie med en nærværende, ansvarlig far? Eller at ethvert barn har ret til at gå i skole i 7 år?
I øvrigt er udtrykket "et barn har ret til en far og en mor", som nærmest har haft karakter af mantra i debatten, citatfusk i forhold til den korrekte ordlyd i FN's Konvention om Barnets rettigheder, hvori det hedder i artikel 7: "Barnet skal have ret til (…) så vidt muligt at kende og blive passet at sine forældre." Dertil kommer, at det overhovedet ikke er sigtet med Børnekonventionens bestemmelser at regulere forældres indbyrdes forhold.

Ad 2) Hvad betyder det, at en mand, som har ønsket at få et barn, også bør have ret til at blive dets far? Ifølge betænkningen vil det sige, at mænd, der har ønsket et barn ikke længere skal være retsløse, selv om mødre (det drejer sig om under 1%) ikke ønsker faderskabet fastslået. I betænkningen, der har ligget til grund for forslag til ny børnelov, udvides mænds barneønske til også at gælde sædleverandøren ved et one-night stand eller et flygtigt/kortvarigt forhold, og da et barn principielt altid skal have udlagt en retlig far iflg. logikken i betænkningen, så skal en mand også principielt altid have ret til anlægge faderskabssag:
Betænkningen foreslår, at en mands faderskab alene skal afskæres, hvis "afgørende hensyn" til barnet taler imod, at han skal kunne blive barnets far. Men hvis manddrab ikke er tilstrækkeligt til at tale imod, hvad kan så tale imod at en mand skal kunne blive far til et barn? Er Børnelovsforslaget ikke ensbetydende med, at det, der burde kunne vægtes som et "afgørende hensyn" til barnet, i stedet for bliver tilsidesat på grund af den biomedicinske mulighed, at der kan analyseres en vævsprøve, nemlig en såkaldt DNA-test, med efterfølgende udpegning af, hvem der med næsten 100% sikkerhed er genetisk far til et barn? Da det i øvrigt er en kendsgerning i faderskabssager, at den mere usikre blodanalyse allerede er afløst af DNA-testen, kan retsmedicinske årsager ikke for nærværende berettige en ny Børnelov.

Ad 3) Hvad betyder det, at fædre skal have ligestilling med mødre fra barnets fødsel? Det betyder accept af, at det genetiske retsbevis, DNA-testen, skal opvurderes på bekostning af sociale sammenhænge. Det betyder, at ugifte mænd skal have forældremyndighed over et barn uanset relationen til moderen. Dermed vil udgangspunktet for gældende lov helt forsvinde, nemlig idéen om at værne familien gennem pater-est-reglen (faderen er den, ægteskabet peger på).

Desuden vil man med en sidestillen mellem ligestilling og ligemageri afskaffe den naturgivne forskellige position, som kvinder og mænd har i relationen til især nyfødte børn, hvilken er udgangspunkt i den nugældende lov om børns retsstilling. I forslag til Børnelov tages udgangspunktet i befrugtningen, hvorfra man med den genetiske definition af barnets tarv kan anskue kvinder og mænd som lige, idet begge køn ved samlejet (evt. kunstig befrugtning) bidrager med det samme antal kromosomer: Idet en mand leverer noget sæd fra den ene side, og en kvinde leverer et æg fra den anden side, postuleres det, at de to køns præstation i forplantningsprocessen bør regnes for at være lige stor. Ny forplantningsteknologi med reagensglasbefrugtning i spidsen har skabt grundlag for denne rendyrkede genetiske opfattelse, der ignorerer og usynliggør det reproduktive arbejde, kvinder udfører i forbindelse med svangerskab og fødsel.

I denne forbindelse er det derfor væsentligt at erindre sig, at ligestillingsbegrebet blev konstrueret i forhold til og fortsat har sin klare berettigelse på arbejdsmarkedet, i uddannelsessektoren og i det politiske liv (ligeløn, valgret, lige vilkår for kvindelig og mandlig arbejdskraft etc.). Begreberne ligestilling og ligemageri er mindst lige så forskellige som skæg og snot, og de bør holdes hver for sig. Ligestilling som begreb bør ikke reflektionsløst påtvinges hverken det familiemæssige eller det kropslige område. Ingen af de to køns anatomisk forskellige kroppe kan med et trylleslag udjævnes ved hjælp af en - og kun én - ligestillings-ligning af den enkle grund, at kvindekroppen (i hvert tilfælde lidt endnu!) er det eneste vækstrum for et kommende barn.

Det er ikke nødvendigt med en ny lov til at sikre barnets tarv ved afgørelse af forældremyndighed, hvis det stadig skal være reglen, at det er den bedst egnede forælder m/k der skal tildeles beføjelsen. Med mindre da, at det ikke længere bør være sådan, at afgørelserne skal baseres på individuelle, konkrete skøn? Går alt i bedste gænge for far-mor-barn, og sådan er det heldigvis oftest, så er de juridiske rettigheder uvedkommende for udførelsen af omsorgsforpligtelserne. Men det er ikke hensigtsmæssigt at tvinge en mor, der nyligt har født, til mod sin vilje at udlevere spædbarnet til samvær med en genetisk far. Enhver kan sige sig selv, at den turbulens ikke er fremmende hverken for en tryg og god relation mellem mor og barn eller for amningen. Lovbefalet faderkontakt i spædbarnsperioden er ikke så givende for barnet, at det opvejer den uro, tvangsforanstaltningen er for den nybagte mor.

Vi benægter ikke, at der er problemer omkring skilsmisser. Men vi afviser, at det nye Børnelovsforslag peger i en retning, der bedrer forholdene for de børn, der kommer i klemme. Derfor - hvordan skal vi tænke om (igen) i spørgsmålet forældremyndighed og samværsret i relation til barnet, forældrene og samfundet? Måske kan bl.a. DJØF-konferencen "Skilsmisser og professionelle løsninger - udviklingen af en far, mor, barn-kultur", der afholdes for fagfolk i København ultimo november, vise nye veje?

(Trykt i Jyllands Posten fredag den 1. december 2000)